28/11-2005

Sidste tur med Gummi-Henriks Tornado……
Under den nys afholdte julefrokost hos Havbasserne blev der aftalt meget - rigtigt meget …. En af aftalerne var, at Henrik skulle på Virgo i Østersøen om mandagen, hvor vejret skulle være egnet til en tur på vandet.

Henrik var åbenbart ikke mere fuld end at han huskede aftalen og ringede og mindede mig om turen og det forhåndstilsagn, der måske blev givet sidst på aftenen, eller tidligt på morgenen under den løsslupne del af festen.

Søndagen var ikke til andet end en smule arbejde og så at hente bilen ved svømmehallen. Kræfterne og modet rakte dog ikke til brug af ren ilt. Gasblanding ville nok være for risikabelt med tanke på, at raketbrændstof kan bestå af alkohol og ren ilt, og trods flittigt brug af tandbørsten, var minderne af julesnaps og ouzo ikke helt fjernet. Blandingen af gas foregik derfor tidligt mandag morgen, lige før konfrontationen med arbejdsgiveren skulle tages. Men efter et par timer på jobbet, fik jeg uddelegeret opgaver nok til selv at smutte.

Så var næste problem at komme frem til mødestedet i Kastrup! Morgenmyldretiden ville ingen ende tage. Henrik var kørt med Martin og Gummibåden i forvejen. Allan J. (ikke H.) og Sten N ventede på mig, da jeg omsider nåede frem. Vi kom af sted i Allan’s bil og blev enige om, at vejret kun kunne blive værre. Vi nåede Smygehamn og hvis man skal finde en fordel ved kulden, så er det nok, at havnen ikke stinker mindre end sædvanligt, når temperaturen er under frysepunktet.

Vi sejlede de ca. 4 sømil ud til Virgo, hvor Henrik i gennem længere tid har haft et godt øje til et lille lukaf. Han og jeg skulle binde på, og i bedste Øresundsstil, blev loddet smidt på bunden og skulle trækkes mod strømmen. En opgave der gav en noget forhøjet puls. Henrik tvivlede efterfølgende på, om regulatoren gav luft nok, men han fik dog kontrol over vejrtrækningen igen. En line blev gjort fast ved indgangen til Henriks Slaraffenland, og han hastede ind i mørket. Jeg fulgte med ind og ventede tæt på udgangen. Sigten var ikke god i overfladen, men under springlaget, som var lige over vraget blev sigten ok, ca. 8-10 m, dvs. inden Klokkelærlingen tog fat. Han er næsten lige så god til at pumpe mudder, som mester selv, selv om mudderet kun når lige op over håndleddet under tørdragten! Linen var en rigtig god ide og jeg svømmede ud igen indhyllet i en kulsort muddersky. Jeg nåede hele vejen rundt om vraget og kom igen hen til ”skorstenen” med den sorte røg, hvor et lysstrejf kunne anes gennem skyen. Henrik kom til syne i hullet. Han var glad for linerne i de snævre gange, hvor man ikke altid kan finde ud af, hvad der op og ned og frem og tilbage.

På vraget mødte vi Sten og Martin lige ved bundtovet. Vi skulle op til lidt velfortjent deko. Vandet var markant koldere i overfladen. Henrik valgte at afkorte opholdet med en stærk nitrox-blanding, og slap hurtigt op i båden, og jeg kunne derefter reducere min tid i det kolde, for jeg havde heldigvis indstillet computeren før dykket

Vi fik smidt Allan i vandet, og han fik bundet af. Han havde ikke noget med op, men han har jo også klokket nok i det! Han fortalte om en tur med strømmen ud over bunden (med loddet) og de mange effekter, der spredt ud over et stort område.

Næste dyk skulle være Ares, hvor Sten og Martin ikke havde været. Ares er et stort og meget nemt vrag på moderat dybde – 36 meter, og derfor velegnet til andet dykket. Men, et par af os var på vraget sidste weekend, og da vraget ikke just myldrer med liv, så var spændingen til at overse.

Vi sejlede roligt af sted, for vi skulle jo lige have en time i overfladen. Pludselig vågnede Henrik - et lodskud på 5 meter, hvor der ikke skulle være noget. Båden blev hurtigt vendt og efter et par oversejlinger var der ikke længere tvivl – der var et vrag dernede! Henrik og jeg, som havde været længst oppe, stillede os til rådighed for undersøgelsen og fik smidt et lod og os selv i vandet. Der var et vrag, og det var en fiskekutter, der nok ikke havde ligget på bunden mere end en halv snes år. Vi mente ikke, at det var så interessant, fik bundet af og kom til overfladen. Allan efter-rationaliserede og kom frem til, at han vist havde været der for en halv snes år siden, da skibet netop var sunket. Han talte om navneplader og kontanter i styrehuset. Men rattet var der endnu, så vi er ikke helt sikre på, at Allan har været der.

Ares fik så alligevel besøg. Henrik og jeg hoppede igen i for at binde på. Ares er stort og meget nemt at dykke på og kravle ind i. Der er heller ikke så meget mudder i vraget, så hvis man passer på, kan man som regel finde ud igen. Efter 20 minutter havde vi fået nok, og vendte tilbage til overfladen. Igen var Allan sidst i køen, og kom hurtigt i baljen. Han fik også 20-30 minutter og kom så op i tusmørket, som var ved at sænke sig. Han blev mindet om, at Henrik skulle hjem på arbejde, for bundtovet blev nærmest trukket op, og motoren startet, mens han fik sin deko. Vi må have lært ham at bruge nitrox, så vi kan komme tidligere hjem!

Ind mod havnen, først med moderat fart, og da vi kom i læ af kysten fik Tornadoen, for sidste gang med Henrik som styrmand, alt det gas, der kunne gives. Heldigvis ramte han havneindløbet!

Hurtig rutine på havnen, hvor alle småfrøs og ind i en varm og søvndyssende bil. Vi havde haft endnu en god tur i Henriks Tornado, som for øvrigt lige var blevet solgt. Den var jo heller ikke rigtigt egnet til vinterbrug, hvis man regner chill-faktor ved 50 knob! Det giver røde kinder!

Kim R., som glæder sig til maj, hvor Henrik får sin nye båd – længere, bredere og med større motor!