6/11-2005

Helsingør, Trykkerdammen
Trods rygterne om de store fangster, der var landet i den sidste tid, var der kun 4 havbasser ved svømmehallen. Det var mørkt og stormfuldt, kl. var kun 16:30, men lyset var næsten væk, måske pga. de mørke skyer, der truede. Flemming ville støde til i Helsingør, og medbringe familien.

Efter udstyrskvaler (udløber af regulatorservicen i torsdags), blev Sølvpilen omsider fyldt med folk og udstyr. Her huskede Lennart så lige, at blybæltet lå i Lynge. Han fandt dog noget, han kunne bruge i stedet, og Sten havde 12 kg i sin vest, som kunne lånes.

Da vi nåede Helsingør, var Flemming allerede omklædt og klar. Line og Philip var med, men så ikke ud som de glædede sig til en aften i rusk og evt. regn. Der stod en frisk vind lige ind på kysten og bølgerne slog ind på den lille strand. Ikke just det mest optimale, når der skal dykkes fra stranden! Men, vi var der jo ikke for sjov, og udstyret dykker jo ikke af sig selv, så vi fik sendt Flemming i vandet sammen med Lennart og Manley.

Efter en halv times tid kunne vi se Flemmings lygte skille sig ud og nærme sig stranden. Han havde skaffet middagsmaden, og ville sikre sig, at familien ikke døde af kulde og kedsomhed i forening. Han kommenterede dog, at vandet var uklart, der var kraftig sydgående strøm, og der var ikke lige så mange fisk som sidst. Og dem der var, var tilmed blevet sky!

Manley og Lennart havde knapt så travlt med at komme på, så der gik yderligere en halv times tid, inden lysene nærmede sig land. Herefter gik Lennart på land og Manley tog en runde endnu. Lennart havde en god portion flade med, men ikke nogen ål. Manley kom op inden vi var i vandet, og han havde selvfølgelig, ikke holdt sig tilbage, han havde en del flade, bl. a. en stor rødspætte i familie-pizza størrelse. Men, ingen ål!

I mellemtiden var Sten og jeg blevet næsten klar, dog skulle Sten lige have sit bly tilbage, og vi skulle trodse den stadig kraftigere brænding. Men vandet var ikke så uklart som frygtet! Vi kom ud over ålegræsset, og her kunne vi se, at bladene også bliver brune og falder af under vandet, når det bliver efterår. Videre ud over sand og mudderbund og her var sigten vel 5-6 meter. Vi begyndte for alvor at se efter fisk. Sten er omsider blevet ramt af fiskesyge, og efter at have dykket i mange år, uden at turde røre ved en fisk, er han blevet en ren dræber! Hele tiden forsvandt hans lys i en muddersky, når han udkæmpede sine drabelige slag mod fiskene. Nogle må dog være smuttet fra ham, for der var ikke helt så mange med op. Der var en del flade af forskellige arter og en masse små torsk. Der var også masser af ulke og panserulke, enkelte ål, som ikke ønskede nærkontakt, men knurhanerne var ikke at se! Vi tog turen mod modstrøms mod nord og svømmede ca. tre kvarter mod nord. Herefter vendte vi, og efter ca. 15 minutter mod syd og ind mod kysten, var vi ved trappen.

Oppe på land fik vi klædt om, og samlet vores grejer i mørket. Herefter tilbage til Farum, og hjem og rense fisk!

Kim R.