16/10-2005
Kattegat
Surprise, surprise. Jeg havde støvet udstyret af og var med på dyk i
søndags. Det havde jeg glædet mig rigtig meget til (home sweet home), selvom det
ikke er helt det samme at dykke i Australien.
Der var en vrimmel af dykkere i Hornbæk og det var super flot vejr da vi (syv havbasser og en enkelt -bøsse) stod ud af havnen i Havgassen med kurs mod Ägil. Der var enkelte hvide toppe på vandet, så nej hvor det kildede i maven.
Vraget blev hurtigt fundet, Kim og Anders bandt på og så i med Morten og Peter og alle deres spyd så pigerne kunne få en rigtig tøsesnak oppe i båden. Da vi havde fniset lidt var det Kirsten og min tur. Sikke meget tovværk Ägil er pakket ind i. Og det er en rigtig dårlig ide at røre ved noget, men så kunne man kigge på de flotte søpindsvin, de mange lig af monsterstore krabber, de små søde lilla nøgensnegle og torskene. Så længe der var nogen – Peter sneg sig jo rundt dernede. Nu er Ägil jo sådan et sødt lille vrag man ikke kan fare vild på, men hvor pokker var ankertov (som vi i øvrigt havde set ca. 5 gange) da vi skulle op? Godt Karin og Lis kom og viste os ½ m længere til højre.
Efter vi havde ligget og leget flagvimpler på tovet et par minutter og kigget på små fine vandmand i massevis, skulle klumpedumpe her op i båden. Nøj hvor var det hårdt. Det var selvfølgelig den stærke strøms skyld og den greb nådesløst fat i finner og gummiben. Heldigvis var båden fyldt med stærke, hjælpsomme og meget tålmodige mænd.
Efter at have fået pusten igen oppe i båden var det alligevel lidt koldt, selvom solen skinnede. Men var det godt vi havde en masse dejlig varm te med. Det har bare den ulempe at det løber lige igennem. Nej, Lis der er ikke nogen der vil tørre. (Dårlig joke, sorry).
Vi blev hurtigt enige om at Ägil var lidt lille til at bære to dyk og drøftede alternative vrag og muligheden for en tur til Kullen. Kullen var trods alt lidt langt væk og de andre vrag var ’optaget’ så vi satte kursen mod land og tog et strand dyk.
Bionørderne (Lis og undertegnede) hyggede sig vældig med at studere hvad der gemte sig under tangen af små søde søanemoner, rejer og små krabber og fiskeyngel mens vi lod os drive med strømmen. Rigtig luksusagtigt blev vi hentet af Havgassen bagefter.
Efter andet dyk fik vi følge et par minutter af mindst to marsvin. De var
helt tæt på, så man kunne se hvor små og fine de var. Det var en stor oplevelse.
Jeg har aldrig set marsvin på så nært hold før.
Efter vi var i land og havde pakket spiste vi is og mad på havnen inden vi kørte
hjem efter en rigtig dejlig dykkedag.
Mvh, Hanne Dalsgaard