5/10-2005
Natdyk på Mir’s vrag
Et højtryk har stabiliseret sig over Danmark og alle taler om
indiansommer. Foruden temperaturer op mod de 20 grader midt på dagen, er det for
øjeblikket også nærmest vindstille de fleste dage.
I en klub som Havbasserne, hvor kun få øjensynligt har hang til store biler, var bortforklaringerne/undskyldningerne mange og resultatet, at Havgassen måtte blive i garagen. Da vi alle er frygteligt hårdtarbejdende kunne afgangen først foregå kl. 16.30. Det afholdt os dog ikke fra at aftale to dyk i Kattegat. Gummibassen blev spændt efter Flemmings bil og Kim R., Lotte og jeg pakkede os og vores udstyr ind i det nyreparerede vidunder. På vej mod Gilleleje fandt et pitstop sted – der skulle jo lige provianteres.
I Gilleleje havn kunne vi se, at det stort set var havblik, så gummibassen kom i vandet i rekordfart, og vi var alle klar til afgang. På vejen ud så vi marsvin og den alt for tidligt nedgående sol, som var virkelig smuk. Det kan til stadighed imponere mig, at de store bølger, som knækkede Sten i forgårs, allerede er forsvundet.
Positionen og vraget blev fundet, og Lotte og jeg gjorde os klar til at binde på. Der var kun let strøm i overfladen (sådan føltes det i hvert fald), og allerede på vejen ned kunne vi nyde den flotte morild. På bunden var desværre kun enkelte taskekrabber i færd med nattens jagt samt meget flotte søfjer – intet vrag. Sigten var rigtig fin for dette sted ca. 3 m, men trods søgen omkring dukkede intet vrag op. Vi måtte altså op igen. Det viste sig, at vi var rigtig langt fra positionen - hvordan dette kunne ske er fortsat en gåde på højde med Bermuda trekanten. Ét forgæves forsøg var nok for Lotte, som havde glemt/gemt alt sin energi i boligindretning. Kim var ikke udtørret og valgte at springe over. Derfor fik jeg lov at dykke med Flemming på næste hold. Loddet blev igen kastet (efter samme forskrift som før), og vi hoppede i vandet. Denne gang lå loddet lige oven i vraget, som man faktisk næsten kunne finde rundt på i denne gode sigt. Livet var mangfoldigt og overvældende: masser af større torsk og taskekrabber, et utal af rejer i alle størrelser, konksnegle, nøgensnegle, buskhoveder, sortvels, langer, flotte søfjer og meget meget mere. Super dejligt dyk. Efter ca. en halv time i dette overflødighedshorn var tiden kommet til at returnere til gummibassen og besætning. Sidstnævnte havde brugt tiden til at pjaske rundt i den flotte morild, og alle var begejstrede.
Tilbage i båden blev forsyningerne indtaget, alt mens vi så på den totalt stjernespækkede nattehimmel. Der var frit udsyn til mælkevejen og et utal af stjerneskud, da hverken månen eller skyerne var at se på himlen denne nat. Det var svært at forlade dette smukke sted, men truslen om morgendagens arbejde hang tungt over vores hoveder. Sejlturen hjem, ud- og indpakning af udstyr forløb ligesom hjemturen glat. En suveræn dejlig aften.
Mange tak for turen
Marianne