Søndag d. 11. sep. 2005
Opvågning i flere etaper, ikke alle havbasser står op før kl. 5 om morgenen men nyder at få skønhedssøvn indtil kl. 8….Gråvejr med enkelte byger og varierende vindstyrke mellem 4 og 12 m/s. Dagen startede med typisk engelsk morgenmad på den lokale pub, The Ferry Inn, med pølser, bacon, tomat, spejlæg og pandestegt blodpølse...meget atypisk for Havbasser blev der levnet!
Desværre var gruppen delt på to både, en med de overnattende havbasser på Karin og en med gæsterne fra Ferry Inn på The Crombie. Besætning på bådene, var på forhånd døbt John, og på Karin passede det. Der var to og de hed begge John. Store John T, som var skipper og Lille John, der arbejdede hårdt for at nå at fylde vores flasker så de var klar til næste dyk. Petra var også med, hun var fra Berlin, og var uv-fotograf når hun ikke var i Berlin. På The Crombie hed skipper Jim og Roy var flaskefylder og sækkepibemusikant, så de reagerede ikke på når John var samtaleemnet.


The Crombie


Karin

Bølgerne var, trods den friske vind, ikke store. Scapa Flow ligger godt gemt for vejrliget omkring Orkneyøerne, og netop derfor var stedet yndet som opankringsplads for flåder og er det stadig for fiskere. Allerede på vej ud af havnen så vi marsvin, der hoppede helt ud af vandet. 1. dyk foregik på SMS Karlsruhe, krydser søsat i 1916, 5354 tons, 149 m lang, sænket 21. juni 1919 og ligger nu på siden på dybder mellem 14-16 meter på toppen og 24-27 meter på bunden, alt efter tidevandet. Alle dykkede dette første dyk på det samme vrag så der var masser af velkendte ansigter under vands. Vandet var klart med over 15 meter sigt og meget lidt strøm. Temperaturen var ca. 12 grader i hele vandsøjlen. På vraget var der spredt beklædning med fastsiddende liv, og på toppen var der en del tætsiddende små sønelliker. Der var også bægerkoraller, dødemandshånd og flere arter af nøgensnegle. Fisk var der masser af, mange sej og store læbefisk, der var håndtamme. Af spændende arter kan også nævnes store havål, der fik murænerne i Rødehavet til at ligne sandorm.


Kanoner på Karlsruhe

Dekotovet var tæt besat med dykkere! Alle kom dog op efterhånden som det blev deres tur i køen. Efter en lille frokost skulle vi dykke igen, denne gang på F2, torpedobåd søsat 1936, 756 tons, 75 m lang, sank i 1946 og ligger nu på siden og YC21, træskude på 550 tons, sank 1968, står ret på bunden. Et lægtvandsdyk, sammenlignet med hvad den kommende uge ville byde på, på 14-17 m. Der var en line imellem de to vrag, og sigten var her ca. 10 m. Masser af store fisk, både torsk, sej og havål. Fiskene på vraget var meget turistvante, og ville gerne fodres med muslinger og søpindsvin. Der var desuden en del mindre kammuslinger, der flygtede når havbasserne så lidt for sultne ud, og efter morgenmaden kunne, man jo egentlig godt forstå dem!


"F2"

I havnen skulle vi have køkkenholdet sat i sving. Kirsten og Ken havde allerede om morgenen købt ind og skulle udforske faciliteterne i kabyssen. Andre af turens deltagere valgte at udforske det lokale pubmiljø, som hurtigt blev beriget med stamgæster. På dette ydmyge sted lancerede Gobo turens valgsprog: Hellere rig og rask end syg og fattig! Resultatet i kabyssen blev, udover en mindre gasbrand ved en løs rørsamling resulterende i stikflammer af anseelig størrelse under kogeblussene, spagetti med kødsovs, en super klassiker når mange sultne skal mættes og køkkenkapaciteten er mindre end mangelfuld! Med den snævre plads kapacitet på båden var det en udfordring at sidde 19 til bords, men hyggeligt var det og der blev helt sikkert spist op!


Middag på Karin