Onsdag d. 14. sep. 2005
Wow – vildt vejr! Blæst op til 20 m/s, og båden lå blæst ca. 2 meter væk fra kajen….men John T syntes at det var fint dykkervejr så selvfølgelig skulle vi af sted. Karin, altså båden, var meget stabil i søen, og trods det ret så hårde vejr, kunne vi sagtens dykke på SMS Brummer – krydser/minelægger, 4400 tons, længde 140 meter. Søsat 1915, sænket 21.juni 1919.

Ligger nu på styrbord side på 36 meters dybde, stævnen på lidt lavere dybde end agter, og der er 20 meter til toppen af vraget. Forholdsvis intakt og ret overskueligt vrag med store kanoner på dækket foran broen. Broen og hovedmasten var stort set intakt. Der var en god vækst af hvirvelløse dyr, masser af sej-yngel og en nysgerrig, jagende sæl kiggede forbi. Sigten var blevet desværre blevet noget forringet på grund af vejret, men bestemt ikke dårlig. Hvor vandet før havde haft en blå farve var det nu en grønlig nuance. Tilbage i overfladen var det noget af et kunststykke at samle os op fra bølgerne. John T var punktlig, vendte siden af båden til og så var det bare om at gribe stigen når skibet rullede ned i bølgerne, derefter blev man løftet fri af vandet og kunne kravle op…ellers skulle der holdes godt fast når stigen gik i ned i vandet igen.

Andet dyk var på F2 og YC21. Der var masser af fisk på YC21 – rødtunger, langer, hårhvarre, havål, sej, torsk og masser af berggylter og blåstak/rødnæb. Tillige var der hummer, og rigeligt med kammuslinger – de var undermålere til en forret, men kunne sagtens drilles, så de klaprede alt hvad de kunne af sted over havbunden. Denne gang lykkedes det makker og jeg at finde den rigtige forbindelses line mellem de to vrag. YC21 blev brugt under arbejdet med at bjærge F2, men sank i et stormvejr. En anti-luftskyts maskinkanon, som var nået at blive bjærget fra F2 ligger stadig fastspændt på YC21. På F2 var den store hussej der residerede omkring bundtovet der stadig. Den kom ikke langt omkring, og i Dansk farvand ville den være død for længst hvis en af fiskefangerne fra Havbasserne var kommet forbi. Der var også en stationær taskekrabbe, der boede lige under den jernring, hvor bundtovet var fastgjort. Den blev drillet af alle, der kom forbi, men var ikke villig til at flytte.

Skipper Jim på Crombie var lidt lurenpasser om morgenen, men sejlede også af sted i kølvandet på Karin, men måtte give op for bølgerne – de fik sig noget af en gyngetur – og stak ind til Burra Sound til et enkelt dyk på F2/YC21. Trimixdykkerne på Crombie spang over for de mente at de ikke var klar til vrag penetrering på 14 meters dybde.

Vi var lidt tidligt i havn denne eftermiddag og det betød: Lime eftermiddag……tradaaaa – Mariannes tørdragt havde fået en dyb rift et sted ca. 15 cm nedenfor der hvor navlen sidder, så hun blev puttet i dragten, som derefter blev pustet rigtig godt op med en god luftblanding, sprøjtet til med sulfovand, og lige der hvor der piblede bobler ud fik hun sat et klistermærke hvorpå der med tydelig skrift stod 'Kaptajnen'. Nå ja, det er vel ok, han hjalp vistnok til med gode råd under den efterfølgende limesession. PPP fik også limet dragt og vi var flere der fik dyppet tørhandskerne i Aquasure.

Flere af dem der ikke var til at lime, tog på sightseeing omkring på Orkney, så på fortidsminder (sten sat på højkant….de havde åbenbart ikke så meget andet at tage sig til dengang i fortiden), det lokale distilleri, og kom ud til de forblæste klippekyster udenskærs.

Middagen denne aften blev indtaget på en café ved havnen, som havde mestret at sætte os alle 19 til bords ved ét laaangt bord – imponerende klaret! Maden var god og efter sigende var deres fish & chips en succes.