Mandag d. 12. sep. 2005
Hvor er sådan en mandag som denne pragtfuld – ferie og super dykning….ok, vi er ikke taget sydpå til sol og varme, men snarere lidt mod nord og der et ved at være rigtig efterår så vejret er selvfølgelig derefter, men ikke koldt endnu, kun lidt luftende.

Mandagens første dyk for alle blev på SMS Köln – krydser, søsat 1917, 5531 tons, 155 meter langt, sank 21. juni 1919, ligge nu på siden på 35 meters dybde og der er ca 20 meter dybt til toppen af vraget. Makker og jeg tog en tur ud omkring agter – fine kanoner på vraget og i øvrigt mange detaljer og masser af fisk. Sigten var rigtig fin, 15 meter, mindst! Der var nærkontakt med sæl under vandet – for enkelte.

Havål, hummer og mange andre var flyttet ind på vraget der bød på masser af skønne gemme steder. Dykket på Köln begejstrede og dagens andet dyk blev for Karin's gæster igen Köln. Igen blev sælen set, denne gang af flere, og denne legesyge fætter havde nogle nysgerrige minutter sammen med en lille flok havbasser. Turen ud omkring stævnen bød i øvrigt på myriader af krebs (og/eller jomfruhummer, alt efter hvem man spørger), som forsøgte at gemme sig under plader, rør og andet skrammel, der lå spredt ud over havbunden.

De hjemmefremstillede fiskeredskaber havde ikke nogen harpunereder fisk med op, men fine var de. Vores venner på The Crombie drog til en ny og ikke tidligere dykket position – et vrag endnu kun navngivet som 'Roy's wreck', selvfølgelig opkaldt efter den John på The Crombie, der til hverdag kaldte sig Roy. Vraget måtte selvfølgelig have en luge brudt op før de ferierende vragbasser rigtig kunne komme til, men der blev så vidt vides ikke hevet noget med op der var fremstillet af messing…spændende var det nu alligevel.

Afterdive udflugten gik for nogle til den lokale dykkerbiks, hvor kaptajnen fandt den helt rigtig lomme til sin dragt…men han fik vist aldrig købt lommen med hjem – det ville ellers nok have bragt glæde hos limeholdet, som på denne tur endnu ikke havde haft en tube lim oppe af posen….

Eftermiddags/førmiddagsmads øllene gled fint ned på The Ferry Inn – denne aften uden den ellers fremragende lokale musikalske underholdning – de musikere forstod at skabe den helt rigtige og meget autentiske stemning. Til gengæld var der fo'bold i fjerneren og det er vel også en slags lokal underholdning. Nu jeg er ved det lokale – tænk sig, at de lokale Scapa øl, alle var ikke kølede men til gengæld håndpumpede – læs: lunkne og flade! øv, en lidt kedelig oplevelse der frembragte minder om min tid i fredagsbaren på højskolen for autoriserede giftblandere…nå, man kan vænne sig til meget, men her var det bare om at holde sig til en anden lokal skotsk øl, der selvfølgelig hed John (og Smith til efternavn).

Senere samme aften rykkede vi os igen sammen på Karin og maden denne aften smagte igen dejligt og bestod af noget man kunne købe i et engelsk supermarked, som kunne koges sammen i et par gryder og indtages skulder ved skulder i godt selskab.