20/8-2005

Kaptajnen på ret kurs
Et af klubbens længerevarende uddannelsesmæssige hængepartier skulle afsluttes denne lørdag! Kaptajnen skulle være fuldbefaren, og det skulle ske med udgangspunkt fra Lynæs Havn, hvor Karins båd skulle danne base. Afgang og mødetid blev aftalt, og vi skulle mødes kl. 13 ved Karin.
Deltagerne på denne tur var, ud over Kaptajnen selv, Karin, vores handicappede ven Sten, som skulle agere overfladeberedskab og undertegnede.

Trekantbane og gudevejr. Aftalen blev hurtigt drejet hen på to dyk i Kattegat og efterfølgende trekantbane i fjorden. Vi fik flasker og udstyr ombord, det gik lettere end det plejede, men Sten skulle jo heller ikke have sit udstyr med.

På vejen ud gennem sejlrenden bemærkede vi det meget rolige vand, og tænkte, det bliver værre når vi kommer fri af land og læ. Men heldigvis blev det om muligt endnu bedre!

Vi havde valgt Libra, som målet for vores anstrengelser, og turen derud var overordentlig behagelig, dvs. ingen bølger og ingen søgang. Men der er en slange i ethvert paradis, og vi fik en fluesværm som åbenbart trængte til lidt hvile efter nogle sømil over åbent hav. Irriterende kræ, men heldigvis var de ikke af den stikkende type. På turen til Libra blev vi underholdt af flere marsvin, der brød den blanke overflade, og det er altid hyggeligt med disse hurtige besøg. Positionen blev nået og loddet droppet, og der var ikke nævneværdig vind eller sø, så vi blev stort set liggende på vraget, mens omklædningen foregik.

Jeg skulle binde på, Kaptajnen skulle følge efter, og senere, når båden var behørigt fortøjet, ville Karin slutte sig til selskabet.

Loddet lå på bunden - Satans! Og sigten var den dårligste vi har haft på Libra i år – vel 2-3 meter på bunden og 5-6 meter over vraget. Men heldigvis kunne jeg ane en mørk skygge og det var vraget! Fastbinding til et eller andet fra den nedsprængte overbygning, og så vente til Kaptajnen kom ned.

Kaptajnen kom ned og vi tog en runde først på bunden og senere på toppen og inde i lastrummet. Der var en del torsk, men det var ikke nemt af lyse op under vraget, for vandet var mælket, og blændede når man lyste. Der var mange livsformer og endnu flere arter. Desværre kunne jeg ikke finde hummeren, og heller ingen havkatte på første dyk. Efter 35 minutter var det på tide at returnere og hygge lidt mellem brandmændene på sikkerhedsdeko. Næsten alle brandmænd var fyldt med fiskeyngel, som dog forsvandt, når man forsøgte at vifte brandmændene væk.

På båden kunne Karin prale af, at hun ikke dykkede alene. Hun havde haft en flue med i masken, men den havde ikke klaret trykket. Hun havde, ud over hummeren, set en kæmpe nøgensnegl af en type, hun ikke før havde set. Vi aftalte, at hun ville vise os først nøgensneglen og derefter humme-ren på næste dyk. Overfladetiden blev tilbragt i sol og vindstille, og en kop kaffe holdt den døsige stemning lidt i ave.

Da vi ikke behøvede mere end en times tid på overfladen, gjorde vi os hurtigt klar med noget frisk luft, og hoppede i et helt roligt Kattegat. Vi tog først turen på overbygningen, hvor Karin skulle vise os nøgensneglen. Den var eminent kommufleret, og kaptajnen så først kun et par små dødningehånd. Da Karin pillede sneglen ud af skjulet var den imponerende stor – mindst 10 cm, gråmeleret og udstyret med gulorange udvækster på ryggen. Ærgerligt, at ingen af os havde kamera med ned. Herefter gik det ned mod hummerens skjulested, men den ville ikke vises frem på dette dyk. Under en plade tæt på vraget var et spændende bofællesskab – en stor sortvels og en lille havkat – og så er der nogen, der bekymrer sig om blandede ægteskaber! Minutterne gik hurtigt og efter 30 minutter var det slut og loddet blev bundet af. Jeg svømmede hen over vraget og droppede loddet på læsiden, så det ikke ville sætte sig fast i vraget.

Op og rigge af for nogen, men vi andre havde endnu en tur til gode i fjorden, så hjemturen var med åben dragt. Da vi nåede Lynæs var vind og bølger, om muligt, blevet endnu mindre! Tre bøjer med en passende indbyrdes afstand. Alt er relativt, og Kaptajnen mente fra start, at banen var for lang, faktisk fra før første bøje kom i vandet. Vi andre mente, at banen ikke skulle være for kort, for det var jo ikke en badetur. Vandet var aldeles uklart på bunden, som tillige var beklædt med trådalger i en halv meters tykkelse. Men, Kaptajnen skulle jo bruge kompasset og det gjorde han så! Ikke noget med at stresse, men med meget adstadige bevægelser bevægede Kaptajnen sig af sted med blikket stift rettet mod den lille skive. Første bøje blev nået, og det længste ben i trekanten, som var 50 + skulle derefter klares. Vandet var, som sagt, ikke klart, så Kaptajnen svømmede med næsen nede i kompasset, og ramte tovet fra bøje nr. 2 med panden. Hvis han ikke havde ramt tovet, var han fortsat mod Frederiksværk. Sidste ben skulle lige klares og blev det! Kaptajnen blev så glad, at han smed sit kompas væk. Men, pyt med det! Nu kan han styre efter stjernerne!

Behørig fejring af den afsluttende prøve, hvor vi nu kunne få en velfortjent øl og lidt aftensmad. Efter en kort hyggestund på fjorden gik det ind i havnen. Det var nu allerede blevet mørkt, så vi skyndte os at tømme båden og sætte kursen hjemad!

Tillykke til Kaptajnen. Mon ikke han viser sig i klubben på mandag.

Kim R.