14/8-2005

I Østersøen med uforrettet sag
Efter at have sovet i 4 timer, efter nattens festligheder og stadig med rysteture og koldsved, fik jeg fumlet motorcyklen ud af indkørslen. Grejet var dagen før læsset af hos Kim og det eneste jeg skulle huske at have med, var en ny position. Efterhånden som jeg nærmede mig Kastrup, klarede min hjerne så meget op, at jeg kom i tanke om hvor jeg var på vej hen og i hvilket ærinde, endnu en vragposition skulle undersøges ca. 20 mil sydøst af Smygehamn og som et trylleslag var alle mine symptomer væk. Man kan vel rejse sig af møget, selvom man ikke er helt ung.

På parkeringspladsen i Kastrup var de andre færdige med omlæsningen og de udvalgte køretøjer satte sig nu i bevægelse østover, med Flemming, Kim, Småsten, Henrik J. og jeg selv.

Båden i vandet – positionerne tastet ind – af sted, efter at have konsumeret en del kildevand på turen, var min tilstand nu forsvarlig til vores forehavende (bare hvis nogen af læserne skulle være i tvivl om dette). Sejlturen var hurtigt overstået, med en marchfart på 30-35 knob over det stille vand, er sådan 20 sømil jo ikke at regne for noget, det var heller ikke noget problem at finde vraget.

Vraget havde noget udbredelse og slog meget hårdt på loddet, men vi fik ikke noget lodskud højere end 1½ meter noget sted. Vi målte vraget meget nøje op og fik smidt loddet, jeg sprang i med de sædvanlige forventninger om rigdom og store oplevelser, men da jeg nåede bunden 46 meter nede, var der intet vrag. Hele vejen ned var der en del strøm og især de sidste 20 meter, så meget at kæden og loddet slæbte hen ad havbunden, straks jeg opdagede det slap jeg og fik kontakt med bunden. Jeg sikrede mig at loddet ikke flyttede sig længere og fulgte nu slæbesporet med lygten, men da jeg efter ca.20 meter fandt nedslaget, var der stadig intet vrag. Sigten var ganske god, så jeg begav mig nu ud i det tomme intet, jeg cirklede nu så godt jeg formåede, men det eneste menneskeskabte jeg så på, var nogle tøndestave.

Efter 5 minutters søgen, fulgte jeg sporet tilbage og forlod nu havbunden temmelig nedtrykt, jeg mødte Henrik på omkring 20 meters dybde, men kunne blot slå ud med armene og ryste på hovedet. Tilbage i båden loddede vi igen vraget op, men på grund af vragets ringe størrelse, den kraftige strøm og det at ingen andre insisterede på at forsøge sig, besluttede vi at gemme dette vrag til en anden gang og dykke på Fritz Hugo Stinnes, som lå 4 sømil derfra.

Fritz Hugo blev hurtig fundet og loddet smidt, Henrik sprang forventningsfuldt i vandet og jeg nogle minutter efter ham, men vi var i overfladen igen efter få minutter. Også her var strømmen kraftig og selvom Henrik var landet tæt ved vraget, havde han ikke kunnet slæbe loddet derhen og gøre fast. Næste hold var Kim og han var hurtig i tøjet, hjulpet på vej af utålmodighed og varmen, som efterhånden var blevet en plage i den lille båd. Af sted over bådens kant og efter 5 minutter, var den sodavandsflaske i overfladen, som vi havde aftalt han skulle sende op når der var bundet fast i vraget. Herefter blev det ”de gamles” tur, jeg kan af to grunde ikke fortælle om deres dyk, dels var jeg der ikke selv – og dels var de ikke i stand til at gengive andet fra dykket, end at bundtovet var væk.

Vist havde vi da længe været klar over at noget var galt - om end kontrolleret. Deres bobler passerede nemlig båden og fortsatte vestover, hvorefter vi bandt af og fulgte dem indtil de brød overfladen. Nu kunne de støtte hinandens påstand, om at bundtovet ikke længere var det sted på vraget, hvor de var kommet ned. Men de kunne ikke fortælle hvor det var på vraget, eller hvor de i øvrigt havde været, men de havde vist haft et godt dyk – så vidt de huskede.

Så blev det endelig Henrik og min tur til et rigtigt dyk, da jeg nu på mit tredje dyk den dag endelig så et rustent jernskrog dukke frem af mørket, fik jeg det rigtig godt. Kæden sad selvfølgelig stadig hvor Kim havde viklet den omkring noget kraftigt jern. Jeg har dykket en del på vraget i midten af 90-erne, så det var også gensynsglæde der vældede op i mig og med en sigt på 10-15 meter, var det virkelig skønt at være her.

Læs om vraget på : WWW.VRAG.DK

Jeg var hele agterenden rundt flere gange, men nåede også ind og rode lidt i mudderet på dørken, så jeg kunne få suppleret min samling af glas. Efter 22 minutter på vraget, var dekotiden blevet næsten det samme og jeg hastede nu mod første stop. Det fik jeg lige en skideballe for i overfladen, fordi Henrik - som havde favnen fuld af skrammel - mente, at når jeg ikke havde fundet noget ordentligt, skulle holde mig tilbage og vente med at binde af, til han var kommet op.

Dagens andet ”rigtige” dyk, skulle foregå på ”Torskevraget 2”. Det var også et udmærket dyk og det ser ud som om de store torsk er vendt tilbage, efter slagterierne tidligere på året.

Der er jo som bekendt nogen som ikke får nok, så på vej ind mod Smygehamn skulle Henrik liiiige prøve en anden position – ikke dykke, bare liiiige se…..Han fandt vraget efter 10 minutter og nu kunne man godt se, hvordan han ændrede sig fuldstændigt. Han begyndte at hyperventilere og øjnene flakkede, alt imens han prøvede at slå alle rekorder i hurtig omklædning. Jeg selv som altid er rolig, satte mig blot tilbage og iagttog hvor fjollet han opførte sig.

Kim gjorde ham følge, dog ikke i samme febrilske stil. Efter 15 minutter var de oppe igen og kunne fortælle at det var et ca. 25 meter langt trævrag, som var knust under lasten, af store fint tilhuggede brosten. Den ser vi på en anden gang.

Allan Jensen