Undine i strålende sol
Det var en lørdag aften, og mobilen gav lyd fra sig…. En invitation til fri leg med gummiklokkerne i Østersøen mandag! En invitation til en lukket fest! Super – det er lige mig! Som Kim plejer at sige, så er det jo ingen skam at blive væk fra en fest, man ikke er inviteret til – men kære Kim - det skulle jo ikke gerne blive en vane ikke at deltage i fester, man ER inviteret til…. Kim Rønn stram op!

Trods spådom om stort set vindstille hele mandagen, så var vi søndag stadig kun Henrik Jensen, Thomas og jeg, som kunne undvære arbejdet og hellere ville kigge på spændende ting og muslinger i Østersøen. Flere meldte til og fra, inkl. Thomas som søndag aften ikke kunne overskue at lukke luft ud sine flasker (dobbeltsæt er nu også besværlige!) – enkelte for at melde til igen. Sten viste sig som en meget pligtopfyldende medarbejder – i hvert fald indtil det blev mandag morgen!

Aftalen gik nu på mødetid kl. 9.00 i Kastrup, hvor den ægte sølvpil blev pakket med 10 flasker (én til Manley, 3 til Thomas og 2 til hver af Henrik, Sten og jeg) – og nej, det giver ikke rabat i prisen kun at medbringe én flaske! Far og Thomas placerede sig i førerkabinen, mens vi 3 andre passede på udstyret bag i. Drengene blev placeret på en dejlig dobbelt madras, mens jeg med min tidligere oparbejde rutine gyngede rundt i klapstolen. Øvelse gør jo som bekendt mester, og ikke engang rundkørsler kan længere bringe mig ud af balance ret længe af gangen!

Båden blev på vanlig vis hentet i Ingemar’s lade under Henrik’s kyndig vejledning i bakningens svære kunst. Da GPS’en var i sving fandt vi en mere lige grusvej end den vanligt benyttede, og man kan vel konstatere, at selv de indfødte kan lære noget nyttigt af et Havbassebesøg… Egentlig skulle man jo bare kunne køre efter stanken fra Smygehamn, som er så voldsom at selv Kemisk værk Køge har den som forbillede. I havnen lykkedes det både Thomas og jeg at undgå skæld ud af den sure tissekone, der ellers har for vane at vaske alle toiletter i havnen på samme tid. Alt i mens var søsætningen af gummibassen i fuldt sving. Henrik fik da også lige plejet sine forbindelser til havnens indbyggere inkl. den gamle søulk, som Henrik kan huske helt tilbage til dengang barndommen i forældrenes båd. Han ligger angiveligt inde med en hel del nye positioner, som naturligvis kunne udleveres ved telefonisk kontakt! Mon han var klar over, at der ikke var nogen danske øl med på denne ekspedition???

Da alle madpakker var forsvarligt anbragt i båden, var det bare om at forlade den ildelugtende havn ASAP… De fleste kunne dog godt spise en tebirkes fra byens bedste bager på vejen ud – undtagen Henrik, som gerne ville vente til det igen var muligt at trække vejret! Manley startede straks ud i bar overkrop med en bøllehat-lignende genstand på hovedet…. En masse opsparet tyrkisk varme skulle afgives – men øjensynligt ikke fra hovedregionen! Næste spørgsmål: Hvor skulle vi hen? Solen skinnede jo fra en skyfri himmel, og der var faktisk ikke en vind, der rørte sig. Ingen tvivl om at det var Undine-vejr! Men dér havde vi jo alle været for nylig, og vi kunne jo også prøve noget nyt… Kaptajn Henrik fik fuldt mandat, og valgte det nye og ukendte – i hvert fald de første ca. 5 sømil. Nu ligger de fleste beslutninger i Havbasseregi jo ikke mere fast end de kan laves om, så da stort ser havblik stadig var dominerende, slog kaptajn Henrik bak og lagde kursen om mod Undine. Da vi kom lidt længere ud, var der fremkommet lidt bølgegang, men ikke mere end Gummibassen stadig kunne sejle 29 knob.

Fremme på positionen blev vraget hurtig fundet og lod med kun én bøje smidt i. Efter dette fulgte Manley med sin makker, en fin ny gul maske, for at binde på. Herefter i med Sten, som skulle dykke alene sammen med Thomas. Henrik og jeg fordrev så ventetiden med at lede alles ting igennem i jagten på en O-ring! Meget svær opgave. Måske var det spændingen ved åbning af diverse kasser, bokse, tasker og tønder, som fik de store skibe til at komme så nær på. Dykkerflaget blev drejet manuelt flere gange i håbet om, at det ikke kun var autopiloten på disse kæmpe skibe, der havde fået øje på os… Manley, Sten og Thomas kom tilbage i båden og kunne berette om meget koldt vand i et lag mellem ca. 16 og 24m. Henrik og jeg hoppede i og kom gennem den lette overfladestrøm ned til vraget. Det er skønt at blive mødt af ca. 15 m sigt og adskillige kæmpe torsk.

Vraget er en tysk krydser, som fra 1. verdenskrigs start skulle beskytte transporterne af jernmalm mellem Sverige og Tyskland. I 1915 blev Undine torpederet af en engelsk ubåd og sank ca. 20 sømil syd for Trelleborg. Vraget ligger på siden, og mange af tingene er rutsjet ud på bunden. Der er dog stadig mange fine ting at se på selve vraget bl.a. flere store flotte kanoner og granater. Synligt ligger også sko og en gammel koste, som Henrik brugte som kasteskyts. Pludselig forstod jeg, hvorfor de 3 andre skyndte sig i vandet inden Henrik! Mon min ulykkesforsikring dækker skader opstået ved kostekastning på 44 m’s dybde?? Det meste af dykket foregik rundt på agten, hvor vi var bundet på. Et skrueblad af den størrelse er imponerende hver gang. Efter ca. 25 min havde vi fået samlet 16 min deco op, og det var på tide at vende tilbage til solen, madpakken, slikposen og det gode selskab. På vejen op fandt vi ud af, at det med det kolde område var helt i overensstemmelse med sandheden. Faktisk havde enkelte brandmænd også fundet vej til havet omkring Undine.

Overfladetiden blev som vanlig fordrevet med at spise og fortælle ”og det var mange penge dengang”-historier. Nu ved vi f.eks., at Thomas og hans søster som børn fik havnepenge (én piratos), hver gang familien anløb en ny havn! Og at Manley som barn fik én citronvand ved specielle lejligheder! Godt man er født i nyere tid! Solen skinnede stadig fra en skyfri himmel, men det var efterhånden begyndt at blæse lidt mere op.

På næste dyk fik Thomas endnu en lys idé (det var vist den 6. af slagsen), og der blev også set bæltespænde og knapper. Trods status som sidste hold i vandet var efterladenskaber af arbejdende dykkere ikke slående – sigten var stadig ca. 15 m. Denne gang gik turen frem til stævnen, og det blev til flere kig ind i huller, hvor adskillige lamper skulle være spottet. Efter vi var kommet tilbage til agten, ville Henrik lige se bunden på lidt nærmere hold, men pludselig var der en meget mærkelig høj lyd i hans hoved. Nu havde han jo ligget på ca. 47 m., hvor PO2 nok var ganske tæt på 1,6 – så kunne det mon være en hjerneblødning? Måske var det godt at komme op? Da computeren stadig kun havde optjent 6 min deco, var jeg ikke helt tilfreds med at forlade vraget allerede….. Jeg kunne jo ikke høre Henriks hjerneblødning! Og så længe lægen tager det roligt, så gør patienterne oftest også! Henrik var nu heller ikke svær at overtale til lidt mere dykketid, for han havde det jo godt og lyden var forsvundet! Derefter fik vi bundet af og efter overstået deco vendte vi tilbage til båden. Pga. en mindre yndefuld opstigning i gummibassen havnede jeg for fødderne af Thomas, og det var jo ganske rimelig, når nu han havde ligget på knæ for mig et par gange tidligere på dagen. Henrik klarede fuldstændig op og strålede næsten mere end den utrættelige sol, da de andre stolte fortalte om den lavtflyvende Tornado jagerbomber, som nær havde skræmt livet af dem alle. Det var jo nok også den, som havde larmet i Henrik hoved på 47m! Ny kur mod hjerneblødning!

Vi fik pakket sammen og var klar til at flyve ind i stanken igen. Blæsten og bølgerne havde taget en del til, men da bølgerne kom ind fra siden, kunne vi alligevel sejle 34 knob uden problemer. I havnen gik det hele glat indtil vi skulle hive båden op. Den var åbenbart ikke meget for at skulle tilbage i den svenske lade igen! Til sidst gav den sig dog – og da var det, at Thomas, efter at have uddelt madpakker, startede en fremragende tradition! Der var svensk softice til alle på kajen inden hjemturen….Super dejligt. Hvad det var for noget pinkfarvet noget, Sten valgte at strø på sin is, vil vi helst ikke vide, men det smagte som noget hevet op ved en bundvending i Smygehamn! Det var næsten lige før alle glemte de manglende øl.

Da båden igen var parkeret forsvarligt i Ingemar’s lade, gik turen hjemad mod DK. Under vejs viste flere sig som udprægede teenager med mobilen i hånden. Der blev sendt SMS’er til flere bl.a. Flemming, som jo havde været med os i ånden hele dagen…. Sten fandt oven i købet ud af, at man godt kan sende en SMS til sig selv! Meget nyttig viden! I Kastrup blev Henrik og jeg læsset af. Da Henrik synes, der foregår alt for meget fysisk kontakt i klubben med alt det krammeri, som nu også foregår mellem mændene (!), var jeg den eneste, som denne dag blev krammet… Hvor er det godt at være pige i en mandepræget hobby!

Dagen i Østersøen udmærkede sig desuden ved at være dagen, hvor Sten kunne finde alt undtagen uret, som ikke længere får lov at komme med! Rigtig mange tak for en super dejlig dag.

Marianne

PS. Måske er det bivirkninger efter dagens jetjager besøg som har forårsaget forvirringen hos de deltagende efterfølgende?