SS Virgo, Torskevrag II og Gloria (?) 3. august 2005

Møde kl. 08:00 i Kastrup, hvor vi med lidt snilde skulle prøve at bakse udstyret ind i et par biler, inden afrejsen til den sydsvenske kyst. Sten og undertegnede var først på pladsen og et par minutter efter kom Henrik J. Detektiven kom sidst, og burde vel egentlig skrive disse linier, men han mener hans tidspres er værre end andres.

Vel fremme i Smygehamn skulede lokalbefolkningen lidt olmt til os, mens vi læssede udstyr ud af Allan’s bil. Henrik, som sammen med Sten skulle hente båden i Ingemar’s (alle er på fornavn så langt ude på landet) lade, kom lidt senere. Stemningen skiftede brat, da Henriks båd kom til syne ned af bakken til havnen, og Henriks svenske fanklub kom strømmende til. Dette var åbenbart ugens højdepunkt! Han burde være betalt af den svenske stat for at underholde førtids- og folkepensionister i denne lille flække med stinkende havn og ikke meget andet. De stimlede sammen på kajen og kæmpede næsten om at få lov til at holde en tovende og binde fast. De stillede de samme spørgsmål som sidste gang, og fik igen de samme svar. Fordelen ved at blive gammel og glemsom er, at man nemmere oplever noget nyt!

Vi fik smidt alt vores udstyr i båden, vinket til de gamle gubber, og manøvreret udenom en stor sejlbåd, der fyldte godt ud over slæbestedet. Ud af havnen og ud i den friske luft på havet. Vi fik set lidt på vejr og bølger og destinationen blev plottet ind. Første dyk SS Virgo med bunddybde på 40+. Vraget var kendt af alle andre ombord, end mig!

Turen ud gik hurtigt og var ganske behagelig. Vraget blev hurtigt fundet og loddet smidt. Ikke noget strøm, så et lille ”damelod” var nok! Allan gjorde klar til at binde på og jeg begyndte så småt at krybe i udstyret. Detektiven hastede ned i dybet og jeg fulgte efter nogle minutter senere. Først en halv snes meter med uklart vand og derefter den storslåede sigtbarhed, der er så kendetegnende for Østersøen. 15 meter, mindst! Dvs. altså før Detektivens hårde arbejde begyndte. Når man passerede hen over vraget blev man indhyllet i muddertåger, så man følte sig hensat til Robert på en dårlig dag. Jeg begyndte på et tidspunkt at blive nervøs for, om jeg kunne finde tilbage til bundtovet! Ude på bunden ved masterne var der ikke spor efter gravearbejdet, og sigten var formidabel. Man kunne se op på dækket (vraget ligger næsten på siden), hvor der stod mudderskyer ud af de fleste åbninger. Desværre var der ikke så mange torsk, men en enkelt blev dog trukket lidt i halen. Tilbage på vraget, imponerende at træet ikke bliver mere medtaget af, at ligge i vandet så mange år! Nogle steder sad dørene fast i karmen endnu! At væggen ved siden af manglede virkede lidt paradoksalt, men træsorterne var nok forskellige. Efter 25 minutter blev det tid til opstigning, og jeg kunne igen lovprise nitrox fortræffeligheder, og efter et kort stop forlod jeg Detektiven på dekotovet. Sten og Henrik skulle i! Henrik i lånt tørdragt og noget skeptisk! Han var dog fortrøstningsfuld, idet han havde fundet en gammel computer frem. Den gav rigeligt med bundtid, men duede ikke til nitrox! Det betød mindre, for den gav alligevel flere minutter på bunden og mindre på tovet, end nyere mere konservative computere, selv med nitrox -indstilling! Efter endt dyk blev der bundet af, og Sten og Henrik kom op til os andre.

Næste dyk var på Torskevrag II, afstand ca. 6 nm. Vi skulle have lidt overfladetid og drev i den rigtige retning med vind og bølger. Den øvrige besætning var også bekendt med denne lokalitet. Vi fik startet båden på et tidspunkt og tøffede i tomgang til positionen. Vi var hurtigt efter klar til at smide loddet. Allan først ned og derefter undertegnede. Jeg havde åbenbart sjusket med manchetten på højre arm, for jeg fik en våd fornemmelse på højre arm. Dejligt! Vandet var 4° C på bunden. Igen store mudderskyer overalt! Imponerende for det var faktisk et stort vrag! Der var dog en anelse bedre sigt længst væk fra detektiven. Der var flere torsk på dette vrag, men ikke nok til at kalde det for et torskevrag! Op til tørre! Jeg kendte selvfølgelig rutinen, men det var alligevel lidt ærgerligt! Det var nu nemmere med neoprenmanchetter! Allan kom op og 2. hold røg i baljen. Vejret var heldigvis blevet rigtig godt, så jeg kunne tørre mit våde ærme!

Efter en halv times tid dukkede Små-Sten op af vandet og smilede fælt. Han havde fundet noget af glas og det var stort. Henrik lå på deko, hans liberale computer huskede alligevel, hvad han lavede tidligere på formiddagen. Da alle var vel ombord begyndte gribbene at sammenligne dagens høst. Henrik havde en lille flaske med prop og gult olieholdigt indhold. Allan havde et snapseglas til hverdagsbrug, kraftigt nok til at slå søm i med og endelig Sten, der havde fundet en rød lampeskærm fra en petroleumslampe (nat-arbejdslys på skibet).

Nej tak! Jeg prøver at holde op

Klokken var efterhånden blevet 14. og vi overvejede hvordan dagens videre forløb skulle se ud. Allan havde klokkefeber og en ny position lidt udenfor havnen, så det blev der vi tog ud. Jeg selv var stadigvæk lidt våd og egentlig ville jeg hellere hjem! Positionen, en af de hemmelige, blev nået på en lille halv times tid, og nu begyndte et mærkeligt skuespil. Henrik ville ikke dykke efter Allan, og Allan havde ikke i sinde at lade Henrik komme først. Jeg gav mig, og de tre skrotsamlere kunne så dykke samtidigt, mens jeg var bådfører, dykkerleder, standby-dykker og almindeligt overfladeberedskab. Der ville så ikke blive bundet fast i vraget, men bøjen ville blive liggende. Bunddybden var 22 meter.

Allan og Henrik var ved at være klar, men for ikke at give den ene en unfair fordel, spurgte jeg hvordan de vil i vandet. Allan kaster sig i det samme bagover, og Henrik kaster sig hen over båden og ryger i på hovedet efter Allan. Sten er lidt mere forsigtig, og hopper kontrolleret over bord. Efter en halv time kommer Allan og siden Henrik op ved bøjen. De kom op i båden, og var enige om, at der behøvede de ikke at komme igen! Sten kom op nogle minutter senere, men havde ikke bundet af! De havde altså alligevel bundet i vraget. Sten måtte tage turen ned igen for at gøre os fri. Vraget var efter sigende lastet med glaserede teglrør og klinker, hvorpå der stod Bornholm, og lå på ren sandbund med lidt tang omkring.

Ind til Smygehamn og afrigning. Pensionisterne var vist taget hjem til kaffe, for der var kun en gammel knark, der lige skulle have lidt hjælp til at få en akkumulator ned fra sin båd, der stod på land! Ud til Ingemar’s lade og ind med båden. Herefter mod Kastrup. Det eneste spiselige i Allan’s bil var melonbolcher fra en nylig udlandstur. Vi forstod glimrende hvorfor ungerne ikke havde spist bolcherne op!

Lang dejlig dag, men igen var der fejl i koordineringen – ingen, slet ingen øl med!

Lykke er…..

Kim R, faktisk først!