3/8-2005

Östersjön (Cognak Larsen) & Martina
De sidste mange uger har dér været én dag eller max. to om ugen, hvor det ikke har været vejr for surferne. Dette var én af dem – og derfor skulle vi naturligvis i vandet nu hvor også traileren til Havgassen havde fået et nyt bagben at danse rundt på. Dagen forinden begyndte en livlig summen i krogene – nogle besluttede at tage med gummiklokkerne i Østersøen, mens Peter begyndte at snakke om Kattegat.

I starten var afgangen til Kattegatsturen berammet til ”efter arbejde”, men Peters chef fik øjensynlig ikke mere ud af Peter denne dag alligevel – og lod ham gå allerede kl. 1100. Hmmm, godt man ikke har et helt normalt arbejde! Ingen var særligt syge på min arbejdsplads, så af sted for at hente makker Lotte og så mod Farum, hvor også Kirsten og Ken også ville lege med. Det er ved at gå lidt tit på, at vi er et overtal af kvinder på disse dykkerturer! Hmmm….

Efter normal dekatering og fyldning af flasker blev også bilerne fyldt, og Havgassen blev hægtet bag på Peters bil. Da vi jo skulle på langfart op i det fiskefyldte Kattegat, måtte samtlige 3 reservedunke også med. De blev stuvet ind bag i Kirsten og Kens røde racer (som jo tidligere har overhalet undertegnede på vej over bumpene op mod svømmehallen) sammen med Lotte. Da dunkene skulle fyldes på vejen mod Gilleleje, ankom vi alle samtidig til det lille slæbested. Også Kens forældre havde lagt vejen forbi Gilleleje havn for at få et blik af den flotte dame (Havgassen!)… alt i mens solen skinnede fra en næsten skyfri himmel.

Vi sejlede de ca. 16 sømil op i Kattegat, hvor der stadig var lidt dønninger tilbage fra dagen før, og lidt friske småbølger blev det også til. Dog intet problem for en flok sultne Havbasser.. På positionen var Östersjön, også kaldet Cognac Larsen, ikke helt så let at finde, som forventet. I følge de ellers så pålidelige kilder (Allan Jensen og Henrik Manley) burde vraget rage 3-4 m op, men det største udslag, vi fik, var kun på 1 m. Loddet blev kastet, og Peter hoppede efter.

For nylig har nogen været ude i temmelig stærk strøm, hvilket vel er den direkte årsag til iveren med at påbinde alle de i Havgassen forefindende bøjer til tovet: i dette tilfælde 4 stk.! Det erfaredes dog denne dag, at den ene er temmelig mørk i bunden, hvorfor den let forveksles med et hoved iklædt en sort neopren hætte! Da vi måtte sande, at vragflytterne også var kommet hjem fra sommerferie, blev Peter dog fisket op igen! Der var krystalklart vand ned til et par meter over vraget, hvor et mælkehvidt lag indtog resten af bunden inkl. det vrag, som loddet helt sikkert lå meget tæt på.

Nu lader en gæv Havbasse sig jo ikke slå ud af sådanne bagateller, så Peter tog maske og finner af, og fortsat iklædt resten af udstyret fandt han endnu en gang vraget, og denne gang lå loddet i/på vraget. Efter Peter skulle Lotte og jeg i og til sidst Ken og Kirsten, der dog ellers ikke var meget for at skulle på en rodebunke efter mig igen (Kirsten mumlede noget om et dyk på Sigrid efter Kim R. og jeg….Hvilket jeg dog klart kan afkræfte!). Da Lotte og jeg kom ned, blev vi ganske rigtig mødt af en mælkehvid suppe ca. et par meter over vraget, og sigten var her ned til ca. 20 cm. Vi kunne dog straks se, at kæden til bundtovet var i færd med at forlade det sted, det var bundet på. Derfor fik det lige et par omgange mere, alt imens Lotte var overbevist om, at hun var blevet overfaldet af et af de utallige fiskenet, som lå på vraget. Det viste sig dog at være Peter, der havde fået øje på noget spændende skinnende i den dårlige sigt, og derfor forsøgte at få det halet fri, indtil han opdagede, at det var Lottes finne, han havde fat i!

Ifølge Allan Jensens vrag.dk har S.S. Östersjön mange navne. Den kaldes bl.a. for Papirdamperen, da lasten var papirmasse og stykgods, da den sank, og på vraget ses stadig rester af papirsballerne spredt rundt omkring. Den kaldet også Cognac Larsen, da der angiveligt skulle være fundet store mængder af cognac af mærket Larsen på vraget - det var der dog ingen spor af denne dag! Vraget er i dag en stor rodebunke med mange huller og plader, hvor der må gemme sig masser af liv. Sigten var dog så ringe, at vores lygter ikke kunne lyse hullerne op pga. det mælkehvide lag, som bare reflekterede lygtens skær. Vi så dog nogle torsk, taskekrabber, enkelte buskhoveder og en hel koloni af rejer, som vist var i gang med familieråd… Peter så desuden en hummer, som fik lov at vokse sig større! Lotte og jeg begyndte opstigningen i det fri, men straks vi kom over det mælkehvide lag, kunne vi se bundtovet 8-10 m væk i det klare vand – og så kunne vi jo lige så godt benytte os af det! Det gav os også mulighed for at kysse lidt med de i år talrige og meget nærgående brandmænd…

Tilbage i båden begyndte denne dags største opgave: at nå at få spist alt den mad, der var med ombord! I mens kom en deco-bøje til syne i det fjerne – og ganske få minutter efter kom endnu en deco-bøje til overfladen et pænt stykke fra den første! Var ægteparret mon blevet uvenner, eller var den medbragte mellemline blevet for kort??? Mange spørgsmål meldte sig! Det viste sig dog hurtigt, at der bare var tale om endnu en uopdragen bøje, som var stukket af fra sin snor! I mens kom en meget mørk himmel nærmere, og det begyndte at blæse op.

Vi diskuterende hvilket vrag, vi skulle finde til 2. dykket: det skulle ligge ind mod Gilleleje og ikke så dybt, at vi igen røg ind i mælkesuppen! Valget faldt på Martinas agterdel, som ca. halvdelen af gruppen ikke havde været på endnu i år. På vejen dertil sejlede vi langs et strømbælte/skæl, som så ganske spøjst ud. Ken gjorde lod og tov klar til at kaste i vandet. Hvad det var for en ”ned i søen – rundt om træet x rigtig mange”-teknik, han demonstrerede, ja, det tror jeg kun han selv kunne gennemskue – eller kunne han??

På Martina var der ca. 1 knob strøm i overfladen og ca. 3½ m ned. Der var dog til gengæld super klart vand på denne dybde, undtagen lige nedenfor påbindingsstedet, som jo nok ikke var naturens skyld. Martina blev, som de fleste sikkert ved, sejlet midt over af et stort containerskib i 2000, og agterende og stævn sank ca. 2 sømil fra hinanden. På agterenden er der efterhånden ved at komme en hel del bevoksning, og torskene havde denne dag også fundet frem til vraget! Der var myriader af dem i alle størrelser.. De var over det hele, i alle rum, indenfor og udenfor, ja selv på hylderne i køkkenet, lå torsk klar….Et tydeligt springlag lå lige neden for toppen af vraget med et strømbælte liggende lige i niveau med toppen. Her stod også masser af torsk op mod strømmen, og vi lå lige lidt og fik varmen inden den sidste tur ned rundt om vraget. Peter mener bestemt, at man kan se, at det er svenske dykkere, der roder på vraget. Hvordan er vist ikke rigtig til at sige…

Nu var der efterhånden kun tilbage at drikke et par dejlige øl, spise lidt mere mad (inkl. Kirstens dejlige andeleverpostej med trøffelolie – mums!), sejle ind, spise lidt mere mad, pakke ud og ind et par gange, spise lidt mere mad, afregne og sige godnat.

Mange tak for endnu en dejlig tur.
Marianne