28/7-2005

FREDERIKSHOLM
I en periode som denne, hvor vejrudsigten bliver lavet radikalt om time for time, er det bare med at kigge på vejret og komme af sted, når blæsten forstyrrer minimalt.

Denne torsdag lød prognoserne først på vindstille, straks efter blev det lavet om, så der skulle komme flere fronter med frisk vind igennem Kattegat i løbet af dagen. Skal – skal ikke….. Østersø-teamet (tidligere med kærligt drilleri betegnet som ”egoisterne”) var ligeglade med prognoser og drog af sted fra morgenstunden. I løbet af formiddagen blev udsigten endnu en gang ændret, så nu skulle vinden holde sig under 5 m/s i Kattegat, og så måtte vi naturligvis også af sted.

Efter en del mail, sms og rundringning med lokkende invitationer bestod dagens gruppe af Kim og pigerne (Karin, Lotte og undertegnede). Det er vist en sjælden konstellation (3 piger og én mand) på en dykkertur. Mødetid for Kim, Lotte og jeg var kl. 14 i svømmehallen og derfra samlet afgang til Kvinderup, hvor kokassens indhold blev læsset over i Karins ideelle familie-dykkerbil. Af sted gik det mod Lynæs med indtagelse af Karins dejlige lune hjemmebagte boller med kanel og sukker toppings. Se sådan skal en rigtig dykkertur starte!

I havnen i Lynæs var det vindstille – rigtig vindstille. Diskussionen gik ivrigt: var det ikke spild af et så godt vejr ”kun” at tage til Frederiksholm? Vi kunne jo også sejle længere op…. Formandinden skar dog igennem, da klokken allerede var blevet 16.30 – for vi ville jo også gerne have to dyk! Frederiksholm det blev. Hverken Lotte eller jeg havde været der før, og Karin og Kim havde for nylig haft super gode dyk på netop dette vrag. Jubii, vi glædede os allerede.

Da vi kom lidt op i Kattegat var det dog ikke helt så vindstille, som først antaget, og vi var glade for at have taget den helt rigtige beslutning m.h.t. valg af vrag. På positionen var der i starten både lidt gamle dønninger samt bølger. Det blev dog bedre i løbet af aftenen. Vraget blev hurtigt fundet og loddet kastet på sikker og rutineret vis.

Lotte og jeg skulle binde på, og ingen var i tvivl om, at det var ret vigtigt med en solid påbinding, når der nu var lidt bølger. I med mig og ned gennem en tyk suppe af kæmpe brandmænd med deres lange fangarme slået ud til alle sider (kunne under andre omstændigheder lyde som ønsketænkning, men det var det ikke!). Loddet lå på vraget, og da der jo her er tale om et lod, som rent faktisk lader sig flytte uden at man får mudder og andet godt over det hele, var det let at flytte det ud til rælingen og binde forsvarligt på omkring en af de store spalter, som rager godt op i vandet. Lotte var i mellemtiden kommet ned og havde hjulpet til. Der var lidt svingende sigt på vraget, men der var vel tale om ca. 5 m i stævnen, hvor sigten var dårligst. Ellers kunne man ligge på den ene side og kigge igennem vraget faktisk næsten helt over til den anden side. Dette samt en kun ganske let strøm på den ene side af vraget gjorde dette til et meget let dyk med bunddybde på 22,5 m. På vores vej rundt om vraget så vi masser af liv. Under de fleste af de mange plader lå mange rødtunger kilet ind i sikkerhed for rovdyr – og dykkere. Der var desuden en hel del mellemstore torsk, taskekrabber, rødspætter, en enkelt sej og en sortvels, masser af kongssnegle og myriader af deres æg samt nøgensnegle og deres fine rosetter af æg sad mange steder på vraget. Desuden kravlede masser af eremitkrebs rundt over alt. Selve vraget står opret på en lys sandbund. Ved siden af vraget, oppe på dækket og nede i vraget ligger lange rør, som har været brugt til at suge sand op med i sin tid. Disse rør er nu indtaget af flere torsk, som har fået sig en ret aflang etværelses ud af resterne. Måske tilhører den hovedpude, som ligger lige ved siden af røret ude på bunden en af disse beboere? Meget af selve vraget er borte, men de mange spalter står stadig tilbage og giver et ret godt indtryk af, hvordan skibet i sin tid så ud.
Efter ca. en halv time havde vi endevendt stort set enhver plade og hilst på de fleste af beboerne, og det var blevet tid til at vende tilbage til overfladen igen, men hvor var nu tovet??? Søge lidt frem og tilbage, men det var der ikke! Ude på bunden kunne vi dog se et tydeligt slæbespor hen over sandet! Loddet måtte have revet sig løst. På selve vraget kunne vi ikke se, hvor vi havde bundet på – meget mærkeligt! Nå, der var jo ikke nogen vej uden om en fri opstigning. Da vi begge var langt fra deko (igen hurra for nitrox), var det bare lige op efter dog at have sendt den røde pølse i forvejen. Igne var det en kamp for at slippe for at blive smækkysset af adskillige brandmænd (!).

Hvordan vi kunne komme op så langt fra båden er os stadig en gåde, da der ikke var noget strøm af betydning. Endnu en gang gjorde dekobøjen sig uundværlig og fløjten kom også i brug. Mærkeligt at der ikke kom flere både til, for fløjterne kan man åbenbart høre langvejs væk. Måske er det fløjterne, der tiltrækker brandmænd? Det må vist efterprøves på et andet tidspunkt  Da vi var tilbage i båden, blev bøjerne igen fundet, og Kim viste sig som en rigtig super stærk mand og halede loddet op! Han var som udgangspunkt ikke klar over hvilket stykke arbejde, han havde kastet sig over! Loddet havde nemlig forelsket sig godt og grundigt i den spalte, som vi havde parret den med på vraget, og den havde den ikke tænkt sig at slippe uden modstand! Jernspalten viste sig at være ca. 3 m lang, og kom op sammen med loddet! Påbindingen holdt – men det gjorde vraget ikke!

Herefter fandt Karin igen vraget og loddet røg tilbage i vandet. Denne gang skulle Kim se, om han kunne finde noget mere holdbart at binde på – og det lykkedes bedre. Både han og Karin havde også set en masse, men de var dog enige om, at sigten ikke var nær så god som sidste gang!

2. dykket mindede meget om 1. dykket, men det er så fint et vrag, at man med stor fornøjelse kan dykker der mere end en gang. På dette tidspunkt havde både dønninger og bølger lagt sig meget, og sejlturen ind var en ren fornøjelse – og gik ganske hurtig. Tilbage i havnen blev båden tømt for dykkergrej og fyldt med benzin, og grejet blev pakket i bilen. Det var en lun og stille aften, og der blev lige tid til indtagelse af det meste af en dejlig kold øl på kajen, inden hjemturen begyndte. I havnen var der en meget lukket ”lukket fest”. Der var formentlig gjort klar til den kommende weekends havnefest med tivoli osv., men ikke et øje var tilstedet.

Klokken var blevet mange, og vi er jo nogen, der ikke har ferie endnu, så bilen blev vendt mod Kvinderup, hvor vi læssede om og kørte mod Farum. Ved ankomsten til Farum var det blevet fredag, så vi sagde farvel og kørte hver til sit.

Mange tak for en rigtig dejlig dag til Kim og pigerne.

Marianne

PS. Det viste sig senere at denne dag skulle blive Kims sidste – i våddragt!