25/7-2005

Polaris
God vejrudsigt i juli måned – ensbetydende med dyk for mange! Dvs., der var nu kun fire, der tog mod tilbuddet - vi regner jo ikke med de 5 egoister i Østersøen.

Vi aftalte at møde i Farum kl. 15:30, og som sagt så gjort. Alle andre havde en skjult dagsorden og mødte tidligere, jeg selv 15:20, men der blev åbenbart aftalt et og andet på MSN!

Dagens mål var Polaris og kun et dyk, da ikke alle havde ferie. Så med fire personer gik det hurtigt med klargøringen. Da vi nåede Helsingør, oplevede vi en af de traditionelle eftermiddagskøer ind mod Helsingør. Da vi nåede Nordhavnen, oplevede vi endnu lidt ventetid, denne gang på rampen. Vi var dog hurtige, da vi endelig kom til! Vi havde brugt ventetiden til at forbande metrologerne, som havde lovet svag vind, for det mindede mest om en efterårsstorm fra nordvest. Utroligt, at alle prognoserne ramte så meget ved siden af! Vi vurderede forholdene og ingen havde mod til at sige fra, så vi tog ud!

Da vi kom ud af havnen, var bølgerne høje og kom rullende ned gennem sundet. Godt jeg havde fået den eneste næsten tørre plads, nemlig bag skærmen. Turen ud tog længere tid, end de 5 sømil burde, men det var ikke muligt at plane og overleve samtidigt. Vi nåede dog frem i nogenlunde god behold, og begyndte at søge. Vraget blev fundet og loddet droppet. Der var heldigvis ingen strøm, til gengæld var der bølger! Manley og jeg fik fornøjelsen af at binde på, og vi røg i vandet. Loddet lå på vraget, eller hvad man nu skal kalde den store ustrukturerede mængde plader, papirbundter og ragelse, der var spredt ud over bunden. Der var dog stævn og anker. Sigten var ca. 2-3 meter.

Rundt omkring på vraget var der myriader af nøgensnegle, mange forskellige arter. Der var bl.a. et meget spektakulært par, tilsyneladende samme art og størrelse, hvor den ene havde citrongule tentakelspidser og den anden postkasserøde. Der var eremitkrebs i store mængder. Enkelte fladfisk havde søgt skjul på bunden mellem pladerne, og endelig var der store ulke overalt.

Overalt på vraget var der garnrester, og igen var der ofre for lystfiskene. Fisk, både levende og døde, og en hummer, der ville æde af de døde fisk. Hummeren og de levende fisk blev frigjort, men hummeren måtte en tur op i Havgassen for at blive befriet for de garnrester, der var viklet omkring benene på det stakkels dyr. Den fik chancen for, at blive stor nok til at blive inviteret til nytårstaffel, måske er den i tilbage i nettet til jul!

Tid til opstigning efter en halv times tid, bundtovet var ikke lige til at se, men der var jo heller ikke nogen strøm, så op med dekobøjen, selv om hummeren ikke ville give slip på linen. Op til det dejlige varme vand, hvor brandmændene gjorde det en anelse for hedt. De var, som tidligere nævnt i dagspressen, både store og talrige.

Det var nu blevet Marianne og Peters tur til at dykke. Det blev aftalt, at de bandt af, og de ville så lave en fri opstigning. Vejret var blevet en del bedre, og bølgerne havde lagt sig en smule. Loddet kilede sig fast på vraget, så vi blev på positionen, og kunne se boblerne fra vores venner hele tiden. Da dekobøjen kom op, sejlede vi loddet frit og kunne gøre båden klar inden 2. holdet kom op.

Meget rolig sejltur mod Helsingør, mens vi nød en velfortjent forfriskning. Denne gang var der ikke kø på slæbestedet, og vi var hurtigt på vej til Farum. Logistikken var nemmere end sædvanligt med kun 4 personer og kun en flaske pr. mand!

Tilbage i Farum mødte vi resterne af holdet fra Østersøen. Deres tur var, ligesom vores, blevet mere blæsende end forventet.

En lille øl og en afregning. Lidt løgnehistorier fra Østersødrengene, og så var det pludselig sengetid, for dem der skulle arbejde dagen efter. Det var vist kun Manley, der havde ferie!

Kim R., først færdig med at dykke!