Mandag d. 18. juli 2005
Urania og Stenfragteren
Abstinenserne var hos flere begyndt at melde sig – nu var det snart en uge siden, de fleste af os havde været i vandet… og så midt på højsommeren! Desuden står vejrudsigten for resten af ugen på regn og blæst! Meget langt fra vores drømme vejrudsigt. Dog skulle der denne mandag være en lille pause i vejrgudernes rasen, og det måtte naturligvis udnyttes i en fart!
Hurtigere end man kan stave til Ib, blev afgangen sat til kl. 15.30 og båden fyldt med 6 håbefulde og dykkertrængende havbasser. Nogen kan gå før fra arbejde end andre, og en enkelt havde til og med ferie, så det endte med, at Lotte og jeg igen kom sidst (min fejl – arbejdsramt!)! Efter aftale om destination Gilleleje kørte Peter og Kim af sted med båden. Flemming, Sten, Lotte og jeg fulgte efter, da vi havde fået fyldt forskelligt på flaskerne. På vejen skulle også lige provianteres med lidt smørelse til båden og besætningen, så da vi nåede Gilleleje havn, var Kim og Peter allerede klar til afgang. Der skulle dog lige pakkes og sludres færdigt, inden vi kunne komme af sted.
Der var kun minimale bølger denne aften trods stormvejr de to forgående dage. Vi var blevet redet af en velsignende søndenvind de sidste timer, som havde fjernet de værste bølger. Endelig kom vi af sted mod Urania, som af kaptajnen (ikke Søren B.) blev beskrevet som en vist nok gammel færge, som formentlig nu var en stor rodebunke. Ved sidste dyk (ca. 5 år tidligere) vrimlede det med liv – ja, fiskene var lige så store som afstanden fra den ene arm til den anden kunne blive…. Hmmmmm. Peter og Flemming hoppede i først. En nyindlimet lynlås skulle testes, men sådan ville de til tider uregerlige tørhansker det ikke.. Derfor havde Flemming vist nok bundet på, da han fik selskab af Peter. Lotte og jeg var næste hold, som kom ned til en sigt, som lod fantasien få frit løb. Der var masser af plader, hvorunder dér stod torsk, langer og efter sigende havkatte. Desuden var flotte røde søanemoner placeret på undersiden af flere af pladerne, og der var tillige masser af hvirvelløst liv. Der var også masser af ”ting” spredt rundt over det hele. Enkelte steder ragede vraget ca. 1 m op fra havbunden som det maksimale, og man kunne nogen steder faktisk godt ane resterne fra en skibsside, men at de fleste fandt tilbage til bundtorvet, var vist mere held end forstand. Flere af deltagerne angav at kunne høre raslen fra bundtorvet – dog ikke Sten! Sten og Kim var sidste hold i, og Kim, som igen var i våddragt, frøs efter dykket så meget, at han ikke kunne snakke rent! Måske var det pga. Kims raslende tænder, at Sten ikke kunne høre bundtorvet J Stedet var ganske afgjort værd at dykke på, men det er endnu et sted, som man ikke skal være for mange på, da man ikke kan undgå at hvirvle snavs op, hvis man skal se noget.
Herfra videre til Stenfragteren, som hurtigt blev fundet. Igen først i med Flemming og Peter, og så gjorde Lotte og jeg os klar. Kim og Peter havde lige repeteret, at vi rent faktisk havde været på dette vrag for et par måneder siden, og det drejede sig om stort set intakt stævn og agter men helt sammenfaldet midterparti. Påbindingen var ager i styrbordsside – så godt så langt! Fin sigt på toppen af vraget og lidt mindre ned om agten. Midtskibs var alt det mest spændende under alle pladerne og i alle hullerne. Igen sås store torsk, vist også en lange, havkat, kæmpe taskekrabber og meget mere. I stævn og agter var bl.a. også fiskestimer (vi kan jo kalde dem barser…), som fik minder om Rødehavets koralbarser frem. Og så begyndte mystikken at brede sig... Efter at have været en tur rundt i stævnen, foregik resten af dykket rundt på dækket langs skibssiden, indtil vi nåede agten. Men hvad var nu det? Hvor var torvet blevet af? Var det mon gledet af – eller havde nogen lavet sjov med os??? Det skulle da være lige her… Nå, trods nitroxens goder var min Suunto-makker ved at blive straffet godt og grundigt, så det var blevet tid til en fri opstigning. Ingen problemer med de drilske deco-bøjer denne gang – lækkert! Tilbage i båden forsikrede Peter og Flemming os om, at vi stadig var bundet på vraget! Der kom meget troværdige fortællinger om, hvor meget stævn og agter ligner hinanden på dette vrag, og man kan jo let komme til at fare vild midtskibs, hvor det hele er et stort rod. Hmmm, jeg kan nu stadig ikke forstå det! Sten og Kim kom dog også op ad torvet, som først nu var bundet af! Meget mærkeligt! Vraget var trods drilleriet med tovet et rigtigt godt sted at dykke med masser af liv at kigge på.
Klokken var efterhånden blevet en hel del, og vi var jo stadig til trods for den udbredte feriesæson nogle, som skulle tidligt op og på arbejde (nogen tidligere end andre..) næste dag. Derfor gik sammenpakningen lidt hurtigere end pakningen på turen ud, og bilerne vendte snuderne hjemad. Pga. det fremad skredne tidspunkt var flere tankstationer allerede lukkede, så Havgassen må vente med at få stillet tørsten til næste gang, der skal dykkes.
Rigtig mange tak for endnu en rigtig dejlig eftermiddag/aften.