torsdag d. 7. juli 205

 Mir’s vrag                      

For tiden har et meget stabilt højtryk beriget Danmark, og det udnyttes til fulde i Havbasserne. Så efter tirsdagens dyk aftaltes næste udrykning til torsdag. Med på idéen var Flemming, Kim, Lotte og jeg. Vi var enige om, at gummibåden kunne bruge i det tilfælde, at vi ikke kunne lokke én med trækkerpotentiale med. Onsdag søgte Ask så på nettet efter deltagere til tur netop torsdag! Efter ihærdig nedringning af folk med trækkerpotentiale, som dog alle havde forskellige mere eller mindre interessante undskyldninger for ikke at dykke i dette super dejlige vejr, måtte vi sande, at 4 i gummibåden er max – og Ask måtte desværre blive hjemme! Stakkels Ask! 

Vi 4 andre mødtes i svømmehallen efter en endnu lidt tidlig exit fra arbejde. Gummibassen blev hægtet bag på Flemmings bil, som lige var kommet frisk hjem fra et tiltrængt besøg hos den dygtige bilkirurg! Vi var optimister, da vi var blevet lovet vind af 3 m/s styrke og ingen bølger/dønninger, så vi medtog alle 2 flasker. Klokken var godt nok blevet en del, inden Flemming og Kim kom af sted med kokassen og pigerne lige i hælene… Mod Gilleleje det gik, for vi skulle præsenteres for Mir’s vrag, som var blevet så rosende omtalt af Kim den sidste tid. 

Da vi havde fået gummidyret i vandet, bredte diskussionen sig: skulle vi satse og tage alle 8 flasker med trods lidt mere vind og bølger end lovet – eller skulle vi ikke bare sejle ind efter første dyk og skifte flasker? Da sidste mulighed ville give lidt plads i båden til rent faktisk at få udstyret på ude på vandet, blev det valgt at lade de 4 flasker forblive i bilen. På med dragterne i havnen trods stegende varme, og så af sted mod Mir’s. Det viste sig, at der var en hel del mere bølgegang end forventet, så det var vist godt, at den ene omgang flasker var forblevet i bilerne. Trods naturens lune formåede skipper Kim at få os frem på positionen uden det helt store besvær. Vi fik til med bevist, at selv uden Karin i båden, kan der godt snakkes hele vejen uden pause J Vraget blev hurtigt fundet, og da jeg havde nitrox på flasken modsat min makker Lotte, så vandt jeg påbindingen. Det er (trods det ufattelig tunge lod) ikke noget problem, når loddet ligger lige oven på en bjælke, hvor omkring det blot skal svinges et par gange. 

Inden min makker kom ned, havde jeg allerede fået øjnene op for den fantastiske charme ved dette vrag: der var liv over alt! Masser af torsk – nogle så store, at jeg blev helt forskrækket, 4 havkatte, alle mulige slags krabber og snegle, masser af hvirvelløse typer osv. Det eneste, vi manglede for at kalde dette dyk for perfekt, var en hummer eller to. Sigtbarheden var 2-3 m, og solen skinnede, så der var masser af lys på vraget. Min makker, som lige var kommet hjem fra dyk i varmen, frøs og gik op lidt før mig. Jeg kunne slet ikke få nok af at kigge på alle de spændende ting. I alle sprækker og under alle plader var der liv, der tittede frem. Til sidst blev det dog tid at søge op mod varmen, og jeg blev mødt af Flemming, som var på vej ned. Herefter også i med Kim. Alle havde vi et super godt dyk. 

Tilbage i båden blev de medbragte madpakker gnasket og dertil en dejlig nedkølet øl eller to. I mens drev vi med bølgerne indad. Tilbage i havnen var klokken blevet mange – og der var ikke tvivl om, at idéen med at skifte flaske og begive sig ud igen måtte gemmes til en anden dag! Det kunne i hvert fald ikke nås på denne side af midnat – og vi skulle jo trods alt alle på arbejde igen fredag…

 Tilbage i svømmehallen blev der læsset af og pakket sammen.  Så var der kun tilbage at ønske Flemming en rigtig god ferie – og sige mange tak for endnu en rigtig dejlig aften og tur.

 Marianne