2/7-2005

Undine – en af Østersøens perler
Efter en regelret reservation af båden blev havgassens pladser hurtigt fyldt – det var de jo, som så ofte før, næsten inden ideen var opstået. Vi ville dykke på Ostmark, men efter vi, gennem hele ugen, var blevet bombarderet med glade budskaber fra Flemming, som var på Undine weekenden før, valgte vi at skifte destination.

Næste problem var afgangstidspunktet. Vi, som sad tilbage på arbejdet, mens andre dykkede i Kattegat, fik en lille hævn da afgangstidspunktet blev aftalt. Det affødte ikke en mailstorm, men en svag brise, men vi stod fast og proklamerede tidlig afgang.

Lørdag morgen kl. 06:00 – afgang fra Farum med behørigt blandet nitrox lige til grænsen (hvis?), for dekominutterne er ikke de sjoveste. Manleys sølvpil blev fyldt med bly og flasker. Alt det lette blev kastet op i Havgassen, for vi skulle optimere transporten, og kun køre i en bil. Vi skulle mødes i Kastrup og det gav mig mulighed for at hente min lygte, som var blevet derhjemme med opladeren på. Manley og Thomas kørte med Havgassen, og Karin og Peter kørte med mig. Marianne ville så støde til i Kastrup.

Efter vi havde fundet Kastrup og hinanden gik det hinsidan. Efter en lille time fandt vi Smygehamn. En smuk havn på billeder, men med en kraftig stank af svovlbrinte. Morgenkaffen måtte vente til vi var på åbent vand, så båden blev gjort klar i en fart, og vi stævnede ud. En times tid ud over havet, som var venligt på dagen, og vi hørte alarmen fra gps’en, som indikerede, at Undine var nær.

Vraget blev fundet og en masse omgange af bundtovet blev hevet overbord med dræget. Manley og Thomas, som begge havde været der før, skulle binde på og derefter skulle resten følge. Først Marianne og Peter, dernæst Karin og jeg. Efter ca. 45 minutter kom Manley op igen, og fortalte lidt skuffet, at sigten ikke var så god som sidst. Informativt sagde han, at der var gjort fast bagtil i bagbordsside, altså på toppen af vraget, og at vi skulle gå agterud for at se de imponerende skruer.

Vi hoppede i baljen og mødte 3 havbasser på 3 meter – ikke livvidde, men dybde – og fortsatte mod mørket. Sigten i de øverste vandlag var nærmest elendig, ca. 2 meter vel, men når man kommer ned under grumset på 25-30 meter, klarer vandet fint op, og sigten bliver 10-15 meter, mindst! Under 43-44 meter blev sigten ringe i Østersøen. Hjemme på Robert ville sigten være mellem ok og fin, nemlig 3-4 meter. Karin og jeg var ikke helt enige om, hvad vi skulle, jeg ville følge Manleys anvisninger, mens Karin ville mod stævnen. Vi kom dog først agterud og så skruerne, 2 store (13 tons) bronzeskruer, og derefter frem mod stævnen. Ved skruerne kunne man se, at vraget var kendt af lystfiskere, der var et par døde torsk, der havde bidt på pirke og viklet linen ind i vraget. Der var faktisk mange torsk, og nogen af dem, var meget store, ind i mellem kunne man tænke - hvem spiser hvem? Vi så mange spændende ting på vejen frem mod stævnen, som vi dog ikke nåede på første dyk, men der var masser af ammunition, porcelæn og andet, der for nogen ville være et par timers arbejde værd! Dykketiden går hurtigt, kun overhalet af dekotiden, og derfor gik det retur mod bundtovet. Der var lang vej op, med trinvise dekostop, og de blev længere end lange!

Op i solskinnet og nu skulle brødet fra byens bedste bager spises. Alle havde haft gode dyk, og forventningens glæde var afløst af mere konkrete ønsker for andetdykket. Stress var ikke problemet, for vi skulle have et par timer på overfladen, mindst. Flemmings begejstring var selvfølgelig forståelig og vi glædede os over, at vi valgte at tage ud til Undine.

Manley og Thomas kom i vandet og rækkefølgen fra før gentog sig. Karin og jeg var enige om maksimalt 20 min deko og at vi skulle ud i stævnen. Det kom vi også, og vejen gik både ind i gennem og henover vraget. Stævnen er jo et helt kapitel for sig. Snabelstævn kalder Allan J. (ikke H.) den. I hvert fald rager den langt frem, som en spids under vandet. På vejen tilbage så jeg sæler og signalerede til Karin med lygten. Da en af sælerne vendte sig om, så jeg, at der var tale om en gigantisk torsk, meget mørk, næsten sort i farven. Inde i vraget var der torskehaler mange steder, nogle kunne holdes, andre ikke. Til sidst fik jeg fat i en på ca. 5 kg, og fik den hevet ud af skjulet. Den var ikke samarbejdsvillig, men blev beroliget med kniven.

Hen til tovet, Karin op og jeg skulle binde af. Heldigvis drev båden den rigtige vej hen over vraget, så loddet blot kunne droppes ned på bunden. Og derefter op til en masse minutter på lavt vand. Heldigvis var vandet ikke koldt, heller ikke det, der var løbet ind i min dragt, og vi lå og ventede og ventede. Karins computer kunne ikke få nok, og begyndte at lægge deko til på 3 meter, men nu er en computer jo et sekundært instrument, så da den ikke makkede ret, gik vi op!

Efter en omklædning og en øl gik det tilbage mod Smygehamn med en lokal søulk (fra en ø i Østesøen med karakteristisk dialekt) ved roret. Han gjorde sig umage og fandt et par bølger, så han kunne overbruse resten af besætningen. Imponerende, når nu det var havblik!

Hurtig afrigning i Smygehamn, ikke det rareste sted at tilbringe en varm eftermiddag, og hurtigt mod Danmark. I Kastrup skulle et par af passagererne omstige. Turen gik herefter mod Farum, hvor der lige skulle ordnes lidt regnskab og udstyr.

Kim R., mødt kl. 05:31!