26/6-2005

Undine-tur
Efter nogle forviklinger aftenen før - og morgenen igennem, omkring hvem der skulle sejle i hvilken båd, hvad tid og hvorhen, ankom jeg som sidste mand på ”mit hold” klokken 8.05 foran svømmehallen. Manley havde netop kroget Havgassen og jeg kunne ikke nære mig for at spørge, om det var fordi han ikke turde sejle så langt i hans egen. Det var det bestemt ikke sagde han og jeg tror ham, det var bestemt ment som en spøg uden dybere mening, men dette skulle vise sig senere at blive en temmelig uheldig ordveksling, som kan synes mistænksom – især for de dykkere som nogle timer efter, drev omkring i Øresund uden motorkraft.

Nok om det, Flemming og Steen hoppede ind bag i vognen og overlod sædet til ”den gamle mand”, da jeg var færdig med at tænke over den bemærkning, svingede Manley ned ad bakken til Smygehamn og bakkede galant ned ad rampen. Med så meget plads til kun 4 dykkere, var det ikke noget problem med tønde og dobbelt – dobbelt flaskesæt, ja selv Kirstens madpakke havde der været plads til.

 Af sted over bølgen gik det nu, det var ikke så fladt vand som de havde lovet, men solen skinnede, så selvom vi blev oversprøjtet når Havgassen huggede i dønningerne, var vi ved godt mod. Vi forventede at dønningerne var de sidste krampetrækninger, men da vi var nær bestemmelsesstedet, var der kommet skum på toppen. Det er muligt det kun er mig der oplevede det som ubehageligt, men at sidde ude midt i Østersøen i en æggeskal og når man har oplevet søen rejse sig et par meter på få minutter – også når de har lovet svag vind, ja så var jeg lidt betænkelig ved at forlade båden.

Et kig rundt på de 3 glade ansigter, bragte dog ro i mit sind og jeg sprang i det ”frådende” hav. Da jeg begyndte at ane vraget af Undine 10-15 meter under mig, forsvandt mine betænkeligheder lige så hurtigt som snapsen til julefrokosten. Nu var det kun en uge siden jeg var der sidst, men jeg får altså bare ikke nok af det vrag, det er så mægtigt, så ”virkeligt” og gruopvækkende – en rigtig ”krigsmaskine”, som den ser ud i de vildeste drengedrømme.

Det er så man næsten kan høre kampråb og fornemme stemningen ombord, når man svømmer ind i gangen til officerskamrende og ser deres udrustning, noget stadig hængende i skabene, andet ligger på gulvet. Man kan også tydeligt forestille sig søkrigens kampe, når man svømmer imellem de store 10,5 cm. kanoner, som der er 10 af på vraget.

Jeg foretog nu min sædvanlige indendørs tur, ned gennem dækket og igennem gangen, der er ca. 15 meter ind, til et tærehul hvor lyset trænger igennem dækket. Jeg har aldrig været helt igennem, men plejer at vende ca. 10 meter inde, da der hænger noget ned fra loftet lige inden hullet, som jeg ikke var sikker på var en god idé at hive i. Jeg prøvede nu at beregne hvor hullet måtte være på oversiden i dækket, vendte om og på min vej tilbage gennem gangen, nappede jeg lige et bælte med et fint spænde på og nogle skulderstropper med fine ”Kejserlige Marine” emblemer på, i et af skabene.

Oppe på dækket, svømmede jeg straks frem til hvor jeg mente hullet måtte være, jeg fandt det ret hurtigt og kunne klemme mig ned, konstaterede at jeg var præcist det sted jeg havde forventet og nu kunne jeg se, at de ting der havde hindret adgang, var nogle råbetragte og en lampe.

Jeg blev lige nogle minutter og prøvede at iagttage så mange detaljer som muligt, vurderede om der var noget jeg kunne tænke mig, men ellers lå jeg bare på knæ og studerede rummet. Da vraget ligger med ca. 45 grader slagside er dette ikke så enkelt som det måske lyder, alle løse ting er jo væltet over i den ene ende af alle rum, men mange ting – i dette tilfælde en stol, en skrivepult og de føromtalte råbetragte og lampen – stod og hang præcis som da besætningen forlod det i hast, da 2 torpedoer ramte deres skib for nu 90 år siden.

Jeg skævede til computeren og måtte virkelig tage mig sammen, for at forlade rummet. Der var lige et par minutter tilbage, som jeg ville bruge i området med porcelæn, bestik og andre nyttige souvenirs, men forgæves. Her nede fra den laveste del af vraget på 45 meter, kunne jeg tydeligt se bundtovet højt over mig og uden strøm var det bare at skråne over og op, så jeg først tog fat i tovet på 30 meters dybde. At dykke på denne dybde, betyder dekotider lige så lange som den tid man er på vraget, men det vil jeg gerne betale (ja, ja jeg ved godt der er noget der hedder nitrox, men det er ikke med i min historie). Det var ikke meget ryk der var i bundtovet og det tog jeg som tegn på, at de før tiltagene vind var aftaget igen og ganske rigtigt, da jeg gennembrød overfladen, var vinden næsten væk og bølgerne var igen blevet runde og bløde som kvindekroppe.

Jeg fortalte de andre tre lidt om, hvad jeg havde oplevet og fortalte også om de ting jeg havde set i rummet (farvel lampe). Jeg nød mig en liter vand i den times tid jeg sad alene i båden, det eneste jeg oplevede var, da den svenske kystbevogtnings flyvemaskine cirklede omkring os på få hundrede meters afstand. Den fortsatte herefter til et andet skib et stykke væk og forsvandt herefter mod øst (det glemte jeg at fortælle jer, måske er jeg blevet gammel).

De andre og især Flemming, havde haft et dyk som efter hans begejstring at dømme, slog mit dyk mht. oplevelsesværdi, med ikke så lidt. Hvor er det dejligt, at få lov til at følge ”nye” dykkere ud på vrag de ikke har set før og mærke deres oprigtige glæde og at de bliver grebet af det, på samme måde som jeg selv er.

Vi gentog det hele én gang til, imens vinden fortsatte med at tage af, efter sidste dyk og endnu mere vanddrikkeri i den stegende sol, tog vi os nu dagens første øl i fuldstændig vindstille. Jeg havde en halvsikker position på vej ind, som vi hurtigt enedes om at bruge lidt tid og vores sidste luft på – hvis vi kunne finde den.

Der gik noget tid med at ændre datum, da jeg ikke var helt sikker på dette, men med vanlig ro og sikkerhed, indkredsede Manley vraget og vi fik smidt et lod. Det er ikke så meget jeg kan fortælle om dette vrag, andet end at det er et ca.100 år gammelt og omkring 35 meter langt kraftigt bygget træskib. Jeg vil meget gerne skrive mere, men vi kommer til at sejle derud igen først, for af de 14 minutter min luft rakte til, brugte jeg de 10 til at grave en lille lerflaske frem af havbunden.

Vel ankomne til Smygehamn efter en lang dag, begyndte tømning af båden – og fyldning af bilen. Da vi havde fået vores rigtige tøj på igen og pakket vores tasker, gik Sten hvileløs frem og tilbage på kajen, tilbage til bilen og endevendte tasken, kiggede under bilen og gik tilbage til slæbestedet igen.

Mangler du noget, hørte jeg Flemming spørge, ja altså, jeg kan ikke finde mit ur, svarede Sten. Vi ledte nu alle i vores tasker efter Stens ur og da alt var endevendt og pakket i bilen igen, sagde Sten: det er også lige meget med det ur. Det er da ikke lige meget om du har mistet dit ur, svarede Flemming tynget af medfølelse, jooohh sagde Sten lavt og så meget forlegen ud, for jeg har nemlig uret på.

Ja, det havde sandelig været en lang dag på havet.

Allan Jensen