En magnifiqe men sandfærdig historie om

søndagsdyk ved Minestrygeren den 26. juni 2005. (Anders, Bengt, Peer, Kirsten, Ken)

Nu skal jeg fortælle dig en historie, som jeg har hørt, da jeg var lille, og hver gang jeg siden har tænkt på den, synes jeg at den blev meget kønnere; for det går med historier ligesom med mange mennesker, de bliver kønnere og kønnere med alderen, og det ere så fornøjeligt!

Klokken var mange, næsten mageløs. Der er e-mail fra fatter. Desværre ligger Havgassen i Østersøen i morgen og er fyldt op med prægtige svaner. De ere så vigtige og fine at man ikke må skynde på. Hvis der er nogle der skal til havets bund i morgen er i velkomne til at tage Den Grimme Ælling. Den ere så fuld af mekanik at man bliver ganske varm om hjertet derved. Husk at fylde på, den tåler kun friske gyldne dråber. Derfor ere tanken tom. Jo, fatter forstod det, og han ved bedst. Hvis den får for sig at ville synke skal i bede til guderne, trykke nøglen op og banke tre gange under den fortræffelige køl. Lade være med at tænke på unødvendig nød og genvordighed, det giver gammel hud og gusten blik. Det sagde fatter, og han ved bedst.

Nu vil jeg dog nok vide, hvor vidt det ere fat med motor-tøjet mente Bengt, den gamle skikkelige bådminister. De andre lakajer nikkede og vare lykkelige ved at være vidne til så prægtig sejlads. Den Grimme ælling knejsede, vandet vare så blåt som bladene på den dejligste kornblomst.

”Vandet vare så blåt som bladene på den dejligste kornblomst”

Nu ville det sig hverken værre eller bedre at et glaskorn fra troldspejlet havde sat sig fast i den ulyksalige maskine, der hostede og lugtede af tuberkulose. Lad os nu først see, hvad der ere sket i fald vi venter 2 minutter, det inden vi bliver vrede, mente bådministeren. Det havde fatter sagt, og han ved bedst. Superbe! Charmant! Sagde lakajerne, for de snakkede alle sammen fransk, den ene værre end den anden.

Men de ventede længe og intet skete. Lad os besøge havfolket og spørge til råds, sagde den klogeste af lakajerne. Men trods megen ulejlighed havde man ikke stor nytte deraf. Efter andet besøg hos havkongen kom de op og så at Ællingen var meget svag. De græd mange tårer og tænkte på at grave den en nydelig grav. 

Da så de Havgassen i det fjerne med de kongelige fugle. Vi vil sejle hen til dem så de kan hugge os ihjel, fordi vi der ere så stygge, tør nærme os dem. Så tænkte de og lagde struben til. Men ak det vare ikke Havgassen, det vare fremmede folk der sagde ”Hyr mår ni” og strittede med højre lillefinger. Vi ere i Havsnød sagde lakajerne, nejede og bukkede så godt de havde lært. De fremmede blev helt rørte derved og tilbød fortøjnings reb i de bedste couleurer.

”Skibet gled let og uden store bevægelser hen over det blanke hav”

Skibet gled let og uden store bevægelser hen over det blanke hav. Den Grimme Ælling fulgte efter, næsten flyvende og ganske uden at metalsvinet rørte sig. Hvor er den nydelig, ja næsten pæn sagde lakajerne.   

Da de nærmede sig Kongeriget blev der ganske stille. Så man godt for sig, kunne man skimte de små stearinlys i de skæve huse. Nu tør vi ikke komme nærmere sagde de fremmede, tænk vist vi mistede sans og samling.

Lakajerne, de vare så glade og slog krøller på alle udsagnsord og kastede mønter i grams og forærede drikke bort som ikke vare theevand. De fremmede gjorde ikke stort nummer deraf, men takkede og hilste på gensyn, sagde ”bra” og forsvandt. De havde fine vaner og gode manerer. De havde lært ikke at trætte venlige mennesker. 

Den aften vare det pålandsvind og Den Grimme Ælling vuggede svagt og drev mod kysten. Mon vi kommer hjem sagde den yngste lakaj og gned en tåre. Det mente de andre, thi der ere intet så galt at det ikke ere godt for noget. Husk på fatter ved bedst.

”Den Grimme Ælling blev båret i kongestol og der bleven rejst Æresport.”

Da de kom nærmere kysten hørte de små børn råbe. ”Der kommer en ny” og de kastede brød og korn i vandet. Alle klappede i hænderne og sagde kloge ord og bød på krabask. Den Grimme Ælling blev båret i kongestol og der bleven rejst Æresport. Lakajerne vare lykkelige, men slet ikke stolte. Thi et godt hjerte bliver aldrig stolt. 

Se, det er nu en historie! den har jeg hørt som lille, og nu har du også hørt den og ved, at hvad fatter gør, det er altid det rigtige. At historien er sand er ganske vist for den ere fortalt hundrede gange.

Tak for en rigtig god dag. Havbasserne, de længe leve!

Ken