24/5-2005

Hjem til Otto
De fæle mennesker på DMI havde endnu en gang forsøgt at skræmme det gode dykkerfolk til at blive hjemme med nybagt kringle og kaffe/te foran tv’et denne sidste tirsdag i tørkeperioden (tirsdagsdyk starter jo først næste uge!), men mad og drikke er jo som bekendt ikke det, der står højest på de frygtløse Havspasseres prioriteringsliste ;-)   

Solen skinnede lige fra morgenstunden, og vinden var ikke noget, der kunne skræmme en flok sultne dykkere. Peter havde sjovt nok fået samme idé som mig – så var vi allerede halvdelen til at lufte den glade Havgasse. Nu skulle bassenettet i sving Men hvad var nu det? Det ville denne dag ikke lege med og sendte bare mails retur med tak for lån. Der havde godt nok været en del snak om dette emne dagen i forvejen, men det kunne da ikke være rigtigt! Derfor blev MSN og private mails hurtigt fundet frem. Det viste, at ikke alle ”aktive” dykkere i klubben kan hidses op til dyk, når man kan lege med en rendegraver i sin indkørsel, tage til dans el.lign. - godt jeg har tavshedspligt!! Heldigvis var både Kim R. og Flemming hurtigt med på idéen, så bekymringerne nåede ikke at vokse os over hovederne. Lidt snak frem og tilbage om mødetidspunkt endte i afgang kl. 16.30, så Kim R. kunne nå hjem fra Novo og bytte cyklen ud med den våde dykkertaske. Sandheden i filosofien om, at dykkerdragter kryber, hvis de får lov at tørre, kender vi jo alle til. En enkelt vinter i skabet og dragten strammer – sjovt nok altid mest midt på maven…. Meget mærkeligt!

Ilt og luft på flaskerne og så Kim og Peter af sted med Havgassen mod Helsingør. Flemming og jeg havde en masse punkter på dagsordenen for denne køretur, som var overstået alt for hurtigt, men nu har vi også styr på det meste… I vandet med Havgasen og i Havgassen med Havbasserne. Dejlig meget plads til 4 personer. En mindre forudseende tysker havde parkeret sin kæmpe af en sejlbåd lige ved slæbestedet, men Peter viste initiativ og overblik og fik stævnen den rette vej Dygtig kaptajn.

Fremme på Otto var der kun Flemming, som ikke for nylig har været truet af Peter med harpun, så Kim og jeg hoppede i for at binde på. Det er ikke det store problem, når kaptajnen smider loddet PÅ vraget, og der ikke er nogen strøm eller bølger. Et dejligt dyk rundt om stævnen, hvor alle de fine sønelliker osv. kan betragtes uden problemer. Også denne dag havde fladfisk og eremitkrebs travlt (ifølge vores egen stand in for marinebiologen er det parringstid for sidstnævnte – eremitkrebs altså!). Sigten var på et par meter – set både bedre og dårligere. Dejligt er det nu at komme hjem til det gode vrag Otto, hvor så mange gode minder vælder frem – og det var mange penge dengang, farfar!!

Da vi var tilbage i båden, hoppede Peter og Flemming i. Mens de lå på bunden og delte lys fra Flemmings lygte i håb om at komme i nærkontakt med en torsk eller to, nød vi i båden den dejlige aftensol iført en kold øl. Flemming kom op kun iført pyntelygte i lysmæssig henseende. Lidt efter kom Peter, som på daværende tidspunkt ikke var blevet træt af sit blybælte endnu… Det skulle der dog hurtigt laves om på! Nu fandt vi ud af, hvad et linehjul skal bruges til, selvom det ikke hjalp en flyvende fisk.

Sidste hold riggede af (hver på sin måde), og efter en velfortjent øl, som jo alligevel var medbragt, gik turen mod land og Farum til endnu en snak og optælling af klubbens antal blylodder, der endnu ikke var udlovet til et bælte.

Endnu en dejligt dykkertur i det bedste selskab.
Mange tak til jer alle 3
Marianne