12/5-2005
Libra med solnedgang og havblik
Torsdag d. 12/5 blev dagen, hvor Ask inviterede på tur. Dvs. det var
nu Flemming, for der er noget med Ask og computere. Efter megen palaver og
trusler om gummibåd – både Henrik Jensens hurtige, der skulle 35 sømil mod nord
med detektiven og en ny sikker position (men desværre en meget tidlig afgang fra
Gilleleje), og Gummibassen, der måske skulle en tur på Hvenprammen eller i
Kattegat, meldte PPP sig som trækkerdreng. Han tilbød sig selv og sin bil efter
vores forgodtbefindende. Havgassen fik en tur til Hundested og ud til Libra.
Vejret var strålende og lokkede bestemt til langfart. Klokken var desværre
blevet mange, så vi holdt fast i den oprindelige plan og små 10 sømil ude på
blot 22-23 meters dybde fandt vi Libra.
Loddet kom hurtigt i med en serie strømbøjer, der passede fint til Otto på en hård dag, men her var strømmen ikke eksisterende. Vandet var klart med 8-10 meters sigt, før Karin og jeg bandt på. Smudset ovenpå vraget blev hvirvlet lidt op, da vi flyttede loddet lidt ned.
Vi fortsatte ud på bunden, der bestod af sand og mange skaller, og her blev der ikke hvirvlet meget op. Det varede dog ikke længe inden laviner af skidt og møg faldt ned i hovedet på os, næste hold var kommet i vandet.
Ask og Flemming tog turen sammen. Ask fandt ud af, at når man udskifter inderdragten fra vintertykkelse til lange underhylere, så behøver man ikke helt så meget bly. Til gengæld opsamlede han jo så heller ikke så meget deko på vejen ned.
På turen rundt så vi det meste af det righoldige dyreliv Kattegat byder på, havkat, hummer, torsk og et utal af smukke hvirvelløse dyr, hvoraf mange var lyssky. Efter en halv times tid begyndte det at blive koldt om fingrene, på trods af at de fleste af os havde været i træningslejr i Lysekil. Heldigvis var det næsten umuligt at skrabe deko til sig på Libra, så 3 minutter på tovet var nok, og vi kom op i solen igen.
Peter og Marianne var klar og hoppede hurtigt i næsten før vi var kommet op. Marianne var så venlig at vinke til os og vi vinkede igen. Hun fik forklaret, at hendes ene tørhandske ikke var helt tæt, og hun ville gøre et nyt forsøg. Hun kom hurtigt i igen, denne gang med tørre fingre. Efter ca. 40 minutter kom de begge op igen. Peter var noget slukøret, for de torsk han havde skudt havde sår, der var lavet af andre end ham selv, og var blevet efterladt som mad til krabberne.
Mod Hundested i helt stille vejr med solnedgangen bag os, smuk og beroligende. Marsvin underholdt os på vejen ind. Hvad enten Libra fik sit navn efter betydningen vægt/ligevægt eller frihed, så passede begge navne lige godt på denne skønne aften.
Hurtigt op med ’Gassen’ og af sted med PPP og Marianne. Karin og Flemming blev sendt hver til sit og Ask og jeg fulgte efter ’Gassen’ til Farum.
Kim R., med tak for endnu en skøn og effektiv tur i godt selskab.