29/1-2005

Robert S/S
Vejrudsigten var ideel, meget lidt vind og strøm. Temperaturen havde dog om natten været nede på –10 C men var steget til –5 C da vi tog afsted. Motoren havde været til service og havde fået ny stålskrue på. 7 friske basser var mødt op med de lidt tungere flasker så det blev også en spæd prøve hvad den nye skrue kunne formå. På rampen kunne vi mens vi pakkede båd og ventede på ”Detektiven” gøre os muntre over lystfiskernes forgæves forsøg på at få startet deres bådmotorer i den kolde vejr.

Vi burde have været klogere, så nemesis ramte os. Havgassen startede første gang for blot at stoppe igen. Der kunne ikke komme benzin frem til motoren: Benzinfiltret eller noget andet. Havdetektiven overvejede et lift hos lystfiskerne i den kritiske stund, men efter at have pillet på en rød knap under motorskjoldet sprang havgassen i gang og vi kunne komme afsted gennem den inderste is i havnen.

Man kunne godt mærke den nye stålskrue. Havgassen trak meget hurtigt ubesværet op i hastighed og plannede let. Topfarten med 7 dykkere og 2 sæt flasker var 33 knob. En 16 eller 17 ” skrue ville være god hvis vi aldrig var flere eller tungere ( er en havbasse nogensinde blevet lettere !! ). Det kolde vejr bed godt i kinderne og hænderne på vej over Øresund.

Ankommet til Robert blev dræget smidt på bagenden men Havdetektiven var utilfreds og klagede til kaptajnen, da han hellere ville have det midtskibs da han havde en aftale i stævnen, så vi måtte hive det op igen. Det blev derefter smidt uden på mudderbunden på 36 m, og Havdetektiven og Mark blev sendt i for at binde på. Så kan de lære det ka de! 3. gang blev dræget smidt bagpå ganske som første gang uden flere klager. Havdetektiven og Mark bandt på, Claus, Torben var 2 hold og ut. dykkede til sidst med Kirsten og Manley. Der var i kulden, trods den spæde sol som kunne mærkes i ansigtet ikke den store entusiasme for 2 timers overfladetid i en åben alu-båd. Sigten var ganske begrændset. 2 m på bagenden og 1 m på bunden. Vi mistede Manley fra starten og tog en tur på bunden bagom bagenden. Sigten var så dårlig at hvis man ikke viste at det var den enorme skrue og ror og så man det ikke. Bagefter gik vi tilbage langs rælingen og det var de små ting man kunne kigge på.

Tilbage i båden havde Havdetektiven talt sig ”varm” , om de mange uberørte vrag langs Litauens kyster hvor guld, sølv og ædelstene ligge frit i bunker og venter på at blive samlet op, og var helt skuffet over ikke at få et andet dyk.

Tilbage i havnen fik vi besøg at en nærmest forkommen svane der opførte sig ”håndtam” for af havdetektiven blive håndfodret med resterne af Kirstens sandwich.

AllanH