26. og 27. december 2004
Otto SS og visit på Hven
Efter en jul på familiens præmisser kan man godt trænge til en kold
afvaskning og lidt frisk luft - bare for lige at fjerne den værste smag af
andefedt og juleknas.
Ønsket var større hos nogen end hos andre, så 2. juledag var der blot 4 havbasser, der kunne vriste sig fri af familiens jernhårde greb – eller var det mon julemaden, der fastholdt folk ved bordene? Da vi jo – om nogen – kender havbasserne, tror vi på klar sejr til julemaden.
I anledning af højtiden var afgang udsat til efter kirketid, med fremmøde ved svømmehallen kl. 10:30. Havgassen blev spændt på Manley’s bil og alt udstyret blev kastet i Bent’s varebil – fra de mest inkarnerede landrover-freaks i klubben har vi fået forbud mod at omtale den som landrover.
Otto inviterede og med stort set ingen vind gik det mod Helsingør. Vi blev lidt lange i spyttet, da vi løb ind i nogle massive tågebanker på motorvejen, men vi fortsatte dog alligevel, for på vandet skulle vi. Heldigvis var der ikke særlig meget tåge på Øresund.
|
|
Da der tilsyneladende var lidt strøm, aftalte vi, at jeg skulle binde på og Manley skulle følge efter for at sikre nytårstorsken. Allan H. (ikke J.) og Bent udgjorde andetholdet. Vraget blev hurtigt fundet og loddet kastet. Jeg fulgte hurtigt efter og erfarede, at strømmen kun var i de allerøverste meter. Sigten var god de øverste 20 meter, men desværre ligger Otto jo lidt dybere og her var sigten kun 1-2 meter.
Loddet var landet perfekt ved rælingen agten i bagbordsside og det var derfor ganske nemt at binde på. Jeg svømmede vraget rundt, først på toppen og så på bunden, men ingen store fisk – til gengæld nogle små, som jeg aldrig havde set før – muligvis yngel? Otto var, som sædvanlig, pyntet fint med sønelliker, søsole, søanemoner, nøgensnegle og alle mulige former for hvirvelløst liv – det eneste vi manglede, var fisk i spisestørrelse.
Pirkene havde også ynglet, så jeg medbragte en håndfuld som kompensation for de manglende rødtunger!
Herefter dykkede Bent og Allan H. (ikke J.) og mens de var nede fik vi os en gang varm kakao med rom - ikke fordi vi trængte, men den drak jo ikke sig selv! 2. holdet brød overfladen efter en halv times tid og vi stævnede mod havnen. Undervejs mødte vi en af havet gadedrenge – nemlig Henrik Jensen med hans tunede motorbøllebåd. Han viste os, at der var fisk i Øresund - han og hans to gæster havde fanget en masse monsterstore sild.
Hjemme i Farum kunne vi glæde os over, at Havgassen var blevet støvet af og vi fik fyldt alle flaskerne i garagen – i hvert fald næsten.
Under afslutningsdebatten var der luftet mulighed for dyk dagen efter og i løbet af aftenen blev det aftalt at mødes ved svømmehallen kl. 10:00 dagen efter. Det var jo arbejdsdag, så vi kunne springe kirkegangen over. Robert, det gamle vrag, skulle også have et julebesøg. Præcis som man stormer rundt på plejehjemmene for at besøge gamle familiemedlemmer i juletiden, skulle dette gamle vrag da også have et af vores efterhånden sjældne besøg. En anden gammel kending blev også støvet af til formålet – Titanic II skulle også have en juletur. Vi var kun tre denne dag, nemlig Sten N., Manley og jeg, så Titanic II var meget velegnet.
Hurtigt til Rungsted, men tågen var tæt – så tæt, at mange af lystfiskerne afventede bedre sigt, men der var til gengæld ingen vind. Vi ville lige se, om tågen lettede ude over vandet, men det gjorde den ikke!
Vi ville ikke friste skæbnen og forøge antallet af vrag på Robert’s position, så vi valgte at dykke inde ved Hven. Vi listede os af sted for at finde bådebroen ved campingpladsen, og vi var lige ved at liste os ind på en skarv (med 25 knob), men den undslap i allersidste øjeblik. Ved bådebroen dykkede vi i det kolde klare vand. Der var ikke mange fisk inde på det lave kolde vand (2 ˚C), men sigten var god 8-10 meter. Udover skrænten var der noget strøm, men den aftog hurtigt igen - ligesom sigten, der var omvendt proportional med dybden, jo dybere - jo dårligere, og dybere end 20 meter var sigten 1-2 meter og temperaturen var sneget op på 6 ˚C. Masser af muslinger og søstjerner, både slangestjerner og almindelige og så var der også nogle lysegule, der var gigantisk store. Der var også pyntekrabber, eremitkrebs og masser af andre hvirvelløse dyr og svampe. Igen manglede vi fisk i slagtestørrelse, så efter ca. 40 minutter var vi igen i båden.
Denne dag var der kun kaffe i termokanden, så tiden føltes lidt længere.
På vejen hjem var der pludselig et par både der dukkede ud af ærtesuppen, men ikke noget kritisk. Vi fik også næsten ram på en edderfugl og lidt senere en lappedykker, men de overlevede begge uden fysiske men.
Hjem til Farum efter endnu en dejlig dag på vandet. Efter en nytårshilsen og en juleøl gik vi hver til sit, og afventende gudernes velvilje og godt vejr.
Kim R.
|
|