17-20/11-2004

Kristiansand

Onsdag 16./11.
Kl.0700 var mødetiden ved Tulles fantasiverden (Inco, Kødbyen) sat. Nu skulle der handles til den forestående weekend i det norske. Mangt og meget blev indkøbt, dog mindre end ved sidste før-norgeturs-indkøb (Ålesund).

Torsdag 17./11.
Det var en mørk og stormfuld morgen. Meget tidlig morgen, hvor 6 af havbassevikingerne måtte udforske den aller nordligste lejr. Trods varsler om årets første orkan (og flere meget bekymrede mødre), blev de to mindste ford’er pakket til bristepunktet. Høje lette køretøjer var ikke at foretrække i dette uvejr. Da mad og sprut jo altid har højeste prioritet, måtte to 15 l. flasker blive hjemme. Mod nord det gik i en rasende fart. Færgen blev annonceret til afgang kl. 9.90 (meget mærkeligt!), og fra denne sås bølger fra Allan Jensens værste mareridt.

Gennem Sverige vaskede Thomas trafikfilm af forskelligt, når der ikke lige var en trafik, som trængte til at blive dirigeret. Trods snestorm kunne kokassens stikflamme alligevel sætte ild i en hjemisbil. Snestormen tvang os i pit, hvor to baner pulverkaffe og 6 mugne gorgonzola muffins blev indtaget. Køre, køre, sandwich, køre. Hov nu kom solen fra en skyfri himmel. Motoren måtte nu på arbejde, da vinden var blevet i Danmark og det sydlige Sverige. Efter præcise anvisninger fra Kraks gik turen rundt op og ned af stejle bakker i Moss’ aller fineste villakvarterer med nøje afprøvning af de til formålet nymonterede vinterdæk.

Fremme ved færgen Moss-Horten kørte vi direkte i færgens kælder – en virkelig og dyb færgekælder. Uuuhhhh og det var mange penge dengang! Og koldt var det også – meget koldt. Nu var det blevet mørkt, og alle Thomas’ norske trafikfætre kom krybende frem fra hver en sten. Lave fartgrænser holder jo ikke sig selv! Ca. 30 km før Lillesand startede telefonstormen fra den lokale italienske nordmand. Det var ca. samtidig med at kedsomheden bredte sig med hast i vogn A og vogn 1 blev ramt i af den næste orkan, en voldsom SMS-orkan fra vogn A.
John Golfetto (italiensk indehaver af One Ocean dykkercenter) mødte vi i en rundkørsel i en blå bil. I korsagekørsel ankom vi til hytten og dykkercentret I Korsvik marina. Vupti, og alt var pakket ud, for klokken var kvart over spisetid. Den stod på lasagne, salat og hjemmebagte boller med rødvin. Og straks Gin & tonic samt kaffe/te og Cognac kom på bordet blev stemningen meget hyggeligere. Sa’ du karrusel??? Den var svær at stikke – og vi skulle jo igen tidligt op og dykke. Så godnat og sov godt.

Fredag 18./11.
Det var en vindstille og solbeskinnet morgen med ca. 8-10 graders frost. De 3 morgenfriske (Kim, Thomas og Morten) kunne ikke vente til kl. 8 og måtte stå op før de norske høns. Kim vaskede dog op i mørke, da han ikke ville vække Thomas. Hyggelig morgenmad og så ud i frostvejret til megen snak på italiensk-engelsk.

Alt udstyr skulle tjekkes på land, men det ved en hver rigtig havbasse jo er noget pjat, så da båden forlod kajen, manglede der lidt luft i Mortens ene flaske. Tilbage igen. Pigerne frøs, og det gjorde Mortens regulator også. Thomas’ højtryksslange ville ikke mere – var det mon derfor han valgte at lade lynlåsen i tørdragten stå lidt åben? I overfladen var temperaturen 5 grader i Thomas’ semitørdragt, mens temperaturen på 35 m var 11 grader. 1.dyk foregik på agterenden af M/S Seattle. Sigten var ca. 10 m og strømmen var stort set ikke eksisterende. Måske fordi der manglede to sikringer i strømtavlen, som blev tjekket af Thomas. Styremaskinen er lidt større end på Havgassen, og nødrattet sidder der næsten endnu. Dimensionerne på dette vrag er enorme. Norske fisk og søanemoner er desuden taget syd på i november. Servicen ombord var i top – specielt for pigerne.

Både mad og drikkevarer stod klar (pasta med pesto og parmesan plus te og kaffe) og blev indtaget på en lille ø i solskinnet. Et nyt punkt blev føjet til makkertjekket: G&T.

Det næste dyk skulle foregå på skrænten ved frokoststedet. Forinden blev resten af jordbærteen dog hældt i vådhanskerne til stor nydelse for de implicerede. Nu var ørkenstøvet skyllet af de gæve havbasser og deres udstyr, så denne gang var der ingen problemer. Svømmeturen gik ud over flere niveauer til klippeskrænten, som optrådte i flotte lilla farver. Mellem stenene gemte der sig blåstak, berggylte, sypute, en lange, en flok små hvillinger, masser af fiskeyngel, tomme flasker, en ketsjerfisk, et bilbatteri osv. Et anker med en meget lang makkerline blev fundet af et til dagen yderst disciplineret makkerpar: Morten og Carsten.
Hjemme igen ventede G&T inden dagens gåtur i solskinnet.

Herefter startede den helt store klapjagt i det sydnorske på vinglas til aftenens føds’dagsmiddag (en eller anden har vel føds’dag). Forinden skulle en grydefuld gløgg, en håndfuld øl, et ukendt antal G&T samt et mindre kvantum oliven og peanuts indtages.
Næste opgave for rejseholdet var en overdådig middag med nok af det meste – i flæng kan nævnes oksemørbrad, tomatpesto, salat og hjemmegjort brød serveret med følelse. Hertil blev et par flasker Brunello eller tre indtaget.

Desserten var cognac, men vi kunne alligevel ikke spise mere. Næste programpunkt var lidt mere at drikke og så var selskabet modne til køjerne.

Lørdag 19./11.
Morgenafgangen var kl. 9:30, så vækningen var denne morgen blevet udskudt til kl. kvart over. Da vi så lige skulle lave æg og bacon til morgenmad var vi lettere forsinkede da vi mødte frem, men vi nåede at sejle til tiden.

Dagens første dyk var igen på Seattle, og denne gang havde vi ikke vraget for os selv. En gummibåd med danske dykkere lå på vores plads. De spredte falske rygter om sigtbarheden ved skorstenen, og derfor ville en del af selskabet hellere prøve agterenden igen. En nærmere undersøgelse udført af Thomas og Kim R. viste dog at sigten var allerbedst netop omkring skorstenen og dybere, En efterfølgende vragpenetrering på 60 meter afslørede trafikpolitiet var taget på ferie på broen, og undlod at anvise korrekt vognbane. Kort tid efter blev Carsten fundet ved forpartiet af broen og Morten kunne heller ikke holde sig væk. Lotte og Marianne blev på agterenden af vraget, hvor sigten ikke var ret god – måske viste vores jyske dykkerkollegaer ikke hvad der var frem og tilbage på vraget.
Efter nogen tids trængsel på dekotovet kom vi op til sol og svag brise og endnu en gang pasta denne gang dog serveret med dejlig færdiggjort tomatsovs. Mens vi spiste udviste vores norske italiener bemærkelsesværdig sømandskab med stigen som stopklods mod klipperne og mere eller mindre kontrollerede grundstødninger.
Dagens 2. dyk var på en klippevæg. Trods vandets lave temperatur var der flere snegle uden tøj og også et par stenbidere, der ikke orkede at svømme væk, og derfor udsatte sig selv for lidt underholdning. Der var også nogle spektakulært store dødemandshånd, og der var også syputer, blåstak, troldhummer og masser af krebsdyr. Under båden var en stor stime tomatpastafisk. Da 2. dykket foregik på samme flaske som 1. dykket varede det kun en halv time, sådan cirka!
I land blev pigerne inviteret i byen af vores italiener, men de ville dog hellere på balletræning med drengene i de norske fjelde – et tilbud man jo ikke får hver dag. På turen passerede vi et område, hvor det er forbudt at plukke baller.

Det var dog vist ikke sæson for dette nu, for stedet osede ikke ligefrem af nogen med den form for lyster.
Således veltrænede i den nederste halvdel trængte vi til en hjertestyrkning og en middagslur. Vi skulle samle kræfter til det store restegilde. Lotte var ifølge Thomas blevet mundskræmt siden dagen før, hvor Lotte snakkede klogt og vi andre havde vrøvl i ørerne.
Rester af lasagne og rigelige mængder af couscous udgjorde hovedingredienserne i måltidet, godt hjulpet på vej af rigelige mængder rødvin.

Hvad der siden skete, er lidt i det uvisse, men Morten skulle være sygeplejerske, Carsten skulle holde de selvsiddende strømper og Thomas skulle bære brysterne – godt der kun var plads til tre i den fantasi.

Selskabet bar lidt præg af de hårde fysiske og psykiske strabadser som sådan en polarekspedition udsætter deltagerne for, og der var kun kræfter til lidt stille druk!

Søndag 20./11.
Enkelte morgenfriske havbasser havde hevet italieneren tidlig op, så vi kunne når et dyk på Seattle, inden den lange hjemrejse skulle påbegyndes. Resterne af æg og bacon lagde en god bund, og vi kom af sted i en fart. Det var fortsat solskin, svag vind og koldt – meget koldt! I dag var der for første gang i år kommet drivis i overfladen. Det afholdt dog ingen i denne selvbestaltede polarekspedition fra at inspicere dybden omkring skorsten. Enkelte dybdenarkomaner (vi kan jo kalde dem Thomas og Kim) har yderst svært ved at se fornuften i at påbegynde decoopsparingen allerede på vej ned af tovet, hvorfor det er en lokalisation, hvor der må overhales. Måske var det denne overhaling, som er ”Hjulben” værdig, der skabte splid blandt gruppens mest skrøbelige makkerpar (vi kan jo kalde dem Morten og Carsten)? Der blev så vidt vides ikke foretaget hverken overlagt eller tilfældig vragpenetrering på dette dyk, og alle 6 havbasser sås - om end kortvarigt - hænge i flere niveauer på ankertovet samtidig. Således farvel til drivis og Seattle, gik den korte sejltur mod land.
Sammenpakning af lejlighedens indhold samt hurtig let rengøring af både lejligheden og havbasserne efterfulgtes af aflevering af tonicrester i dykkerkiosken (tænk at vi endnu en gang havde tonic tilovers!). Dernæst fik kokasse og følge vasket øjnene med isterninger fra den lokale tankstation og af sted det gik.

På hjemturen blev det kun til korte stop ved toiletter, benzinstationer og et enkelt skuffende stop til aftensmad ved en svensk McD. Dette resulterede i en hjemtransporttid på ca. 10 timer, og hermed sluttede endnu en dejlig tur i havbassernes selskab.

Mange tak endnu en dejlig tur

Kim R, Carsten & Marianne