9/10-2004
Robert og Nordborg
Det er blevet efterår – det kan ikke længere skjules. I den forgangne uge havde det blæst flere pelikaner oven i købet mest fra nord. Så da vejrprofeterne havde spået mindre dragevejr med ”kun” 6 m/s på en lørdag, hvor solen desuden havde lovet at kigge forbi, var det blevet tid til at komme i vandet.
7 Havbasser (PPP, Kim R, Flemming, Per, Peer, Lotte og jeg) havde meldt sig og mødte alle forventningsfulde op på denne kæmpe kolde efterårsmorgen. Glædeligt var det, at der ved svømmehallen ikke var en vind, der rørte sig. Lige inden afgang dukkede Morten også op (hvorfor er det så mon ikke ham, der skriver denne beretning?). Efter diskussion om hvorfor turkassen stadig varmes hjemme hos far, faldt beslutningen på at slå vejen forbi Rungsted – nogen har før charmet sig ud af større problemer end en manglende parkeringstilladelse! Stort set alle vrag i Øresund blev luftet, før de fleste blev enige om ”standardpakken” (Robert og Hvenprammen).
I Rungsted viste det sig snart, at ikke alle pelikanerne havde forladt havet og de tilstødende kyststrækninger, så alle klædte sig varmt på, og vi med tendens til søsurhed fik spist forskellige piller. Det blev en hård tur til Robert, men alle de ombordværende er nu helt overbevist om, at Havgassen (og indhold) bliver meget mere lykkelig, når en større skrue er monteret (personligt er jeg helt overbevist om, at det er lige så dejligt for både at få ny skrue, som det er for piger at få nye sko!).
Vi stemte på bedste demokratiske vis om retten til at binde på, og fisketeamet (PPP & Kim) vandt! I med dem efter et par kast med loddet. Peer og Flemming fulgte hurtigt efter. Morten og Per passede på båden, mens pigerne gik i for at passe på drengene. På denne dag var der ingen strøm i overfladen, måske fordi det hele havde samlet sig på bunden, hvor der til gengæld var rigtig dårlig sigt! Ikke så meget mere at sige om det dyk – bortset fra en beskrivelse af den super dejlige fornemmelse det er at have tørre hænder og arme under et dyk! Hurra for tørhandsker!
Da vi flere gange har set Hvenprammen i strøm, dårlig sigt og relativt store bølger, tog vi i stedet 2. dyk under land ved Hven. Vi må dog snart tale et alvors ord med de svenskere om at lade badebroen ved Nordborg være og ikke flytte rundt på den. Så ville det hele være meget nemmere!
Her inde under land var ingen bølger, og allerede fra båden afslørede den bedre sigt sig. Peer var øjensynligt meget opsat på at fange fisk, så han formåede at komme i vandet som den første – også før fisketeamet og sin makker. Måske er det ikke kun nikotin i de flittigt tyggede tyggegummier? Således i vandet efter 3 ”fiskestøvsugere” var det et mindre interessant dyk med mere vand i den ene tørhandske end udenfor! Pssfdhfewbfdck!
Tilbage i Rungsted, pakke sammen osv.
Mange tak for endnu en god dag på havet
Marianne