18/9-2004

Minestrygeren & Fusion

DMI havde lovet en mørk og stormfuld weekend, vi her gik i møde. Far Manley, far Juhl og flere andre normal rimelig aktive dykkere (i hvert fald Kim) ville hellere svømme i Tyskland, så vi måtte igen klare os selv.

Da det jo var PPP’s 30-års føds’dag kunne vi ikke forestille os, at det kunne blive andet end dykkervejr, så vi (Carsten, Morten, Thomas, Flemming, Lotte og jeg) mødtes i Farum, hvor afgangen var aftalt til kl. 10. Lotte og jeg ankom kl. 9.30, og blev mødt af en meget, meget mærkelig oplevelse: de 4 super mænd havde allerede sat tempoet, Havgassen var trukket ud og klar, og den besværlige Navigator havde fået lidt mere opmærksomhed end den i virkeligheden fortjente… Med andre ord var de allerede (næsten) klar til afgang.

Morten, Lotte og Havgassen kom af sted, mens vi andre 4 pakkede os i Carstens bil. Retning: Hornbæk.
Vi havde indstillet os på, at det nok blev en kortere sejltur, da den store drage havde blæst kraftigt i flere dage, men vandet omkring Hornbæk (hvor der i øvrigt hverken var havnefest eller okkuperet af Vedbæk dykkerklub) så faktisk dejligt ud, og blæst og bølger var til at have med at gøre. Derfor blev vi hurtigt enige om, at Minestrygeren trængt til et besøg af os (måske var det Flemmings forslag?).

Turen ud var glimrende (tak Morten) og loddet ramte plet 1. gang. Den eneste vragrøver ombord (Thomas) blev hurtigt klædt om og kom i vandet – der var vist noget med et matchende sigtekorn. Vel bundet på blev det 3-kløvrets (Flemmings, Lottes og min) tur. Overfladestrømmen var stort set ligeså kraftig som en vindstille sommerdag i Fursøen , så ned det gik. Næsten nede ved vraget mødte Lotte og jeg Flemming, som allerede var på vej op igen. Han var fortsat i den låne-Mares-dragt, som tager mere vand ind end en hvilken som helst våddragt efter 10 års intensiv dykning (er det mon Bents gamle dragt, som på mystisk vis forsvandt hos Søren T. og nu er dukket op på Flemming?). Selv om dragten var af trilaminat, så var en lille blyklods ikke af vejen. Nede på vraget blev vi hurtig overbeviste om, at den rigtig ringe sigt ikke kunne være forsaget af den hårdt arbejdende vragrøver alene. En tur ud i stævnen med et kig på alle de fine ting (sort net, arbejdende dykker, minedimser osv.) og tilbage, hvor vi igen mødte Flemming ved ankertovet. Agter var sigten ligeledes ca. 1 m, men stadig ingen strøm. På den højest liggende side er der stadig myriader af nøgensnegle i alle mulig størrelser og udformninger – lidt a la Ålesunds nøgensneglebyer. Flemming udviste ansvarsfuldhed og blev lidt længere på vraget end Lotte og jeg, så han kunne holde øje med Morten og Carsten.

Tilbage i båden var Thomas glad for selskab, men mindre lykkelig over sit nye sigtekorn. Frokosten blev indtaget, mens solen stadig legede gemmeleg med blæsten. Man kan øjensynligt ikke få det hele.

Ikke længe efter var vi fuldtallige og begav os videre mod Fusion. Om det i virkeligheden er Mortens ynglingsvrag, vides ikke, men han er en del gange hørt tale om den lille fiskekutter.

Man skal jo aldrig lave om på noget, som fungerer, så Thomas hoppede i de efterhånden lidt større bølger for at binde på. Inden han nåede at dykke, syntes skipper dog, at vi og båden lige skulle sige ordentlig farvel. Thomas’ reaktion var nu ikke helt som forventet, så båden blev derfor flyttet fra hans hoved. Igen var loddet der 1. gang, og dermed fik denne dag den vel nok bedste statistik i sommer. Flemming, Lotte og jeg hoppede i til det, der skulle vise sig at blive sæsonens længste dyk 62 min.). Da vi kom ned, lå Thomas ved tovet og undskyldte den endnu dårligere sigt vel på ca. ½ m. Nu er vi jo alle 3*-dykkere, som ikke lader sig slå ud af en smule dårlig sigt på en lille fiskekutter, så vi tog i hvert fald én, måske flere, tur rundt om vraget og kiggede på alle de fine torsk, som havde gemt sig i sprækkerne. Bundtorvet kunne man høre larme mod siden af vraget på lang afstand, men det var nu alligevel ikke nemt at finde, når man nu skal føle sig frem. På den konto tikkede deco-måleren lystigt der ud af. Næsten oppe og klar til at få de 6-8 min. deco overstået kom nogle MEGET høje lyde, som fortalte om et kæmpe skib formentlig på kollisions kurs. Da Havgassen så pludselig bandt af og forsvandt, forsvandt trekløveret også tilbage ned i dybet for at vente på, at den meget vrede kæmpe båd skulle opgive den ulige kamp. Tilbage på deco var gælden nu bare blevet større, men vi var endnu ikke færdige med at spare op i deco-banken. Straks efter blev bundet af i begge ender af tovet, hvilket gav et par ekstra op- og nedturer og yderligere tillæg til gælden (der sad to katte på et bord….). Flemming var denne dag udstyret med sin dobbelt 10-l, så han var efterhånden ved at have suget alt luften ud af disse for en voksen havbasse-mand mini flasker. Derfor måtte han ligge lidt tæt med både Lotte og jeg på skift. Det er nu hyggeligt at komme hinanden lidt ved, når man nu alligevel skal tilbringe det meste af sin for længst overståede ungdom på et deco-tov. Mærkeligt at Flemming ikke bad Morten om lidt luft, da han og Carsten gav ok tegn og susede op! Mon Flemming har hørt om Thomas’ erfaring af, hvor svært det er at lokke luft ud af Morten på deco-tovet?

Efter en rum tid på tovet, mente Morten at vi kun lå der for sjov, og signalerede med ryk i tovet, at vi måtte se at komme op. Nu var det jo faktisk sådan, at vi havde det temmelig hyggeligt, havde ikke travlt og nej, vi lå der ikke bare for sjov. Flemming og Lotte var efterfølgende ikke helt tilfreds med alt det vand, der var kommet ind i deres dragter.

Da det var blæst en hel del op, blev turen ind hård. Thomas gjorde dog alt, han kunne for ikke at smadre Flemmings ryg igen (det var nu godt nok Tulles fortjeneste sidst). Tilbage i havnen havde PPP’s tidligere lærling lagt sin dejlige båd ved broen, men tilbød straks at flytte den, mens vi læssede af. Måske var det med baggrund i, at han også sidst lå og ventede på at komme op, da Vedbæk dykkerklub havde slået lejer for weekenden på netop denne bro? Der forekom nemlig en stadig trafik af Havbasser over hans båd med retning mod bilerne.

Pakke, læsse og omrokere, og dernæst tilbage til Farum, hvor kun 5 flaske øl ventede – ikke godt, når 6 Havbasser har været på tur hele dagen.
Idéen om at besøge PPP med lidt øl blev luftet men hurtigt fejet af bordet, da PPP truede Thomas med underholdning af farmor (”og det var mange penge den gang”).

Mange tak for en super dejlig dag
Marianne