10/9-2004

Ud og hjem igen…

Det var vist den sidste sommerdag i dette år – sol og over 20 grader. Flemming, Viola, Morten, Karin og jeg ignorerede truslerne om efterårets komme, Havgassen havde fået ny skrue, og den skulle prøves. Flemming havde Minestrygeren som nr. 1 på sin ønskeliste. Sidst han havde været med hvor turen gik dertil som 2.dyk, ville han hellere sidde i båden og klapre tænder i sin våddragt end at dykke…så ville han på den anden side nok også have frosset endnu mere. Flemmings ønske var godt, så han fik sin vilje; af sted til Hornbæk og ud mod Minestrygeren. Havgassen sejlede rigtig godt på bølgen blå med sin nye skrue – nu var den selvfølgelig også kun lastet med få Havbasser (alle af relativ mindre kaliber).

Søndenvinden gjorde, trods sig let til moderate styrke, at der var bølger af pæn størrelse ved Minestrygeren. De havde haft tilløb gennem hele Øresund til at blive store. Vi var tæt på Minestrygeren da ekkoloddet pludselig gik i sort. Flere tænd-sluk manøvrer gav ikke bonus – ikke under nogen omstændigheder ville ekkoloddet vise os hvad der tegnede sig på bunden. Vi sejlede ind under kysten og dykkede en slags stranddyk fra båd på ca. 15-20 meters dybde. Viola og Karin blev bundet sammen og Flemming fik en bøje på og instrukser om at han skulle holde sig tæt på sit makkerpar. De tre så efter sigende en masse fine ting. Netop som solen besluttede sig for at gå til køjs, brød de tre overfladen. Flemming konstaterede at hans lånte tørdragt stort set var ligeså våd indvendig som en våddragt ville have været det. Efter at Flemming var afmonteret bøje og makkerpar hoppede Morten og jeg og bøjen i. Der var masser af fine fladfisk, lige fra mariekiks størrelse til middagstallerken størrelse. De flyttede sig kun modvilligt – måske kunne de godt se at vi ikke havde harpuner med, og at de dermed ikke var i overhængende fare for at ende som middagsmad. Det var jo fredag aften, så der var en fest af eremitkrebs der dansede omkring søanemoner i sandet. De blev lidt generte når der blev kastet projektørlys på dem. Oppe igen var det blevet næsten helt mørkt og en god fredag aften sluttede med en kort sejltur til Hornbæk havn i den friske kølige sensommer luft – det er ganske vist, at efteråret er i luften.

Tilbage står kun spørgsmålet: Mon Flemming nogensinde kommer til at se Minestrygeren?

Tak for en hyggelig aften i godt selskab!

Hilsen Lotte