9/9-2004

Paradis på jord ….– en eksistentialistisk beretning fra det virkelige liv
Dagen startede meget tidligt, faktisk allerede dagen før, hvor udstyret blev deponeret i Thomas’ bil, sammen med ekstra toppede flasker. Jeg var spændt allerede fra start – på eventyr med ”Havets Detektiv” - hvor et par helt nye og jomfruelige positioner skulle efterprøves. Efter mange og lange forhandlinger skulle jeg hente ”Havets Detektiv” Allan J. (ikke H) på residensen kl. 06:30 og derefter skulle vi så mødes med de andre på vejen til Smyghamn i Sydsverige. De andre var Thomas Pilegaard og Henrik Jensen (ikke Manley, Juhl, Rasmussen, Wiese, etc…..)

Vi var fremme ca. kl. 08:00 og fandt frem til slæbestedet. Vi ventede og ventede, og mens vi ventede, kommenterede vi det ulækre vand i havnen og den lige så ulækre stank fra det. Vi ventede lidt mere, og nu begyndte de svenske pensionister på havnen, at se lidt mistænksomt på os. Lidt før kl. 09:00 ringede vi til de øvrige, og de var nu nået til broen!!!

Endelig kl. 09:30 så vi Henrik J’s lækre båd nærme sig slæbestedet. Hurtig klargøring og den samlede svenske pensionistforening (4 personer) fik en på opleveren, mens de beundrede os – det kan ikke kun være Henrik’s båd de beundrede, for gamle mennesker er jo teknologiforskrækkede. Endelig sejlede vi ud på en spejlblank Østersø, hvor vi fik renset næse og lunger for havnestanken.

Vi skulle nu planlægge dagen, og vi fik set en lille fedtet seddel i hånden på ”Detektiven” og positionerne blev tastet ind i navigatoren. Vi ville dykke på det dybeste først og fandt efter lidt besvær vraget, positionen var ikke helt præcis. 44 meters dybde og ca. 1-2 meters højde på lodskuddet. Var det mon stenrev eller vrag? ”Detektiven” mente ikke, der havde været dykkere før, og han havde udtalt klokke-feber.

Han ”tilbød” at binde på og var hurtigt i vandet. Thomas skulle så vente 10 minutter, for længere tid tager det jo ikke, at finde klokken! Thomas kom i vandet, da vi så Detektivens bobler bevæge sig væk fra bøjen. Henrik og jeg gjorde os klar til vores tur og holdt øje med folk på dekotovet. Thomas kom først op og efterlod Allan på dekotovet, hvor han skyldte lidt. Han nåede lige at komme op, som vi hoppede i og fortalte lidt om et trævrag, 25 meter lang og faldet helt sammen, med masterne ud på bunden og en stime torsk ved stævnen og mursten i lasten og mudder på vraget og store taljeblokke og kaptajnen, som havde boet agten i skibet og det var der man skulle kigge efter souvenirs og en kæmpe rødspætte, som normalt ikke er i Østersøen.

Og så trak han lige vejret. Men han havde ikke fundet noget, men når mudderet en meter dybt, man famler i blinde og man kun har en halv time plus lidt deko til rådighed, så kan man jo ikke forvente noget. Vi hoppede spændt i baljen og tordnede mod bunden i bedste Hans Jessen stil. Vi stoppede dog et par meter over vraget. Vandet var klart på bunden, trods spor efter Detektiven, og vi fik et glimrende overblik over vraget, som var faldet helt sammen. Det var stort og smukt at se makkerens silhuet, klar grøn baggrund, sort dykker og så lige lyskeglen fra lygten. Vi skulle selvfølgelig også have armene ned i mudderet under plankerne, men mudderet var dybt og man fandt kun skaller af blåmuslinger. Alt for hurtigt stod computeren på 10 min. deko, og vi måtte binde af! Op i det varme vand, hvor vi sammenlignede computere. Igen ønskede jeg mig en mere liberal computer, for Henrik havde ikke så mange minutter som jeg.

Op i båden hvor alle var enige om at det var et spændende dyk på et navnløst vrag, og at der ikke var spor efter andre end os!

Næste position, hvor vi skulle dykke var Zaritza, en gammel trædamper, hvor skibet stod ret på kølen, og var relativt intakt. Første dykker var Detektiven, men her havde han været før, så Thomas kunne bare komme med. Da Detektivens hoved brød vandoverfladen smilede han så bredt at mund-stykket var ved at falde ud. Ikke nogen klokke men nogle smukke tallerkner var med i nettet. Vi (Henrik og jeg) aftalte, at vi ville aftale dykketid nede på vraget og så tage den deko, der var nødvendig. Maskinen var der endnu med masser af kobberrør og andre detaljer. Bunddybden var 42 meter og vraget gik op til 36 meter. Et meget stort og smukt vrag, hvor siderne var der endnu og skrue og ror var intakte. Også partiet omkring stævnen var uspoleret. Vraget mindede lidt om Otto SS, bortset fra at der var blåmuslinger overalt. Der var rigtig god sigt – over 10 meter og ingen strøm. Inde i vraget var der mudder og nede i mudderet var der bl.a. flasker og porcelæn. På vraget stod også en del torsk, og jeg tog fat i halen på en af dem og ville lige vise Henrik den. Han var dybt nede i en muddersky, og jeg måtte slå ham i hovedet med torsken, før han så op. Derefter fik torsken lov til at svømme hen til sit hul. Efter en runde på vraget viste computeren 15 min deko, og det var tid til at finde bundtovet og binde af. Op til mange minutter på 3-5 meter, og sjovt nok giver det næsten mere luft i flasken, når man ligger i det varmere vand på deko. Luftforbruget var i hvert fald mindre en 1 bar pr. minut. Op og beundre fundene og diskutere oplevelser.

Vinden var nu begyndt at komme fra sydvest og bølgerne begyndte også at komme. Vi diskuterede hvad vi skulle, om vi skulle have dyk nr. 3 på ’Teodor’ (Kæmpetorskevraget, Teodor var det første vrag. RED.), som er et nyt vrag fra weekenden og efter sigende fyldt med kæmpetorsk (..har vi hørt mange gange før!!), eller bare tage hjem, for ”Havets detektiv” havde allerede tømt 2 gange 2x10l. Vi andre ville dog gerne se de sagnomspundne torsk fra ’Teodor’. Under diskussionen så vi, at Detektiven ikke sætter andre til det beskidte arbejde. Hvordan man kan få sort slam/mudder helt op over albuerne i en tørdragt med handsker på, er stadigvæk en stor gåde, men det er måske en af grundene til, han finder så mange ting.

Overfladetiden, som var meget nødvendig, hvis ikke vi skulle besøge Hans i tryktanken, blev brugt på at tjekke en af positionerne fra Detektivens nussede seddel - U - et eller andet, men om det var en ubåd fandt vi aldrig ud af, for vi kunne ikke se noget udslag på ekkoloddet, trods ihærdig eftersøgning. Herefter blev Kæmpetorskevraget  position indtastet og Detektivens nussede papir blev rykket i småstykker. Om han slugte dem efterfølgende, eller lod dem gå over bord vides ikke. Fremme ved Kæmpetorskevraget hoppede Detektiven over dykket og Thomas hoppede i for at binde på. Han havde stadig en fuld flaske og mere overfladetid end Henrik og jeg. Der gik dog kun et øjeblik før en hævesæk brød overfladen og, troede alle, med en stor torsk under. Men nej - da jeg, som standby dykker med erfaring fra udlandet, skulle bjærge hævesækken, var den tynget ned af en gammel porcelænshåndvask.

Henrik og jeg tjekkede hvilke flasker, der var mest luft på, og gjorde klar til et kort dyk uden deko – vi skulle bare ned og se om lystfiskerhistorierne talte sandt.

Vi kom ned til et trævrag, som lå på siden. Oversiden var væltet ned, så der var et hulrum under det. Hvis man svømmede henover vraget, så man enkelte pirke ligge og flyde. Faktisk lidt ordinært, men dog rart med den gode sigt. Men hvis man kiggede langs med kanterne så man en gang imellem en bevægelse af en halefinne. Ned på maven og kigge ind og op. Der var torsk alle steder, hvor der var tag over. Kæmpetorsk, og kun kæmpetorsk – ikke nogen under 10 kilo, i hvert fald ikke under 5, for de var givetvis endt i maven på de rigtigt store (25 kilo +).

Efter dette syn skulle dybdemåleren lige tjekkes, var det mon dybderus? Jeg tror det ikke, for dybden var kun 27 meter, men det var uvirkeligt, og helt klart en af de største dykkeroplevelser jeg nogensinde har haft. Vi havde aftalt, mere eller mindre, at vi ikke ville fiske, men vi måtte jo godt prøve at fange dem. At tage så stor en fisk i halen er lidt skræmmende, og man føler sig lidt, som om man sidder på en rodeotyr. Man bliver kastet hid og did, indtil torsken enten bliver træt eller smutter fri.

Det sjoveste var dog, da Henrik dansede vals med 15 kg dansepartner. Om fisken fortalte en vittighed, ved jeg ikke, men pludselig brød Henrik sammen af grin, og torsken blev bænkevarmer igen. Vi lå og lyste ind i hulerne og blev fuldstændigt hensat til en anden verden, hvor forurening og overfiskeri ikke eksisterede. Dette var som at være i Paradis, men som så ofte før, når man har det allersjovest, slutter festen. Tid og luft var ved at være opbrugt, og til trods for, at de andre vrag, på alle måder, var spændende og smukke, var de 20 minutter hos kæmpetorskene absolut højdepunktet for dagens eventyr med ”Havets Detektiv”.

Da vi kom op igen, var vinden taget mærkbart til og bølgerne var blevet større. Henriks gummibåd skar bølgerne glimrende og trods modvind og modsø var der ikke et eneste bølgesprøjt ind over os, selv om vi holdt en relativ god marchhastighed.

Ind i Smyghamn og hen til slæbestedet, hvor pensionisterne lige skulle have de sidste nyheder. Da de begyndte at tale om tilladelse, fortalte Detektiven en historie fra de varme lande. De troede vist, at de kunne lokke øl ud af ham, men nej - beholdningen var præcis fire øl og dem havde vi selv fortjent. Op med båden og så ellers den store rengøring, for Smyghamn’s vand pynter ikke på båd og motor.

En køretur på halvanden time og det var så den dag i Paradis.

Kim R., som er klar til næste tur med ”Havets Detektiv”