Lørdag d. 14. august
Familien Juhl og familien Bugge skulle se at komme af sted og kørte kl. 7 – mærkelig nok uden den helt store larm. Der var almindelig oprydning og morgenmad til de øvrige, som drog af sted i samlet flok kl. 8.30. Hjemturen var af Morten og Lotte planlagt så alt Norges flotte natur kunne inspiceres.


Nordmændene kan noget med fjorder

Det inkluderede 3 færger, hvor vi på den sidste kunne nyde vandfaldet ”de 7 søstre”. Efter den første færge gjorde vi stop i Hjørundfjord ved ferskvandssøen Lyngstøvatnet. Her dykkede vi rundt i en gammel by, som i 1908 blev oversvømmet. Vejene, husene, træer og broer kunne identificeres.


Den oversvømmede by

Herefter kørsel i maaaange timer på flotte bjergveje skiftevis op og ned. På dette tidspunkt var familien Ninn for længst stukket af. Køre, køre, køre.

Belært af den manglende aftensmad på udturen, stoppede vi og købte grill, pølser, sovs, brød osv. Herefter køre, køre, køre - og vupti var vi Strømstad kl. 0100. Interessen for at slå telte op var på minus, så vi fik fat i 3 luksus hytter. Der var da i hvert fald en seng til hver. Man skulle bare lige genne alle edderkopperne ud først. Det var blevet lidt for sent til at grille, så der blev gjort forsøg på at få gang i ovnen i den store hytte – dog forgæves.

Familien Juhl sov trygt på færgen, og familien Bugge var nået hjem næsten samtidig. Hvor langt familien Ninn var nået, vides ikke.