20/4-2004

Dykker rapport tirsdag den 20. juli 2004

Vejret var fint og ti mødtes i klubben for at tage på tirsdagsdyk fra Rungsted Havn. Thomas, Karin, Bendt, Sten, Allan H, Marianne, Lotte, Kirsten, Peter og Per. Mikkel og Ken stødte til i Rungsted. Nogen vidste to ekstra kom andre ikke så der opstod lidt tumult da gummibåden ikke var med. Da jeg kom sidst blev jeg udpeget til dagens referent gerne med grønlandsk resume så Manley kan følge med under sit lange fravær til Kalaallit Nunaanni. Vi blev således tolv mand men kun en havgasse. Karin blev styrmand. Vi lagde fra og forsøgte at plane på vej ud til Hvenprammen, først skulle alle frem i båden så alle agter men lige meget hjælp det, den gamle dame ville ikke plane. Det blev heldigvis sofavarianten, dvs. behageligt rolig rejse ud til Prammen. Der var en livlig men langvarig diskussion om hvor mange havbasser der maximalt måtte være med udrustning i Gassen. Det blev vist nok konkluderet at ti havbasser med udrustning er maximum. Jeg tænkte mit” hvad er en standard havbasse?” hvad er middelværdien på en havbasse?. Kan en havbasse overhovedet ligge i et konfidensinterval. Der er vel stor forskel på havbasse vægtklasse A og D. Alle dejlige fuldmodne basser, men vægtfylde og de fysiske egenskaber er bestemt væsentlig indbyrdes afvigende. Hvad med Archimedes lov om vægten af den fortrængte væske ved havbasseneddykning?. Hvad udrustning angår, er der en herregård til forskel på hvad folk slæber med. Jeg lænede mig tilbage i Havgassen og lod de skingrer stemmer fra de diskuterende tone ned og blive en svag summen i baggrunden, jeg nød turen og følte mig veltilpas godt hjulpet af min stramme krave i min nye tørdragt, det venøse blod kunne ikke slippe væk fra hjernen så tanker og blod stadsede noget op.

(Havgassaaq umiaq arajuppoq qujanaq isumasioqatigiinnissamut matumunnga qaaqquneqarninnut aammalu inanneqarmat Stenimit minimi angallannerup siunissami aaqqissugaariaasissaa pillugu isummaminik Bendtimut maximat saqqummiusseqqullugu attaveqaqatigiinnermut ineqarnermullu pisortaqarfiup ukiumut sipaaruteqartalernissamik siunertaqarniarneranut tunngatillugu)

Vi gled stille gennem vandet og før GPS,en registrerede vrag havde jeg indtaget tre dejlige sandwich af Kirstens. Dræget var vist i gummibåden, men vi havde Ole Opfinder genet med, så alt godt fra dørken blev et nøddræg, hurtigt strikket sammen. På andet kast var der gevinst, godt gået Karin. Thomas bandt på, og den ene basse efter den anden plumpede i søen. Kirsten og jeg ville gerne binde af. I venten på vor FaMi-lygter der er til reparation i Italien havde vi anskaffet et par Hartenberger lygter. Et par nødblus i ventetiden indtil de rigtige svejselamper igen er i hus. Disse nefa-blændere viste sig at være rigtig udmærket og Hvenprammen blev tilstrækkeligt oplyst. Det var en stor fornøjelse at dase rundt både inde i og uden om vraget. Der var ingen strøm så fra Havgassen blev afbindingen først noteret da Kirsten og jeg dukkede op ved tre meters deko.

(Hvenpramuittiq ilisimaneqartutut umiarsuaatillit sandwichimaaq innuttaasunik sullissineq Kirstenimi suliarinerusimavaat, tamatuma kingunerisimallugu Karinimit vragimut bang bang suliffeqarfiup iluatsitsinissaanut pingaarnerpaasimammat imaatigut angallasseriaatsimi namminersornerullutik Oqartussat akissaajaataasa sapinngisamik millisarnissaat selskabip sinneqartooruteqarnerpaanissaa tunulliullugu. Thomasaqq aallaarteriarfiup kinguneraa selskabip angusamigut pitsanngoriaatai Namminersornerullutik. Oqartussat Hartenberger sullissinissamik isumaqatigiissutinut akiliutigisartagaannut ikilisaataajuarsimammata.)

Alt foregik glidende uden uheld. Ingen omkom og hjemturen var lige så behagelig som udturen. Godt nok strammede min hætte, men dykket havde været godt så jeg gled tilbage i mit sæde igen og nød den sidste halve times hjemsejllads. Disse havbasser er altså nogle dejlige mennesker alle meget forskellige men med en stor fælles lidenskab. Vejret havde været godt og en enkelt byge på vejen hjem kølede godt af. Bendt styrede Havgassen sikkert mod havnen. Med en dykkeroplevelse rigere pakkede vi sammen og mødtes i klubben. Flaskepåfyld betaling goodbye, adjø og hjem.

(Nunap immikkoortuini angallatit iluanaarniutissatut isumalluutaavallaanngillat, sumiiffinnili oqartussaasunut pingaaruteqrluinnarlutik. Taamaattumik eqqarsaatinut ilaasinnaavoq Havgassaaq umiaq nunap immikkoortuini Bendtimut angallatseriaatsip siammarnissaa kommunini akisussaasut angallatinut akisussaalersillugit. Taava akileraarutitigut aningaasalersuinerup annertussusia, atuisartut qanoq akiliitigisarnissaat sullissinerullu annertussusia sumiiffinni aalajangerneqarsinnaalissagaluarput bye bye iglo.)

Det kan ikke siges for ofte: Havbassedyk om tirsdagen er bare så godt.

Havbasserne de længe leve!! De længe leve!! Havbassemammut inuummersorli!! Inuummersorli!

Ken

Dagen hvor en dykkerflaske nær havde glemt sin havbasse…

Tirsdags dyk – dejligt vejr, mange mennesker, men hvor var Kim R.??, hans flaske var toppet med frisk luft og pakket ind i en bil, klar til afgang! Efter en opringning viste det sig at han havde prioriteret sine børn og en tur til Holland højere end et tirsdagsdyk med Havbasserne. Det skulle senere vise sig at være en fornuftig beslutning.
12 havbasser + 1 havgasse, hvor kunne vi komme hen når nu vi var i Rungsted? Det skulle ikke være langt væk; vi var mange og nogen/alle havde glemt gummibåden. En let anstrengt stemning bredte sig og endte i at faste regler blev udstukket: Havgassen må sejle med max. 8 personer med flasker til 2 dyk eller 10 personer med flasker til 1 dyk.
Diskussionerne gik på dyk på forhøjninger i havbunden, ud for Rungsted havn, hvor vi ikke havde været før, eller på Hvenprammen, hvor vi havde været før, men hvor der til gengæld var noget fint at se på. Det blev til gensyn med Hvenprammen. Stemningen blev hurtigt mere spændende da det viste sig, at vi var for mange i båden til at den kunne plane. Så det blev en laaang men hyggelig tur til Hvenprammen. Efter ankomst til positionen opstod det næste spørgsmål: Hvem havde tjekket båden inden afgang fra svømmehallen og sørget for, at lod og ankertov var kommet på plads efter at begge dele havde været lånt ud til søndagsdyk i gummibåden – ingen! Heldigvis var der et nødlod og et nødankertov med så Hvenprammen kunne indfanges. Første lodkast endte i mudderbunden hvor Thomas nægtede at dykke. Anden gang plet – men pyhh hvor havde Thomas mudret op ved påbindingen, hele vraget var hyllet ind i 1 meter sigt. Men der var fine nøgensnegle og sønelliker, og store brandmænd, der fik et gok i nøden så skørterne lettede. Oppe igen var stemningen igen blevet god; utroligt hvad Kirstens gode sandwicher kan udrette, ud over at mætte mange munde selvfølgelig. Tøffetur i sightseeing tempo tilbage til Rungsted, pakke og hjem. Tak for i aften!

Hilsen Lotte, Marianne og Morten