4/7-2004

Emil Rezlaff S/S
Det var en mørk og regnfuld morgen, hvor de Havbasser, der ikke havde fået et bedre tilbud, valgte at tage ud at dykke. Faktisk var der rigtigt mange Havbasser, der ikke havde fået et bedre tilbud, for vi var 11, der mødte op på trods af vejret. Det skabte lidt kø foran luftbanken. Vi glæder os vist alle til den nye kompressor bliver sat op – evt. med en back-up i garagen!

Efter Far og Sten havde fyldt lidt udstyr i bilen, kørte de ud efter Titanic II, som skulle testes efter endnu et besøg i Holgersens Tørdok. Der var monteret lidt nyt elektronik, så Far ikke skulle vente på, at vi andre skulle finde vragene. Vi andre hægtede Havgassen på PPP’s bil, og efter at ni par utålmodige øjne havde skulet ondt mod kompressoren i nogen tid, blev vi enige om at sende Peter1 og Peter2 (Søren Gerløv) af sted mod Helsingør.

Vi andre ventede tålmodigt på flaskerne og forsøgte imens at få bil-kabalen til at gå op. Fem personer i Kokassen, to personer og flaskerne ind i Bahamas-Kim’s nye varevogn og endelig af sted.

Da vi nåede Helsingør var Titanic II i vandet, og PPP var på rampen med klubbåden. Hurtig i vandet med Havgassen og ombord med en forfærdelig masse udstyr – ny mode er blå tønder, der fylder og er svære at stable. Titanic II med 4 personer kom hurtigt af sted, og vi andre prøvede at komme efter. Men de kunne ikke sætte os af, for Nemesis holdt øje og sørgede for, at deres overmod blev straffet behørigt - de løb tør for benzin lige uden for havnen. De havde dog selv ekstra benzin med og kom videre. Af sted mod Otto S/ S, blot for at se en lille gummibåd med dykkerflag fylde hele vraget. Vi valgte, efter kort rådslagning, at sejle hen på Emil i stedet.

Far fik lov til at prøve sine nye instrumenter, vi andre turde ikke rigtigt at komme tæt på, men de fungerede åbenbart, for vraget blev fundet på et øjeblik og loddet ramte i første forsøg.

Sten og Bahamas-Kim skulle binde på, men de tog sig nu god tid, før de omsider kom i vandet. Alt dette foregik, mens det regnen høvlede ned. Bølgerne var også irriterende, men alle med svage maver havde fået deres søsygepiller. Efter nogen ventetid blev først Titanic II bundet på bundtovet, og senere blev Havgassen fortøjet til Titanic II.

Vi bemærkede nogen strøm i overfladen, og vi fik etableret en strømline, som var lang nok (ikke 100 m). Efter først at have fortalt, hvor svært det var at orientere sig på dette noget uoverskuelige vrag, tilbød Thomas P. (klubbens belevne gentleman) at guide Lotte og Marianne rundt på vraget - et tilbud de ikke kunne sige nej til! De entrede vandet og kæmpede sig frem ad strømlinen, og siden ned ad bundtovet, hvor strømmen var kraftig ned til ca. 8 meters, for derefter næsten at forsvinde.

Efter tøserne og Thomas skulle PPP og Søren G. forsøge sig. Peter kom hurtigt i vandet og ventede på Søren. Søren fulgte efter, og tabte så den ene finne på vej hen ad strømlinen. Peter greb hurtigt finnen og gav den til Søren, men på vej tilbage blev Søren træt, og smed finnen for bedre at holde på strømlinen. Stigen var ellers lige ved siden af, men den havde Søren ikke set. Efter denne anstrengelse ville Søren ikke dykke mere. Imens kom Bahamas-Kim og Sten op og fortalte om god sigt (en sjælden fornøjelse på Emil!) og ingen strøm på selve vraget. Lotte og Marianne kom sikkert tilbage til Havgassen, tæt fulgt af Thomas, som må være i besiddelse af et hyrdehunde-gen og prøver at holde flokken sammen. Lotte havde meget trætte spaghettiarme af at trække sig frem og ned ad bundtovet og efterfølgende at hænge på deko, og ville ikke dykke mere på Emil den dag. Manley og Torben Frank fra Titanic II hoppede i baljen, og fik deres dyk, dvs. Far fik, som sædvanlig, dobbelt så lang tid, som alle andre, med sin rebreather og nitrox.

Omsider blev det vores (Morten/Kim R) tur til at forsøge sig. Jeg hoppede i, trak mig hen til bundtovet og ventede og ventede på Morten, men han skulle lige være færdig med at snakke. Hurtigt ned ad bundtovet og ned på vraget, hvor sigten over vraget var 6-8 m. Nede på bunden var sigten ikke prangende, men 2-3 meter var der da, men på Emil er det faktisk godt. Vi fik en flot tur langs med siden og ud mod stævnen, og derefter tilbage hen omkring broen. Vraget var pænt bevokset med sønelliker, søanemoner og andre fastsiddende hvirvelløse dyr næsten overalt. Omkring vraget var der stimer af sej og sild. Da vi skulle tilbage til bundtovet, gjorde Morten tegn med lygten, og pegede på en stor torsk, der gemte sig inde i vraget. Da vi prøvede at tage den i halen, men den forsvandt i en stor muddersky. Op ad bundtovet og mærke vandet blive varmere - på bunden var temperaturen 7˚ C og ved overfladen 16˚ C - og op i strømmen og lave lidt deko.

Mens vi havde vores overfladetid kom solen heldigvis, den havde været der før, men kun kortvarigt. Det gjorde ventetiden mere behagelig. Det blev tid for 2. dyk – først i vandet var Sten og Bahamas-Kim, tæt fulgt af Marianne og Thomas, PPP var dog ikke langt efter. Efter kort tid kom Sten til overfladen og sagde han manglede sin makker. Alle holdt udkik efter en drivende dykker i overfladen – mere end før – men der var ingen at se mellem bølgerne. Marianne dukkede op – uden Thomas, der var på eftersøgning efter Bahamas-Kim. Hyrdehunde-genet og trangen til at holde sammen på flokken viste sig igen. Mens Thomas var på eftersøgning, mødte Bahamas-Kim PPP, som viste ham vejen til bundtovet.

Efterfølgende hoppede Far og Torben i baljen til deres 2. dyk. For ikke at levne nogen på vraget blev vi (Morten/Kim R.) enige om at vente lidt før vi gik ned. PPP kom op og fortalte at Thomas måtte betale prisen for sin resolutte handling – 22 min deko. Vi hoppede i vandet, og det virkede som strømmen var aftaget noget. På vej ned ad bundtovet mødte vi Thomas, der hang og frøs, mens han manglede 4 min deko. Han prøvede, at fortælle et eller andet til Morten, men Morten ville hellere ned på vraget. Senere viste det sig, at Thomas var ved at løbe tør for luft – måske skal vi øve os i de rigtige tegn! Der var dog stadig luft på flasken, da Thomas senere demonstrerede, hvor lidt luft han havde tilbage – en svag, men dog hørbar, hvæsen med helt åben ventil.

Længere nede ad tovet mødte vi Far og Torben, og vi gav tegn til, at vi ville binde af efter dykket. Nede på vraget var sigten blevet dårligere, nu var den 2-3 meter over vraget. Vi dykkede rundt omkring den sektion med broen (og bundtovet), men fandt ikke noget nyt. Torsken fra før var heller ikke kommet hjem. Afbinding og op til lidt hygge-deko. Oppe i Havgassen sad Thomas og rystede af kulde, godt solen stadig skinnede og godt det ikke var vinter!

Ind til havnen og ligesom på vejen ud var Titanic II forrest. Udstyret blev pakket og vi fik lige hørt historierne fra den anden båd, men der var ingen væsentlige tilføjelser. Hjem til Farum, og så lige en øl i solskinnet. Far holdt også en lille tale om, hvordan vi skulle opføre os pænt, når vi nu skulle være alene hjemme – ingen fester og alt det der, pas på hinanden, etc. Han nævnte også, at han pludselig havde fem ekstra feriedage (da han var selvstændig havde han ikke ferie, der holdt han bare fri) og måske ville med på turen til Ålesund i august. Han stoler vist ikke på os, og tror ikke vi kan klare os selv. Men vi gør nu hvad der passer os(!), for Far har ingen telefon med på vandreturen i den grønlandske ødemark.

Kim R., ledende havbasseskribent, med stor fare for at få skrivekrampe.

Skal vi ikke alle sammen huske at tage klub kameraet med (og tage nogle billeder) i fremtiden, et billede kan jo sige mere end 1000 ord. Især hvis det lige bliver beskåret, manipoleret og i øvrigt ikke har noget med teksten at gøre.

Konsulenten