22/6-2004

Møde i rum sø… - Dansk/svensk aftale

En skøn tirsdag eftermiddag, hvor solen strålede og vinden var til at have med at gøre – svag fra vestlig retning - mødtes en flok forventningsfulde dykkere ved Farum Svømmehal. Havde de på forhånd kendt forløbet af dykket, var dem med de svageste nerver nok blevet hjemme foran fjernsynet.

Efter at have hånet forfatteren, som igen kom i god tid, var vel forberedt, havde toppet flasken på forhånd og dermed faktisk var først færdig, begyndte man så småt, at gøre sig klar til, at komme af sted. Far’s bil blev også toppet, for det var den eneste varevogn, der var mødt frem. Det meste af 8 sæt dykkerudstyr blev proppet ind bag i bilen og til slut blev Havgassen hægtet på. Af sted mod Helsingør Nordhavn, for det var længe siden vragene ved Helsingør havde haft besøg af os.

Vel ankommet til Helsingør aftalte vi at dykke på Vargön, et mindre vrag midt i trafiksepareringen, som flere af os ikke havde dykket på før. Havgassen kom hurtigt i vandet – måske lidt for hurtigt, for Sten fik en over fingrene af håndsvinget på traileren. Vi var lidt spændte på den fede måde, for vandet så indbydende ud. Trods havets milde udseende lykkedes det alligevel for bådføreren, at lave nogen ”ud af vandet” oplevelser. Måske skulle klubben overveje at indkøbe rabatkort til kiropraktor og fysioterapeut med speciale i rygskader forårsaget af hårde stød i den nederste del af ryggen mod en hård træbænk – måske kan vi få rabat med DSF’s forsikringsaftale i hånden?

På vejen ud begyndte nogen af os at blive nervøse, for Far så lidt bekymret ud, mens han bankede hårdt på GPS’en (med en finger). Efter nærmere forespørgsel mumlede han, at der ikke var noget galt, men det var sikkert for ikke at gøre os endnu mere urolige. Men det hjalp åbenbart, at give GPS’en fingeren, for efter kort tids søgen blev Vagön lokaliseret.

Nu kom så noget af det mest spændende på turen – hold-deling – var der nogen, der ville stå grædende tilbage når holdene var delt. Vi var heldigvis 8, så alle ville få en makker. Kirsten og Ken insisterede på, at de ikke ville dykke sammen. Var der mon et ægteskabeligt opgør på vej, eller var det mon fordi Ken havde glemt sin lygte i bilen? Ægteparret blev skilt (under dykket) og Far insisterede på, at han ville dykke med Ken for at flå noget bly af ham på dekotovet.

Efter nogen diskussion blev 1. holdet udnævnt ved en næsten demokratisk afstemning – og Sten skulle binde på og Torben skulle komme ned 5 min senere. 2. holdet (Manley/Ken) fulgte hurtigt efter. 3.holdet, som bestod af 2 meget kompetente dykkere, var klar blot et øjeblik efter og skulle til at hoppe i, da en dekobøje blev opserveret øst for bundtovet. Efter en kort diskussion blev 3. holdet (Marianne/Kim R) enige med sig selv om, at lægge udstyret og deltage i den efterfølgende redningsaktion. Båden blev forsøgt startet af repræsentanten for materialeudvalget, men Havgassen nægtede at sejle fra de dykkere, der var på vraget. Vi betragtede med stigende ængstelse dekopølsen drive med strømmen mod nordvest – kurs 300 – og prøvede desperat at få den fornødne ekspertbistand (Far) tilbage på båden, inden batteriet blev tappet for al strøm til forgæves startforsøg. Der blev banket rust på Havgassen som aldrig før, men lige lidt hjalp det – de ville have deres halve time i dybet.

Heldigvis er ikke alle udelukkende fokuserede på egne gøremål, og den svenske øvrighed kom forbi for at lave en aftale med os om fodboldresultatet senere på aftenen. Vi blev enige om, at hvis de hentede Sten og Torben, så ville vi spille 2-2. Som sagt - så gjort, de sejlede af sted efter vores bortkomne kammerater. Efter en kort – alt for kort – og forgæves sejltur, kom de tilbage. Vi sendte lidt kvindelig charme over i båden og Kirsten kunne straks lokalisere vores venner. Mens dette drama udspillede sig lidt nord for vores position, kom 2. holdet omsider hen til bundtovet. Vi bankede desperat på Havgassens aluskrog, men ikke den fjerneste reaktion kom fra vores kære 2. hold. Omsider entrede Far lejderen, for hurtigt, at blive informeret om, at den svenske kystvagt var på arbejde, og hvis han havde fisk med op, skulle han være diskret. Han havde ingen fisk, og fik besked på at dykke igen og binde af. Ken’s computer var ikke lige så hurtig, som Manley’s, så han fik et par minutter ekstra på dekotovet. Da vi orienterede ham om hændelsesforløbet, troede han først det var sjov, men da han fik at vide, at Kirsten var taget af den svenske kystvagt, sagde han: ”Det var ærgerligt for hun tjener ellers ret godt!”.

Kirsten, Sten og Torben kom tilbage med den svenske patruljebåd, som faktisk var en ret sej blå/gul dykkerbåd. Vores nye svenske venner afventede situationen – skulle de bugsere os til Danmark eller skulle de hjem og se fodbold. Far prøvede at få liv i motoren – ”Den er druknet” var den første kommentar, og efter kort tid startede motoren i en røgsky, der sikkert stadig kan ses på DMI’s radarbilleder. Vi gav endnu engang håndslag med svenskerne om aftenens resultat og sejlede mod den danske kyst. Vi var lidt rystede, og glemte helt at udvise dansk gæstfrihed. Ingen bød dem på en øl – og selv om de var svenskere, havde de faktisk fortjent et par stykker.

Vi prøvede at finde ud af hvordan det var gået galt for 1. holdet - sigten var dårlig omkring bundtovet, under 1 meter sigt, blændet af lygter og mange andre forklaringer, som sikkert alle var gode.

Nogen af os havde endnu ikke været i vandet. Kirsten skulle have sit dyk nr. 100 og hun ville kun give kage, hvis hun kom i vandet. Os andre, der heller ikke havde været i vandet, trængte også til at blive svalet lidt af. Vi enedes om en position lidt nord for Helsingør´, hvor Far havde kendskab til en bunke vragrester/skrot (Gunda Wal?) på ca. 21 meters dybde. Igen viste Far vejen og fandt lynhurtigt skrotdyngen på bunden – han må have en landkending, som han ikke deler med andre - og loddet blev droppet.

3. holdet, som nu blev 1. holdet hoppede hurtigt i vandet og bandt på. Der var nogen strøm i overfladen og, efter aftale, ville båden ikke blive fortøjet. Påbindingen holdt for en gangs skyld. Dykket var ok uden at være prangende - pæn sandbund med skaller, sigten var ca. 6-8 meter, men dybere end 20 meter var der meget dårligt sigt. Vraget lignede mest indholdet fra en storskraldscontainer – gamle gulvtæpper og linoleum, jern og stål og andet der ikke umiddelbart kunne identificeres. Stedet vidnede om hyppige besøg af lystfiskere, masser af pirke, der var fanget i gamle fiskenet og masser af øl - og snapseflasker. I forsøget på at frigøre nogle af disse pirke, blev undertegnede mindet om, at han skal have slebet sin kniv. Dyrelivet var sparsomt - en spøgelseskrabbe og et par store eremitkrebs var det mest iøjnefaldende og den hyppige sandblæsning af ”vraget” forhindrede det hvirvelløse dyreliv i at komme ordentligt i gang. Dykket blev derfor afkortet noget på grund af kedsomhed, og fordi vi passerede bundtovet. Vi mødte sidsteholdet (Kirsten/Allan H) ved bundtovet, hvor Allan legede med sit line-hjul for ikke, at gentage succesen. Vi gik derpå til overfladen. Her blev vi så hentet af båden, som stadigvæk kunne sejle.

Nu manglede vi kun sidsteholdet. De kom sikkert i overfladen, og hvad den svenske kystvagt havde gjort ved Kirsten vides ikke, men hun klamrede sig desperat til den store bøje – hun ville ikke risikere en tur til med de, ellers nydelige, unge mænd. Måske var det fordi Manley råbte han at båden ikke ville starte, men det var heldigvis kun for sjov. Resten af sejlturen var udramatisk, dramaet begyndte først på rampen inde i havnen, hvor stillingen 1-0 til Danmark blev kendt. Under hele turen hjem blev radiomodtagelsen i Torbens bil og Mariannes mobiltelefon generet af svenske støjsendere, som ikke tillod den slags transmissioner i æteren, så vi hørte kun brudstykker af kampen.

Hjemme i Farum kunne vi igen høre radio. Bilerne blev hurtigt tømt, Ken fik flaskerne fyldt og Kirstens 100 dyk’s jubilæumsnøddekage med champagne blev fortæret, mens vi overholdt vores 2-2 aftale med den svenske kystvagt.

Kirstens traktement var så overvældende, at vi helt glemte at få taxiøl, men det gjorde kystvagten jo heller ikke, og de fik heller ikke kage.

Kim R., som mødte kl. 17:13, helt klar og velforberedt, trods en arbejdsdag som lønmodtager i det private erhvervsliv, og som havde en dejlig eftermiddag/aften sammen med havbasser, der primært ”arbejder” halvdags i den offentlige sektor. Der var vist også et par stykker, der mente, de var produktive.