Ingen
tvivl Helsingør, Kronborg hullet. Vestlig vind 12 m/s, sydgående strøm og regnbyger.
De fleste andre ville være blevet hjemme. Men modsat sidst, hvor jeg ikke dykkede,
var der fralandsvind. Flasker, kuffert, grej og afsted.Kronborg 24 juni 2003
Ingen
tvivl Helsingør, Kronborg hullet. Vestlig vind 12 m/s, sydgående strøm og regnbyger.
De fleste andre ville være blevet hjemme. Men modsat sidst, hvor jeg ikke dykkede,
var der fralandsvind. Flasker, kuffert, grej og afsted.
Manley meddelte hvad han havde af planer og kiggede hvast på mig .... forsøgte at tænke hurtigt. Gad vide hvorfor .... efter nogen overvejelse gik det op for mig at der var noget med et pålæg fra den ophøjede bestyrtelse og at Manley forsøgte at fordele opgaven med at fordele fordelingen til mig. Manley og Ask, så var der Kim, Flemming, Mikkel, Ken og Kirsten ...
En hurtigt regnende ville nu fordele dem på tre hold, men nemt skal det ikke gøres, hvad med to hold af 3. Da alle muligheder var forsøgt skulle første gruppe bestå af tre hold og anden gruppe af et hold Vi lagde ud med at sætte Flemming og Mikkel sammen, og så fordele Kirsten og Ken på hver sit hold, med henholdsvis mig og Kim. Elementært, nemt og tog kun lidt længere end hvis Manley havde fordelt opgaverne.
Manley
lod skinne igennem at det ville være en god ide at lade Kirsten lede dykket.
Kommandoer følges selvfølgeligt, selv om de bliver givet som forslag. Kirsten
forlod skyndsomt p-pladsen, ikke flere pålæg. I vandet, 40 minutter og så
afsted. Først på tværs, så op og ny kurs. Sydpå, og det i et tempo der får
en til at bande over Hermansens elite træning ... som hund i en snor efter en
toptunet dykker ... ville, øh er det, ... nej det er ikke muligt, nu skal vi ud
i 120 grader.
Sneppe,
kutlinger, krapper, muslinger, ... altsammen betragtet som var det bjerge set
fra et jetfly. Efter nogen tid nåede vi den aftalte dybde, eller var det lige
tiden der sagde 20 minutter ... Jo det var vist lige det jeg som makker havde
nydt ikke at hjælpe med, lidt nem kritik, husk entydige aftaler (vi havde ikke
aftalt max dybde). Vi vendte om et par gange, fandt kursen og så gik det igen
over stok og sten, afbrudt af et 100 bar.
På omkring 5 meter måtte jeg konstaterer at luften i tørdragten hev gevaltigt opad ... og min makker fremad! jeg opgav på 4 meters dybde og lod mig "langsomt" føre op til overfladen. Efter et OK til Kirsten, gav jeg OK til land. Navigationen havde bragt os frem og tilbage helt i tråd med forventningerne. Aftalte lige at tage en tur langs stenene de sidste 10 meter. Ned og ... udaf! så lidt indad og så på tværs ... Nåååå, nu svømmede vi vist mere efter hvor der var noget at se. Ved stensætningen steg vi op og erkendte at vi var svømmet på tværs og havde stadig omkring 10 meter ind til stranden - pokkers at de første og sidste 10 meter ka ødelægge en ellers god navigation!
Vel
oppe, tids nok til at se Kim og Ken sende Manley og Ask afsted. Op og nyde,
min genvundne frihed ... hund uden snor, havde jeg haft en hale ville min glæde
have været synlig. Skal jeg være ærlig, så husker jeg at mange kommenterede
min dykning, i perioden efter certifikat erhvervelsen og det helt i sammen stil,
det er åbentbart, noget med at uddannelsen glemmer at dyk skal nydes ikke
ydes.
Pakke ind, til klubben og pakke om, fylde flasker og så endelig hjem og pakke ud.
Tak for en god dykker tur,
Henrik R.