22/3-2003

Padi vraget i Øresund ved Helsingør

Kold, koldere, koldest dykkermorgen med 3 grader så skulle pokker tage elevdykning, hvis det ikke lige var fordi at solen skinnede og DMI lovede endnu mere sol I løbet af dagen samt en temperatur på op imod 6 grader … dykning er en herlig sport (sdrik)!

Med god tilmelding af såvel elever, mindre og meget erfarne i alt 19 dykkere er der udsigt til en god dag, i godt selskab. Termokande, kiks, ost og et æble, samt den pokkers svære dykkerudrustning ned i bilen og til svømmehallen.

Flasker toppes, førstehjælpskuffert ud i bilen, drikkevarer (godt Per), gummibåd på den nye trailer ud af garagen til førstegangs luftning. Ifølge Bent fungerede den upåklageligt, dvs, efter at vi havde afprøvet den på to biler og fundet fejlen! Pudslespillet er at finde den rette farve ledning og den dertilhørende pin (matematiske noget med 7*6*5*4*3*2*1 kombinationer). Men sten flåede selvfølgelig bare stikket i den anden ende fra hinanden og kopierede montagen – der findes undtagelser blandt Havbasserne, når det gælder dykning og oprydning tænkes der endog meget hurtigt!

Fordelt i bilerne og af sted … pokkers også, ham alzheimer er der igen … hvor lage jeg min mobil telefon? Næsten i Helsingør, der var kun at håbe at jeg havde lagt den i bilen, men der var jo lige den mulighed at jeg lagde den på gummibåden, da jeg tog billedet af kablerne. Nå, dykkes skulle der, dvs. kim mente vi skulle tanke bilen først, vi var alligevel kommet tidligt af sted og ville ikke være de første.

Holddeling, Hans gjorde kort proces og krævede noget at skrive med og på … det er ham alzheimer igen. Så endelig var fordelingen på plads … og sikken tjans, først et Dyk med stig og Junior Allan og så kun med Allan og så …. Nej tro nu ikke at jeg skulle dykke mere end en gang. Det var bare det at Allan havde sat næsen op efter to dyk. På med udstyret og i vandet. Første hold, perfekt.

Tog et par billeder på vejen ud til 11 meter dybden, den fuldte vi så nordpå for at finde Padi vraget. Efter nogen svømning var jeg overbevist om at vi var der, men fra 9 til ca. 11 meters dybde ligger springlaget som gjorde det svært at se noget. Efter nogle minutter i ro synes jeg at kunne ane omridset og svømmede lidt nærmere … den var god nok. Allan havde i mellemtiden svømmet lidt videre og vendte først om da jeg råbte efter ham.

Efter vraget svømmede vi ind på lavt vand, så Allan virkelig kunne teste sin Tørdragts-kunnen. Pokkers svært, men han klarede det fint, dog ikke uden at få krampe i det ene ben. Afslapning er en god ting, når den endelig er tilkæmpet.

Tilbage på Land overtog jeg tjansen som bådfører og Allan tog sin velfortjente pause.

Lidt efter råbte Bent op, hvilket jeg først tog som sjov, hvilket det absolut ikke var. En elev der havde fået et svimmelhedsanfald - ikke godt, men heller ikke kritisk. Per, vil her berette om hændelsen:

Her følger en lille situationsberetning om et godt elevdyk der endte med en ubehagelig afslutning. Flemming (eleven) og jeg var makkere. Vejret var fint og vandet koldt, så det var fint jeg skulle passe på Flemming, for han var i tørdragt som jeg selv. Vi lavede marker check hvor alt var i den finest orden. Vi talte om afbalancering og hvor meget bly Flemming havde på i forhold til svømmehallen. Vi aftalt at svømme ud på max. dybden 9 m og der efter nord på, og samme vej tilbage. Vi blev tjekket ind hos Hans som var dykkerleder, aftalte dykket til max. 40 minutter og så afsted.

Men ak! Flemming kunne ikke komme ned, så jeg gik i overfladen hvor Flemming havde kæmpet en del men forgæves. Ind og få mere bly til Flemming. 3 kg mere som blev lagt i vestlommerne. Og så gik det fint. Flemming kom ned og vi svømmede ud, gav ok tegn og fulgte kompasset. Efter 6 minutter nåede vi de 9 m. Herefter svømmede vi nord på som aftalt. Det hele gik fint med jævnlige ok tegn. Vente om og kom samme vej tilbage. På et tidspunkt på vej sydpå fandt vi en stor sløv rødspætte som vi skiftedes til at holde i hånden. Her havde vi svømmet ca. 26 minutter.

Lige efter oplevelsen med spætten svømmede Flemming noget stærkt, og han lå skrot i vandet med benene en anelse op. På det tidspunkt befandt vi os på 8 m vand. De næste få minutter kæmpede Flemming en brag kamp for at holde sig nede, men kom i stedet længere og længere op i vandet for til sidst, at ende i overflade. Jeg flugte efter. Efter kort tid i overflade blev Flemming svimmel og havde det skidt. Jeg fik Flemming til at lægge sig på ryggen. Flemming havde selv flyt luft i vesten. Og så gik det indad mod land hvor jeg bjergede Flemming, samtidigt med, at jeg hele tiden var i kontakt med Flemming for at berolige ham.

Set i kølvandet skulle jeg have givet tegn til afhentning. Så havde Henrik R. også fået en tur med gummibåden som han højlydt ærgre sig over, han ikke fik! Som straf blev jeg omgående beordret stanbay- dykker resten af turen.

Flemming havde luft i benene og kunne ikke få luften den anden vej og ud af udluftningsventilen. Den øvelse er bar noget man skal kunne som tørdragtsdykker, hvorfor vi brugte søndagens dyk til at øver udluftning og fri opstigning. Søndagsdykket var helt fint og uden nogen problemer!!!

Flemmings svimmelhed/utilpashed var formentlig en kombination af udmattelse og hyper-ventilation.

Peer

Alle vel oppe og alle i godt humør pakkede vi sammen. Hjemme igen, fyldtes flasker og betalte 40 kroner. Så nu er der kun at få fersket udstyret af, så vi kan komme af sted i morgen igen … på gensyn.

Henrik R.