23/12-2002
Ja det er jo ikke fordi turen skiller sig så meget ud fra alle de andre ture vi har haft gennem året, jeg skriver nærmest kun fordi, at ingen skal gå rundt og tro, at alt aktivitet kun foregår i svømmehallerne.
Nå men nu til historien, vi var mødt 5 mand op på Helsingør havn den 21. december, de fire andre var mødtes i svømmehallen da de først skulle fylde flasker, jeg selv havde sovet længe og ankom næsten samtidigt med de andre, ved 10.00 - tiden. Meterologerne havde lovet lidt vind fra nordøst, men vanen tro havde vejrguderne ikke holdt sig orienteret om dette, så der var en let vind fra syd. Vi fik hurtigt sat båden i vandet og trods frostvejret, samt det at det var temmelig længe siden at Manleys båd havde været i vandet, - ja så startede motoren med det samme. Snart var 5 glade dykkere på vej ud gennem havnen, Bent, Hans, Niels ( Barbara måtte åbenbart ikke komme med ), selvfølgelig Manley og så mig selv.
Det var meningen at vi skulle have dykket på Otto, Manley har en stående aftale med "overtorsken" i Øresund, om at de torsk de andre er trætte af skal opholde sig under Otto´s agterende, så kommer han og slår dem ihjel. Men sådan blev det ikke i første omgang, der lå nemlig en båd med svenske dykkere på vraget. Vi var selvfølgelig noget forundrede, der plejer aldrig at være andre end os ude og dykke ;-) men vi lod dem være i fred og valgte bare at dykke på Emil Retzlaff i stedet.
Vanen tro blev loddet efter 25 sekunders søgen, smidt på vragets højeste punkt. Da jeg er den hurtigste i klubben til at klæde om, skulle jeg ned og binde på og det er jo let nok når loddet altid står der hvor det skal, denne dag var det særlig let, jeg kunne nemlig ane vraget allerede fra 15 meters dybde, et par store sej svømmede mig i møde, men forsvandt hurtigt ud i mørket, da de opdagede sulten i mine øjne ( jeg havde kun fået en enkelt romsnegl på vej til havnen ). Efter at have slået kæden omkring et kraftigt kobberrør, svømmede jeg nogle meter op over vraget, jo, sigten var fantastisk, jeg satte fart på og nåede ud til agterenden efter få minutter. Jeg gennemsøgte vragresterne systematisk for at se om der skulle være nogle rødtunger, men de par stykker jeg så, synes jeg var for små. Tilbage ved bundtovet mødte jeg de første i spisestørrelse, jeg nappede den ene, mens den anden slap med skrækken, jeg fortsatte udover forsiden af broen og lige nede foran, kom kniven i brug igen. Jeg kunne nu langt ude ved stævnen se skæret fra et par lygter, det var Bent og Manley der var på vej bagud i vraget, vi passerede hinanden på en måde, så ingen ramte hinanden med knivene og jeg fortsatte min søgen, inden længe fik jeg min tredje og sidste rødtunge på dette dyk og brugte resten af min dykketid til bare at nyde den gode sigt. Måske tog jeg fejl, men det forekom mig bestemt som om at sigten var blevet endnu bedre under dykket, strømmen var i hvert fald taget til, så mon ikke..., jeg kunne fra 15 meters dybde se Bent helt tydeligt, vandet var krystalklart og det var et meget flot skue ( altså vraget, ikke Bent ), fra ca. 10 meters dybde kunne jeg tydeligt ane konturerne af vraget og jeg blev et øjeblik i tvivl om, om jeg skulle svømme op eller ned.
Oppe i båden igen fik jeg hurtigt mit grej af, vinden var nu helt væk og solen tittede frem mellem de lette skyer, hvor er det vidunderligt at være på havet sådan en dag. I løbet af mindre end 40 minutter havde Hans fået alt sit grej på ;-) , han og Niels var snart over rælingen på båden og på vej nedover, i mellemtiden var Bent og Manley kommet på dæk og vi havde en kort ordveksling om hvis skyld det var, at der ikke var øl ombord, - ØV, sådan et vejr og ingen øl !
Vi havde fra starten aftalt, at vi kun ville tage et dyk her og håbede så at båden med svenskerne ville være væk i løbet af formiddagen, så vi kunne få andet dyk på Otto. Det virkede ikke som om de var ved at være færdige med at dykke ( der er kun knap 400 meter mellem vragene, så vi kunne godt følge nogenlunde med i hvad de lavede ) da Hans og Niels skulle i vandet, så vi aftalte at de ikke skulle binde af, men at vi ville tage andet dyk her også.
Denne beslutning blev straks omstødt, i samme øjeblik Manley satte sine våde fødder i jollen, han ville have sine torsk og det stod han fast på. Der skulle bindes af og bindes på igen på Otto, der var ingen tvivl i hans sind og ingen nåde. Jeg erkendte min plads som underhund, men fik snoet mig længe nok, til at det til sidst endte med at Hans måtte i vandet igen og binde af.
Vel bundet af, - og bundet på igen, gennemførte de fleste af os endnu et godt dyk, denne gang på vraget af Otto, forholdene var meget lig dem på Emil Retzlaff, så det var jo bare alle tiders. Synd at ikke flere Havbasser kunne følge os på turen, alene sigten i vandet var det hele værd, men med det vejr og næsten ingen strøm, ja så gik det hele op i en højere enhed, - til slut skal jeg lige sige, at Manley fik sin torsk !
Allan Jensen