Billeder  

Dejlig aften, hvorfor ringer vækkeuret så nu - Naja så er det morgen igen! Dykke det var jo det jeg skulle, hvor jeg glæder mig. Morgenmad og på vej, dvs. telefon, MOR! Pokkers, den kan jeg ikke bare afvikle hurtigt. Efter 20 minutter, endelig kommer jeg til orde: ”Mor jeg skal altså ud og dykke!”. Efter yderligere 5 minutter: ”Mor jeg ville gerne snakke videre men jeg skal altså ud og dykke! ”. Jeg overvejede at fortælle at der skulle piger med - mulige svigerdøtrer, men det var nok lige at skrue forventningerne for højt op, boomerang effekten er prøvet. Jeg bliver helt svimmel ved tanken.

Endelig ud i bilen, udstyret, ... gad vide hvad jeg har glemt! Lige til tiden, jeg kom ikke for sent så der er heldigvis en anden der skal skrive beretningen - troede jeg!

Nå her får i den så, men så er i også selv ude om det. Ved Farum stadion er helvede løs, vi skal bare ind til vores båd - vi har en klausul der sikre adgang, men det ved hjemmeværnet ikke! Men vi kom ind, ha :-) Det så ud til at der skulle være løb! Underligt når man kan sidde hjemme eller ligge i vandet og bruge meget lidt energi, så vil nogen løbe!

Pænt fremmøde, Marianne, Barbara, Hans, Peer, Manley, Kim, Sten, ham med papegøje sangen og mig. Planlægningen gik på, at vi skulle til Martina og så et dyk på Kullen, meeeen vi fik det sidste ord: ”hva med minestrygeren?”. Og hvis nu strøm også videre ...

Til Hornbæk, i vandet med båden, klargøre udstyret og afsted. Dvs. Hans skulle lige programmerer navigatoren og det tager sin tid, TTT - Ting Tager Tid. Ude på positionen ved Minestrygeren var det ret nemt, nogle venlige sjæle havde allerede bundet på og tillod os at hænge ved agter. Kim og Sten, så Barbara, Peer med Manley på frihjul - faktisk godt vi har de nye til at holde øje med ham, ellers ville vores ry være helt i skoven. Marianne og papegøjesangeren på næst sidste hold og så Hans og mig. Det gik fint, med Stenbider, alskens begroning, en fisk som jeg tror er en havkaruse, tangsprell og æg fra snegle. De andre påstod at der også lå en Havkat.

Vel oppe igen, troede jeg at der var tid til en kop kaffe, men nej den blev grundigt blandet op med saltvand og så blev jeg altså gal og smed sjatten ud - Jeg vil godt advare de kommende bådfører at de skal stramme sig ordentligt an ellers får i ikke min anbefaling.

På Martina var der gudhjælpeme mig også aktivitet, nu har der været fred og ro hele vinteren til at dykke og nu er de over alt de dykkere. Det ene hold vist nok fra Gladsaxe i den orange båd (se billederne) og så Kon-tiki i den sorte båd.

Sten og kim lånte deres tov til nedstigningen og bandt efterfølgende vores på således at vi kom til at ligge pænt på stribe med de andre - vi forest, selvfølgelig :-) Det undrede mig efterfølgende hvorfor flere af de andres hold kom op ad vores bundtov. Der var en tydelig forskel i både tov, fastgørelse og punkterne hvor der var bundet på. Inden vi kom så langt at Hans og jeg kunne komme i, havde Kon-tiki et kedeligt uheld, en skarp genstand fra vest eller flaske, skar eller stak ind i gummibådenssorte luftslange. På billederne ses en hånd der permanent bliver holdt samme sted – bagbord side ca. midtpå.

Dejligt dyk, men det ville nu have været bedre med et dyk nr 2 på Minestrygeren. Vi så, hvordan den ene dykker efter den anden havde skrevet deres navn overalt, og fik indtryk af den voldsomhed hvormed kollisionen er foregået - Skåret og trykket over. Styrhusets forside er trykket 2-3 meter ind. Vi så også megen begroning, fantastisk hvor hurtigt det går. bl.a. så vi oppe på taget af styrhuset Hydroider (Corymorpha Nutans, hvis jeg læser rigtigt) på ca. 5 cm’s højde. Vi bandt af, efter 22 minuter bandt vi af og gik opad. Da Hans og jeg kom op var de andre klubber sejlet og det gjorde vi også - igen stress, mærkeligt at der absolut ikke er tid til at hygge med afrigningen når man er på sidste holdet.

På hjemturen, med vinden i ryggen og solen om styrbord lykkedes det Sten at gøre alt vådt! Vi bør overveje at fratage ham hans bådfører tilladelse. Vi passerede Kon-tiki på halvvejen og blev lidt forvirrede over deres signal forvirring. En signalerede på korrekt dykker vis OK, og to andre viftede med arme og ben! Vi valgte at holde øje med dem, men ellers holde afstand. Jeg ville godt have bragt et billede, men med den chaffør ville kun et undervandshuset trykprøvet til 200 meter kunne anvendes.

Kort før havnen lykkedes det at råbe Sten op. Overlade roret til et mere betryggende førerskab. Først Peer der tydeligt viste hvilket punkt både skal holdes på for at bruge mest muligt brændstof. Efter nogen tid kom han dog også op at plane. Man-overbord-manøvren, der absolut ikke kunne komme som en overraskelse, eftersom jeg lå og rodede fremme i forskibet i adskillige minutter for, at frembringe en bøje med line og karabin hage - kom helt bag på ham! Nå men efter adskillige forsøg lykkedes det. Så fik Barbara chancen, til på vanlig forsigtig (tøse-) vis at bringe båden ud over bølgerne. og så den med bøjen - f.... osse det gik godt første gang.

Så mod havnen, endelig !!! Giv agt! Barbara havde sluppet rattet og overladt det til ham med papegøje sangen. Nåja jeg sidder jo og skriver beretningen så nogen overlevende var der, men det var ikke sangerens skyld.

Tilbage til klubben med båd og nåja en is på vejen skal der altså til. Og opringning for at forklare at aftensmaden ikke er på bordet som aftalt, fordi vi ikke helt er hjemme endnu.

Fylde flasker, og betale 105 kr. for en fantastisk dag - billigere kan det vel ikke gøres.

Henrik