Så skete det endelig ! Året 1999 er nu så fremskredet, at vi kunne begynde på klubbens berømte tirsdagsdyk. Helt præcist løb det første dyk "af stablen" den 1. juni kl. 17.30, hvor ikke mindre en 7 unge, friske mænd, og Torben, var mødt op med store forventninger.
Vejret var efter danske forhold at betegne som meget godt, hvilket vil sige: næsten skyfrit og let vind. Det blev hurtigt besluttet at tage til vraget af Robert, som ligger ca. 1 mil nordøst for Hven.
Efter at have fået båden i vandet, lagde vi ud fra Rungsted havn og måtte hurtigt konstatere, at bølgerne var, som de plejede at være her i Øresund, nemlig helt af H.. til. Som om dette ikke var nok, havde vi også problemer med at få båden op og plane.
Vi havde dog en del forståelse for motorens trængsler, efter at have kigget lidt på bådens indhold. Jeg vil tro at hver person i gennemsnit kunne "bidrage" med 100 kg + udstyr. Men efter godt sømandsskab, lykkedes det alligevel at få båden "ud af vandet", og så gik det ellers bare derudad, kun afbrudt af en enkelt bølge i ny og næ, samt motorens klagesang, når den fik det for varmt
Fremme på positionen viste det sig, at nogle havde "glemt" en bøje på vraget, så vi kunne binde på med det samme og få det første hold i vandet i en fart. Ja fart er måske så meget sagt. Eftersom det var Thomas P. og Peter Brandmand, der var de første, var betegnelsen "tid" nok mere rammende.
Thomas og Peter fik efter eget udsagn et mindre godt dyk, som primært bestod i svømme rundt med et lod i den ene hånd og et vrag i den anden.
Situationen opstod fordi loddet kun hang fast i et par fiskeliner, som Thomas mente han skulle skære over. Det var bare ikke særligt smart, for nu kunne bundtovet kun nå ned til vraget ved at blive forlænget med en dobbelt arms-længde.
Sikket et held at de lige havde den forlænger med. Resten af dykkene gik stort set smertefrit.
På overfladen måtte Bent endnu engang lide den tort, at ofre hele sit maveindhold til havguderne, med bønfaldelse om lidt mindre bølger. Det så ud til at hjælpe, for da vi skulle hjem, viste Øresund sig fra sin bedste side, med næsten fladt vand og en meget smuk solnedgang.