Igen i år har vi, ligesom de foregående år, haft et meget aktivt år, med masser af mulighed for at deltage i alverdens dykkereture. Også på undervandsrugby-området har aktiviteten været stor, og selvom vi har fået nogle bank først i turneringen, ser det nu ud til, at det er ved at vende. Jeg mener i hvert fald nok, at vi kan prale af, at være en af de mest aktive dykkerklubber her i landet.
Et så højt aktivitetsniveau medfører naturligvis også nogle ulemper. Først og fremmest oplever vi et meget stort slid på vores materiel, hvilket bl.a. har medført, at vi allerede nu tænker på at udskifte Limboen. Det bliver nok i efteråret, vi går ud og køber ny båd, men først skal vi have klarlagt nogle problemer omkring plads til opbevaring af en ny og gerne lidt større båd.
Desværre oplevede vi i år, hvad jeg opfatter som vores første rigtige "tæt på ulykke" i klubbens historie. Vi har godt nok haft nogle få tilfælde hvor nogle dykkere skulle i tryktank, men rigtig tæt på har det aldrig været før nu. Det er selvfølgelig episoden i Lysekil jeg tænker på. Hvad der egentlig var skyld i ulykken, kan man gisne meget om, men der var nok flere faktorer, der spillede ind. Det giver i alle tilfælde stof til eftertanke, og der er ingen tvivl om, at det fremover bør få konsekvenser for den måde, vi fremover dykker på.
1998-99 blev også året, hvor vi efter en lang periode med undervisning valgte at droppe uddannelse af nye elever, Jeg tror, at vores aktive dykkere simpelthen havde brug for et pusterum. Og set i lyset af at klubben var ved at vokse til et antal medlemmer, der var større end vores materiel kunne bære, så var sådan en pause ikke til skade. Uddannelsestoppet har da også hurtigt medført en reduktion af medlemmer (måske nok også en konsekvens af en stram kurs fra vores udmærkede kasserer). Uddannelsestoppet ser dog ud til kun at være af kort varighed, for så vidt jeg ved, er der allerede nu igen gang i planlægning af noget uddannelse her til efteråret.
En anden ting jeg vil fremhæve var også elevfesten. Vores elever havde, jeg ved ikke om det var bevidst, misforstået det, og troede at det var dem, der skulle stå for festen, og det gjorde de rigtigt godt. Jeg syntes det var rart, at se nogle nye mennesker blande sig i klubbens klubliv, og vi må da kun håbe at denne tendens vil forsætte, så nogle af vi gamle Havbasser måske kan få et hvil.
Som sagt så stopper jeg jo også som formand i dag, men det betyder jo ikke at jeg hermed forlader klubben, blot vil jeg lægge kræfterne for mig et mere relevant sted - nemlig i sportsudvalget.
Heldigvis har vi da også fundet en rigtig god aflyser (vi håber nu, det bliver en afløser!Red.)for mig, nemlig Karin.
Til sidst så vil jeg sige tak for de år jeg har været formand og så alt held og lykke til Karin med det nye hverv som formand i klubben.