Så kom endelig dagen, som alle længe havde ventet på. Vejret var meget smukt iflg. dansk standardtabel, og undertegnede vågnede op med tynd mave. Jeg var nervøs, for det var længe siden, jeg havde været i dybet. Nå, men den mave kunne ikke hamle op med Længslen efter havet, så af sted kom jeg, men ak og ve ! - 2 (skriver: to) minutter over 9 er ikke til tiden, hvilket Hangmann p.p.p. straks påtalte, og for så lille en forseelse idømtes undertegnede den stærkt overdrevent ydmygende og grusomme dom – at skrive et indlæg om det forestående dyk!

Alle kunne denne gang finde vejen helt til Hornbæk havn uden små ærinder undervejs, og i løbet af 0,5 var alle i to både på vandet med kurs mod Minestrygeren M. et eller andet. Nå, Havgassen havde fået noget galt i halsen, og iflg. pålidelig kilde havde hun vistnok slugt lidt rigeligt med benzin i start øjeblikket, men den gamle gasse blev hurtigt varm med så mange tændte havbasser (og ingen Havbø..) ombord.

Hangmann PPP var blevet udnævnt til at være ham, der hænger på, og loddet, som Henrik Manley havde kommanderet „drop" til, skulle efter sigende „være endt i kanonløbet". Jeg blev herefter udpeget som makker til ppp „fedt", tænkte jeg - „først nede og dermed en god mulighed for at se nogle store fisk i vraget", men der var lige en lille detalje. PPP skulle lige klæde om først - suk!

Vel ankommet til vraget ser jeg 1 meter fra tovet, vi fulgte ned til 26,4 meter, et kæmprør som jeg i de første par sekunder vurderede til at være en afrevet skrueaksel, men WAC! – det var kanonen, der endnu sad fast på fordækket af det kæntrede skib, og som PPP hurtigt var begyndt at binde kæden med loddet rundt om. Efter et par OK tegn luffede vi mod agterenden af dette flotte vrag, som med en sigtbarhed på ca. 4-6 m i de første minutter syntes noget rodet, da det var halvt begravet i sand og „pyntet" med gammelt trawlnet, der i sig selv er levested for div. gople- og algearter, som igen er mad for endnu flere nautik arter – et fantastisk flot syn.

Efter 5 minutters svømning med div. botaniske studier krydret med en småtorskestime på ca. et par tusinde stk., som aldeles ikke kunne lide lyskeglen fra håndlampen (hvilket i øvrigt overraskede mig noget, fordi jeg på snorkeldyk om natten oplever det modsatte - at småtorsk ofte bliver „stående", når man lyser på dem) ser jeg pludseligt PPP ligge og pege med sin lygte mod bunden, og han ser ekstremt begejstret ud.

Jeg kunne først ikke se noget specielt og tænkte lidt på havfruer og delfiner, men efter nærmere eftersyn af objektet ser jeg den Nøgensneglen komme glidende i alt sin pragt og skønhed.

Fed oplevelse i danske farvande hvad skal vi med tropedyk? PPP måtte efter tålmodig venten blinke med sin lampe for at drive mig videre mod agterenden. Undervejs kikkede vi på nogle "raslekasser" til minerydning, noget gammelt skrot, en stor elmotor hang halvvejs ud af det delvis opløste agterdæk, der skrånede faretruende henover hovedet, da jeg kiggede op efter PPP, som nu var på vej over styrbord agterlønning og videre mod styrbord skrue, som var ca. mandshøj i dia. Her startede det rene snegleparadis. Selv skruebladene var besat med disse husvilde nøgne, piggede og mangefarvede skønheder. PPP og jeg fortsatte vore biologiske studier på vor videre færd henover den næsten vandrette styrbords skibside med kurs mod stævnen, og efter et par spændende kik ind i skroget gennem nogle af koøjerne og efter at have vækket en pæn stor skrubbe, der sov middagslur, bemærkede jeg, at sigtbarheden nede ved bunden pludseligt lignede opgravningsarbejdet ved sundbroprojektet. Efter yderligere nogle sekunder begyndte nogle luftbobler at bryde mudderskyerne, der til forveksling lignede Henrik Voldborgs Kumulusskyer - næste dykkerhold var hermed ankommet og i fuld gang med visse arkæologiske studier - formentlig under bundniveau. Det er altid svært at se nuancerne i makkerens ansigtsudtryk, når man er under tryk med maske på o.s.v., men jeg tror, jeg kunne spore et lille smil fra Hangmann PPP’s ansigt under vor lille OK tegnceremoni, kort før vi nåede stævnen, der var hel og synlig i klassisk gammel stil fra de nittede skibes tid. Rundvisningen fortsatte videre ind under det stærkt skrånende fordæk, hvor kanonen og dermed linen tilbage til civilisationen befandt sig. Eventyret var forbi. Vi havde brugt den aftalte bundtid, og efter en stille og rolig opstigning til de noget tiltagende bølger kunne vi meddele de nu overtændte havbasser, der endnu ikke havde været i vandet, at det havde været et kanonfedt dyk.

Efter at alle havde været i vandet besluttede vi at eftersøge et gammelt træskib fra 1868 navnet husker jeg ikke, og eftersøgningen var desværre negativ, men eventyret og spændingen ved en sådan aktion lever bestemt.