"Bente Blob" igen, igen
Ja og så
var det blevet søndag endnu engang, og i modsætning til næsten alle andre søndage i
1998 var det lykkedes turudvalget at trylle noget rimeligt vejr frem. Godt nok var der
ikke meget sol at se, men i det mindste var der næsten ingen vind. En stor tak til
turudvalget!
De 6 fremmødte havde en livlig "snak" om hvor turen skulle gå hen. Mange gode og mindre gode argumenter blev anvendt, og da Peter fremførte det dårligste, nemlig at han var yngst og i øvrigt var eneste tilstedeværende fra turudvalget, valgte vi at turen skulle gå til Helsingør.
Herfra skulle turen gå til KULDAMPER SYD (også kendt under navnet BENTE BLOB) og i tilfælde af for stærk strøm, ville vi lige "smutte" forbi MINESTRYGEREN. Peter havde med stor sandsynlighed fortrængt en episode et par år tilbage, hvor vi brugte flere timer på at lede efter vraget, og da det endelig lykkedes, var der så meget strøm at vi måtte opgive. Dette skulle IKKE ske denne gang!
Men det er ligesom der er nedkaldt en forbandelse over dette vrag. I hvert fald trak eftersøgningen ud i en uendelighed, besætningen blev utålmodig og Peter blev kort for hovedet, samtidig med at han begyndte at vrisse. (Dårligt tegn. Specielt når der ikke er bølger.)
Nå, men langt om længe lykkedes det at slå noget på ekkoloddet som ikke bare var flad havbund. Thomas P og jeg gjorde klar til at binde på, men først var der lige en forhindring der skulle overvindes: 3 knob strøm, ned til 9 meter (føj) da vi når bunden på ca. 34 m. er der ikke noget at se, andet end nogle enkelte sten og noget der muligvis kunne have været vragrester. Nå der var ikke andet at gøre end at fatte lod og kæde og så arbejde sig mod strømmen. En ting er at svømme rundt med lod og kæde en anden ting er når man samtidig skal slæbe bøje og snor mod strømmen. Vi sled og slæbte og pulsen kom hurtigt op i det røde område sammen med åndedrættet, som overhovedet ikke kunne følge med. Vand i masken, høj puls, åndenød, dårlig sigt, liner alle vegne, intet vrag og et manometer der kun alt for hurtigt viste et dalende tryk i flasken, alt i alt en rigtig dårlig kombination.
Da vi havde slæbt loddet et sted mellem 10-15 meter måtte vi give op, og søgte derefter mod overfladen. På 9 meter møder vi bøjen, som grundet den stærke strøm var hevet derned. Vi "snakkede" lidt om vi skulle lave fri opstigning eller sætte en dekobøje. Vi valgte det sidste med det resultat, at snoren knækkede, og der var nu kun en vej, og det var op.
Vel i overfladen hvor vi skulle igennem den sædvanlige diskussion, om hvem der var de største idioter. Os fordi vi ikke kunne "magte" opgaven at binde på noget, der ikke var der, eller om det var Peter og hans lakajer, der ikke kan se på et ekkolod og så i øvrigt smide loddet på det rigtige tidspunkt. Resultatet blev vist ikke helt klart, men dog med en klar overvægt på Peter som den "største".
Som sendt fra himmelen kom der en kutter med et hold dykkere ombord. De så ud til at have styr på tingene, og fik da også hurtigt "bid", ved hjælp af "svensker metoden", som i al sin enkelthed går ud på at trække et dræg efter båden, indtil det sidder fast. Vi fik lov til at binde på deres bøje hvortil der var fastgjort en enorm lang snor ned til dræget. Den lange snor resulterede i en mindst lige så enorm lang tur ned gennem strømmen. Thomas og jeg skulle naturligvis have brugt det sidste på flaskerne, hvilket var overstået med 6 min bundtid, til gengæld fik vi glæde af strømmen 4 gange. De andre hold fik nogle OK dyk, dog havde Karin lige en opgave med at forklare det sidste hold dykkere fra kutteren, at de ikke skulle binde af, det skulle hun nok klare. De forstod budskabet, og vi kunne endnu engang afslutte dykket en oplevelse og erfaring rigere. Man kunne fristes til at sige: ALT HVAD MAN IKKE DØR AF, HÆRDER!
Henrik Juhl