Havbøssernes første og eneste dyk på Lysekilturen ´98
Efter at have sprunget en dag over med dykning, havde vi (Jens og Morten)
besluttet, at fredagen den 22/5 skulle være dagen, hvor vi skulle have vores første dyk.
Stedet hvor vi skulle dykke fra var ved Gullmarn (ved siden af færgeoverfarten til
Lysekil), hvor det skulle være et stranddyk. Jens og mig havde hele tiden ønsket, at
hvis vi fik muligheden, ville vi slå vores egen dybderekord, og rekorden skulle helst
være på ca. 50 meter. Vores første tanke omkring fredagsdykket var, at vi skulle lave
et "forberedende" dyk til vores dybderekord, som vi så først ville lave om
lørdagen.
Vi havde trods alt ikke dykket mere i år end to gange på 20-21 meter den forgående søndag (17/5). Men da vi gjorde os klar til at dykke, havde vi ændret denne tanke til, at vi ville have et dyk på de 50 meter inden for en tid på 30 min. Vi gik i vandet kontrollerede vores flasketryk, som for mit vedkommende var på 173 bar, og Jens var lidt mere.
Derefter dykkede vi, ruten vi havde valgt var ned ad en skråning, som vi havde fået at vide, ville føre os hurtigt ned på dybt vand. Dykket startede godt, jeg havde som sædvanligt svært ved at trykudligne, så jeg fik som sædvanligt næseblod, men efter 30 meter var der ingen trykudligningsproblemer. Omkring de 40 meter begyndte det for alvor at blive mørkt, at dykke så dybt og i sådan et mørkt havde Jens og jeg aldrig prøvet før, og det eneste lys vi havde med, var en lygte som Jens havde lånt af Manley, dette gav nogle problemer med dels at holde øje med vores dykkecomputer og dels at holde øje med hinanden. Men vi nåede de 50 meter og gav ok-tegn til hinanden, plus at vi indikerede, at vi skulle have 5 meters dybde til mere. Da vi var på 52,5 meter, blev vi, p.g.a. den luft vi havde tilbage på vores flasker, enige om at vende om og begynde at dykke ud.
Vi vendte 180 grader og herfra begyndte det for alvor at gå galt, eftersom vi fulgte vores spor tilbage op ad skrænten, betød det, at al den havbund vi havde hvirvlet op på turen ud, fik vi nu i hovedet på tilbagevejen, og lygten var heller ikke så bevendt, da den nu blændede mere end den gavnede. Vi kunne nu dårligt se fremfor os, se dykkercomputerne eller hinanden særligt godt. Jeg husker, at Jens laver tegn til mig om, at han er begyndt at få dykkerrus, men på det tidspunkt er jeg højst sandsynligt selv påvirket af det. Alt dette tilsammen gør os meget bange, hvilket gør at vi bruger meget luft, og efter kort tid bliver vi enige om at påbegynde en vertikal opstigning.
Et problem ved opstigningen er, at jeg hele er omme bagved Jens, selvom han prøver at vende sig om mod mig, man skal huske på at det stadigvæk er meget mørkt, og jeg måske har en eller anden ide om at skulle følge lyset som Jens har. Omkring en dybde på 40 meter kan jeg mærke, at det er svært at trække vejret gennem regulatoren og panikken griber for alvor fat i mig, og inden Jens har fået sin octopus frem, sørger jeg mod overfladen. Jens prøver at få mig ned, og samtidig give mig octopussen i munden, men jeg skubber Jens fra mig, og sørger så hurtig jeg kan mod overfladen, dog uden at slippe blyet eller at åbne vestflasken. Jeg puster ud det meste af vejen, men jeg husker tydeligt at der pludseligt ikke er mere luft at puste ud, og jeg mærker at det kolde vand trænger ned i min hals, og på det tidspunkt tænker jeg " Nu dør jeg" samtidig med at jeg ser lys foroven, og kort tid derefter bliver jeg bevidstløs. Jeg kommer først til overfladen med Jens cirka en mellemlines længde efter, Jens konstaterer hurtigt, at jeg trækker vejret, men har kramper, han får min vest pustet helt op, og derefter råber Jens efter hjælp. Vi er ca. 200 meter ude, så vores standby dykker har lang vej ud til os, men til alt held, er der en anden dansk dykkerklub der, der har en gummibåd, som de sender ud til Jens og mig. Jeg kommer først op i gummibåden, og der oppe kommer jeg igen til bevidstheden, Jens bliver hevet op i gummibåden, og vi bliver sejlet ind til land. Inde på land påbegyndes førstehjælpen, som jeg fra min position synes forløber godt. Jeg får ilt, og der bliver talt til mig, Jens er der umiddelbart ikke noget fysisk i vejen med, men har dog fået et mindre chok, oven på hele hændelsen. Vi bliver begge kørt til Uddevalla hospital. Der får jeg konstateret, at jeg har vand i lungerne, og skal have en ilt-behandling på intensiv afdeling, og Jens bliver indlagt til observation, desværre blev vi ikke lagt samme sted. Om lørdagen ved 11-12 tiden bliver vi begge udskrevet, og får en uges dykkerforbud, og derfra bliver vi hentet og kørt tilbage til Sivik camping.
Oplysninger om hvilken tryk vi havde på flaskerne, og på hvilken tidspunkt vi gjorde hvad under selve dykket, må vi vente på, da Jens og min flaske og dykkercomputer er beslaglagt af Uddevalla politi til nærmere undersøgelse.
Her til sidst synes vi, det er vigtigt at få sagt en stor TAK! Til alle som hjalp os, lige fra da vi kom til overfladen og til nu, hvor vi nok stadigvæk har et behov for at snakke om hændelsen. Vi synes, det er værd at fremhæve, at havbasserne, som var med på turen, har gjort et stort stykke arbejde både med førstehjælpen og ikke mindst med at støtte os under og efter hospitalsopholdet. Både Jens og jeg skammer os over dykket både overfor Klubben og selve dykkersporten. Men vi garanterer, at vi er blevet meget klogere bare ikke at høre på!!
Havbøsserne