Jeg startede med at gå til dykning i august måned og her i marts fik vi så vores belønning, som var det første udendørs dyk. Det var en rigtig kold weekend med snestorm, så vi følte ikke den store glæde ved tanken om at skulle ud i det kolde vand og oven i købet klæde om udendørs, men glæden var stor, da det hele var overstået. Det var en rigtig god oplevelse, at kunne ligge i vandet og se på en helt ny verden og det var slet ikke så koldt, som vi havde frygtet. Alle de erfarne Havbasser var utrolig flinke til at hjælpe os og jeg er imponeret over, at de helt frivilligt går med os ud i sådan et vejr. Siden vores første dyk, har vi været ude en del weekender og vi har været igennem nogle forskellige prøver. Bl.a. en kompasprøve, som vi desværre var nogle stykker, der ikke bestod. Vi skulle svømme 500 meter (som efter vores skøn blev til 1000 meter, men det var jo Nikolaj, der var enehersker) i overfladen med alt vores udstyr på, hvilket var temmelig hårdt, især når man er belagt med så tykt et fedtlag, som jeg er og derfor er nødt til at være iført et temmelig tungt blybælte. Derefter skulle vi tage en pejling ind til land og så dykke ned og efter 500 meter (1000 meter) under vandet komme op på stranden det rigtige sted. Desværre var størstedelen af os udstyret med kompasser, der ikke virkede, så vi får glæden af at tage prøven om lørdag d. 2. maj, hvis Nikolaj ellers har sørget for at hamstre noget benzin.

D. 19. april var vi på Kullen og vi havde en herlig dag på trods af nogle mindre depressioner pga. den uheldige kompasprøve dagen før. Solen skinnede fra en skyfri himmel og denne dag bestod vi allesammen prøverne. Jubiiii! Det var det dybeste dyk, vi har været ude på og det var spændende, at se noget andet end de danske strandbunde. Vi så bl.a. nogle store krabber og hummere og "Bente" havde stor fornøjelse af, at flå hovedet af en død svane og holde det op foran sit eget ansigt i håbet om, at jeg ville fise op til overfladen med fuld fart, når jeg så ham, men jeg blev ikke spor overrasket, for jeg har altid syntes at han lignede en død svane i ansigtet. Da vi efter en lang dag skulle med færgen hjem, kunne Michelle ikke finde vores returbillet, da hun ikke troede, at det var nødvendigt at gemme den. Hun mente, at billetkontrolløren bare kunne ringe over til "ham på den anden side" for at få bekræftet, at vi havde købt en returbillet og hvis det ikke kunne lade sig gøre, kunne de jo bare se på kilometertælleren, hvor langt vi havde kørt i Sverige. Hun var fuld af gode ideer, men til sidst fandt hun heldigvis billetten og vi kunne komme hjem til Danmark, som jo trods alt er bedre end Sverige selv om de har Kullen.