Det var i starten af januar, og alene det burde have afholdt "normalt" tænkende individer, fra at foretage denne halsløse gerning, nemlig at gennemføre et dyk på "landgangsbåden".

Allerede fra starten var den gal, der var noget der ikke var, som det burde være ! Det var vejret den bl.a var gal med, og vi burde måske, allerede inden vi satte både i vandet, have erkendt det. Men når man nu engang er "skruet" sammen i hjernen som nogle af os er, så kan end ikke vejret afholde en "dykoman" fra det sus et dyk gir’, så vi MÅTTE ud.

Vejret var simpelt det meste vidunderlige forårsvejr, med masser af solskin, 10 grader, ingen vind og 2 cm høje bølger PERFEKT! Vi kom ud til vraget i en rasende fart, fik delt hold og måtte så i gennem den evigt tilbagevendende diskussion, om hvem det skulle binde på. Efter anvendelse af "lidt" lommepsykologi og betydelige pædagogiske ressourcer, fik vi overtalt Karin og Allan til at gøre det sure job. Hvilket i al sin enkelthed må siges at være helt rimelig, da Karin med sine efterhånden over 200 dyk i Havbasseregi, kun har bundet på een gang før.

Allan benyttede det gode vejr til at foretage et eksperiment, gående ud på om en lynlås i en tørdragt, nødvendigvis skal være helt lukket for at holde vandet ude. Resultat: det skal den! Efter forbavsende kort tid under vand, kunne der ikke være mere vand i dragten, og Allan valgte at afbryde eksperimentet.

Peter det elegante pindsvin (pind?? RED.), tilbød straks at følge Karin ned i dybet og hjælpe med det tunge lod. Også Peter valgte at foretage et eksperiment, det skal vi senere vende tilbage til. I løbet af nul komma fem, var han i vandet, og så var der ro! Vi havde aftalt at binde båden på efter 10 min, og benyttede ventetiden til at gøre udstyr klar, finde tørt tøj til Allan og i øvrigt nyde det dejlige vejr og stilheden.

Vi var drevet 50-75 meter væk fra bøjen, da stilheden pludselig bliver brudt af et øredøvende og panisk kvindeskrig; da solen på denne tid af året, står meget lavt på himmelen, havde vi lidt svært ved at se hvor det kom fra, men gik ud fra at det måtte være Karin og at hun måtte befinde sig ved bøjen.

Båden blev startet i en fart, og vi kom hurtigt over til henne, hvor hun med tydelig panik i stemmen får råbt: Peter er der nede og fumler med udstyret, jeg går ned! "Nu var fanden løs". Når en erfaren dykker som Peter fumler med udstyret, og erfaren dykker som Karin ikke kan hjælpe ham, ja så er den virkelig gal.

1000 tanker går igennem hovedet på een, og en ting er sikkert: Han har brug for hjælp NU. Aktionen bliver planlagt, på noget der føles som en brøkdel af et sekund. Allan gør genoplivningsudstyr klar, og rydder plads i båden, jeg går i vandet, på rekordtid, og søger mod bunden, med "let" forhøjet rytme i åndedraget, men ellers fuldstændig klar til løse "opgaven", hvad den så ellers måtte gå ud på.

På ca. 15 meter møder jeg så Karin, vi får lige en "snak", som jeg tolker: Peter er OK. Men hvorfor går hun op? Jeg beslutter mig i hvert tilfælde for at gå ned, for tage kontakt til Peter og kontrollere at alt er orden. Da jeg når vraget ser jeg ikke Peter nogle steder, men et eller andet er da "gået efter bogen", da der er bundet på, men selvfølgelig ikke på rælingenen men stik imod alle aftaler, inde på selve vraget. Jeg førte nu bundtovet ud, til rælingen, for også at binder på der, så der var mulighed for let at finde tilbage. Nu skulle jeg "bare" finde Peter, og tager en runde i rask fart, uden af finde "det" jeg søgte.

Da jeg kort tid efter, vender tilbage til det sted hvor jeg lige havde bundet budtorvet på, var det simpelt hen væk! Hvad nu! Ud og kigge igen, og efter kort tids søgen, fandt jeg, hvad jeg søgte, altså bundtovet. Tid og luft var ved at være opbrugt, og efter en "reglementarisk" opstignig, finder jeg endelig det jeg gik i vandet efter nemlig Peter, som ikke så ud til at have lidt overlast at af hans nylige gennemførte dyk.

Det viste sig at det eksperiment Peter gennemførte, bestod i om det var muligt, uden at påsætte feederslangen til tørdragten, på anden måde at puste luft ind i dragten! Resultat: Nej - det er det ikke! Efterfølgende når man nu har nået bunden på 33 meter og føler sig som en vakuumpakket kylling at påmontere feeder-slangen. Resultat: nej det kan man ikke.

Hvad der ellers gik galt dernede, vil jeg lade de implicerede parter give en forklaring på. Man kunne nu tro at alle trængsler var overstået! Det var de ikke! Da vi skulle hjem var båden lidt (meget) træg og havde ret svært ved at komme op af vandet, (plane) og efter kun få minutters sejlads gik motoren simpelt hen bare ud og nægtede herefter bare at starte.