En rigtig stille solskins januar søndag var det igen tid for en dykkertur. Det er samtidig tid for service af dykkerudstyr, så Peter og jeg havde indleveret vores udstyr til dykkercentret til tjek, men man kan jo altid låne lidt her og der, for dykke skulle vi.

Turen kom til at gå til landgangsbåden, med en max dybde på 33 meter. Juhl, Allan, Karsten, Peter og jeg tager afsted.Holdet der skal binde på bliver Allan og mig (som altid). Vi får rigget til og hopper i vandet - makkertjek er ikke nødvendigt, da man bør dobbelttjekke sit eget udstyr!

Allan og jeg binder sammen i overfladen og dykker. På vej ned synes jeg nok Allan er lidt doven. Han trækker og trækker i makkerlinen, så jeg hiver godt til og svømmer nedad. På et kraftigt træk går det op for mig, at Allan måske ikke blot vil trækkes til bunden, men vil give en besked. Jeg stopper op, lige midt i et springlag, så Allans fagter er ikke særlig tydelige, dog hiver han i sin dragt. Min tanke er at han ikke kan lufte ud. Derfor kobler jeg af og holder makkerlinen i hånden. Jeg havde ellers et ekstra tov med, som skulle bruges til hjælp ved påbindingen, men det smed jeg.

Nå, op kom Allan og jeg, stille og roligt, og det eneste problem Allan havde, var blot 20 liter koldt vand i tørdragten. Sådan går det, når man glemmer at lukke lynlåsen!!!

Da der ikke var nogen strøm (næsten) blev jeg liggende og svømmede i de næste 20 min, til Peter omsider blev klar.

Denne gang dykkede vi uden at binde sammen. På 15 meter stoppede Peter og gjorde et forsøg på at sætte sin feeder på sin tørdragt, den havde han glemt "i farten".

Hverken Peter eller jeg havde feeder-slange på vores BCD, da det som nævnt var lånt udstyr. Peter kunne ikke få sin feeder på og jeg gjorde et par forsøg, uden at det lykkedes. Da vi begyndte at synke afbalancerede jeg min tørdragt, efter vores fælles vægt. Peter holdt fast i mig.

Peters temperament kan jo blive eksplosivt, hvilket det gjorde nu. Sådan en søko, der ikke kan sætte en feeder på! 2 gange spurgte jeg Peter, om ikke vi skulle gå til overfladen, men nej, vi var jo på vej ned. Efter et stykke tids fumlen rundt, mistede Peter sit tag i mig (pga. hans arme squeezede, så han ikke kunne holde fast). Resultatet blev at jeg røg med turbo fart til overfladen og Peter røg som bly mod bunden. Jeg så kun et glimt af hans ansigt, som så forskrækket ud.

På 7 meter havde jeg fået luftet ud og kunne gå roligt til overfladen. Da jeg kom op og båden lå lidt væk, råbte jeg på de andre, som kom i god fart (de havde ikke set jeg var i overfladen, da de havde solen i øjnene). Jeg sagde kun nogle få ord, da jeg faktisk følte jeg havde spildt nok tid med at vente på båden. Derfor sagde jeg blot: Peter ligger og roder med sit udstyr, rig en ekstra flaske til, jeg dykker.

Og ned for 3 gang. For enden af ankertovet lå Peter. Ikke som jeg havde ventet, ude af stand til at røre sig i en klemt tørdragt, et eller andet sted på bunden, hvor jeg først skulle finde ham. Nej ret skal være ret, Feeder Peter havde, heldigvis haft sin feederslange i hånden på vejen ned, så han kunne i ro ligge på bunden og sætte den på. Resten af tiden brugte han til at binde på. Så da jeg kom ned igen, lå han blot og ventede på mig, så vi kunne dykke. Da jeg så han var OK, gik jeg op igen for at sige til de andre at alt var i orden.

På vejen op mødte jeg Juhl, som i lynfart havde fået lånt udstyr(jeg dykkede med hans). Men på ca. 5 min. var han på vej ned af ankertovet - godt gået.

Oppe i båden var bunden ryddet, og der var klar til første- hjælp. Allans termokande røg over bord i farten.

De eneste skader Peter fik af sit „stunt" var piskesmælds- mærker, som vi dog ikke fik at se.

Da vi efter endt dykning skulle have båden op og plane, kneb det for motoren at trække, ingen havde lukket bundproppen, så der var mange liter vand i skroget.