Bestyrelsen arbejder ikke ret meget


Der har været afholdt 2 bestyrelsesmøder siden sidste blad: 3/2 og 6/3.

Dette er et kort sammendrag af møderne.

Siden sidst

Klubben har fået en ny (god) motor til gummibåden.

Der har været afholdt Fastelavn ved Furesøen. Arvid blev kattekonge og Bent den nye dronning.

Der har været generalforsamling. Wieseformanden er gået af, og Bent er sprunget ud, som fuldgyldigt bestyrelsesedlem og viceformand. For ændringer i udvalgene i øvrigt se indersiden af bladet.

Køge har fået baaaarnk i undervandsrugby 11-0. Godt skuldret, drenge! Og det blev uafgjort mod Ama´r.

Fra den 1/3 er der kommet ny cafébestyrer i svømmehallen. Han er - siger rygterne - flink, holder ølpriserne og laver god mad.

Indgået post

Repræsentantskabsmødereferat fra Farum idrætsforening.

Regler for ny motor (gummibåd)

Den kan lånes efter aftale med turudvalget til dykkerrelaterede ture.

Størrelsen på Farum familiesvøms dykkerhold

FFS vil gerne vide, om det er muligt, at der kommer flere elever på dykkerholdet til næste år, da de synes at svømmehallen er lidt tyndt besat - især om mandagen.

Bestyrelsen mener ikke, at Havbasserne kan påtage sig, at uddanne mere end 12 elever om året. Men FFS kunne evt, uddanne snorkeldykkere eller lave et CMAS-kursus med en instruktør udefra for dykkere, der kun skal bruge certifikatet og ikke ønsker at blive meldt ind i en klub. Havbasserne vil gerne sende nogle hjælpeinstruktører.

Opfølgning af generalforsamlingen

Der bliver afholdt en ekstraordinær generalforsamling torsdag den 19/3 kl. 20.15, da der var for få fremmødte til en vedtægtsændring. Der er forslag om, at den maksimale restance på kontingentet skal være på 2 måneder.

"Løn" til UV-dommer

Der er forslag fra sportsudvalget, om at aflønne dommere til rugbykampe med 150,- kr. per kamp, da det er svært at skaffe folk til at være dommere.

Bestyrelsen finder dette principielt forkert, da der er mange andre i klubben, der gør et stort stykke arbejde for klubben uden at få noget for det. Det er en naturlig del af at tilhøre en klub.

Bestyrelsen kan derimod godt forstå, at det kan være træls, hvis det for tit er de samme, der må stille op som dommere, og foreslår derfor, at sportsudvalget laver en liste over de kampe, hvor Havbasserne skal stille med en dommer. Alle rugbyspillere kan så tage en tur. Listen skal laves i god tid, så det ikke er for kort varsel, der er problemet.

Nyt udstyr i 98

Kassebeholningen er på 54.000,-kr.

Klubben sparer op til en ny båd. Den båd, der har været lidt tale om er MARU DIVER -18 fod.

Men Limboen bliver shinet op, indtil indkøb af ny båd er mere realistisk.

De nye elevers indskud bliver som tidligere aftalt brugt til nyt dykkerudstyr til eleverne.

Repræsentantskabsmøder

Dagsorden til repræsentantskabsmøde (se hvad min computer kan stave til, Søren Formand!) i kreds 4 (Sjælland og Bornholm) den 10/3 Ingen fra Havbasserne deltager.

Repræsentantskabsmøde i Dansk sportsdykkerforbund søndag den 19/4 i Odense kongrescenter. Henrik Manley og Hans Jessen deltager.

På aktivitetstorsdag den 12/3 vil der blive diskuteret oplæg om nye sikkerhedsregler for opstigningsveste, som Havbasserne gerne vil have med på dagsordenen til mødet.

Aktivitetstorsdag den 16/4 foreligger den endelige dagsorden, og der vil blive diskuteret, hvad der skal stemmes til de forskellige punkter.

Birthe