"Til Island og dykke i 4 uger!!! Du er vist ikke rigtig klog". Dette var den almindeligste kommentar fra folk, når de hørte om vores rejseplaner. Som folk nok ved, tror de fleste dødelige, at dykkerrejser er forbundet med varmt vand, palmer og 3.grads solforbrændinger. Min makker Ulf og jeg måtte dog også lige ransage os selv for at fortrænge tankerne om 3 måneder i Indonesien istedet. Med bilen godt pakket med dykkerudstyr, kompressor (elskværdigt udlånt af Havbasserne), uldsokker, hue og vanter, samt dåsemad, ris og pasta til at brødføde den 3.verden kørte vi mod færgen i Esbjerg. Med bilfærge til Island, hmmmm det lyder ikke rart vel? 2½ døgn på Nordatlanten med en færge ikke meget større end en Øresundsfærge. Den sejler dog kun i den bedste tid på året, fra maj til september. Efter 39 timer ankommer vi til Thorshavn på Færøerne, hvor vi bliver smidt af i 2 dage, mens færgen lige daffer et smut til Bergen i Norge. Hvilken natur. Høje fjelde, grønne og bløde som dugen på et billiardbord, med skønne uldtotter (får) spredt over det hele. Vejret har også taget nordatlantiske dimensioner, regn tåge og blæst og 5-10 grader. 1. dag bliver brugt til at få styr på de sidste ting samt en del ærgrelser, da vi kører fast i fjeldet, trods 4 hjulstræk. 4 venlige islænderheste samt ryttere og bringegjorde kommer som kaldet ud af tågen. Vupti så var bilen fri, og vi kunne gå til ro i teltet og lade op til næste dags dykning. Vi ville dykke ved .............. (navnet ukendt) hvor der står en stor klippe og rokker ude i havet. Vi nåede dog ikke så langt, for på vejen ser vi en forladt hvalfangerstation og efter en snak med en lokal dykkergut, bliver vi enige om at dykke her. Stationen har dumpet hvalskelletter lige uden for ophalerpladsen indtil den sidste fangne hval i 1988. Lidt skeptiske på grund af sigten rigger vi til og går i vandet. Med det samme bliver vi mødt af kelpskoven der med sine op til 4 meter høje stængler pryder de nordnordiske farvande. Meget facineret glemmer jeg helt målet med dykket, indtil jeg mærker to hidsige ryk i makkerlinen og bliver mødt af Ulfs fjogede fjæs, vildt kæmpende med at holde balancen med et 3 meter langt hvalribben i favnen. Vi er nu kommet ud på sandbunden på 10-12 m og på bunden ligger der hvalknogler over det hele. Kranier, ribben, ryghvirvler og kæber. Sandbunden var også fyldt med søpølser i skrigende orange og lilla nuancer der sad med fangarmene op af bunden. Fiskelivet derimod var ikke overvældende her inde i fjorden, men der var dog en del fladfisk, skrubber og ulke. Næste dyk foregik nær Thorshavn, øst for fiskefabrikken, ved en lille bugt. Vandet var godt klart, ca.15 m sigt. Det specielle ved dykket var måden at komme i vandet. Et hul i klippen ca.10 meter fra havet gik lodret ned til en hule, med en tunnel ud til det åbne hav. Hullet er ca. 1 meter i diameter og med tang hele vejen rundt. Der er kun plads til en af gangen, så det var en fed fornemmelse at lade sig dale de 5 meter ned for at se en ret stor hule med en udgang til det dejlige blå vand. Ind igen og op og hilse på makkeren. I det åbne vand var der en smuk 3 meter høj kelpskov og masser af torsk og sej. Videre til Island. Efter 18 timers huggen i søen! Ja, her viste Nordatlanten sig ikke fra sin bedste side. Efter de første indtryk blev vi hurtigt enige om, at Islands natur er en del vildere end Færøernes. Ja - faktisk så vildt, at en tunmad med cayennepeber kan få en til at savne det milde Danmark. Husk at lukke øjnene når man leger med peber i 20 sekundmeter! De første dage bliver brugt til at udforske lidt på traditionel turistvis, hvor vi ihhher og ååhher over landskaber skabt af lavabjerge i næsten alle regnbuens farver plus sort, vandfald en masse, floder, evig sne, hyggelige islændige og sindssyge tyskere på solomountainbiking.

Vores første dyk bliver noget af det sjoveste jeg har prøvet. Efter en meget kold nat med snevejr, var vi godt nedtrykte og sad og skumlede i teltet indtil vi fik nys om en varm kilde i nærheden. "Hvorrrrr errrr deennn?" kunne vi skælve i takt. En del damp afslørede dog et lille paradis bag en klippesprække man knapt kunne mase sig i gennem. Her inde i bjerget lå en lille krystalklar og 32 grader varm sø, så de næste 2 timer dykkede og badede vi i et lille hule og tunnel system, som Gud havde skabt os. Så var vi ederma´me klar igen. Vi havde en del o.k. naturdyk på nordkysten ved byen Akureyi, med meget liv og o.k. sigt. De bedste dyk hér var dog sammen med en lokal erhvervsdykker, Erlander Gudmundson. Han fandt sidste december et ca. 100 år gammelt træskib inde i Akureyi havn. Ingen andre end ham og hans makker havde dykket på det, så der var lagt op til et kanondyk. Vraget er ca. 60 meter langt og 15 meter bredt, liggende på siden på 16-28 meter vand. Vraget var meget velholdt, med meget af dækket, lidt master, taljer, spil og roret intakt. Jeg fandt også en Vinflaske med korkproppen intakt, der var dog sivet vand ind. Overalt på vraget var der rødfisk, sej, torsk og et par enkelte havkatte. Erlander har desværre ikke mange informationer om vraget, men nogle mener det rev sig løs fra en bedding i hårdt vejr. Vi fik ikke muligheden for at dykke der igen, fordi der de næste dage var svær trafik i havnen. For at tjene lidt til føden havde vi også et dyk, hvor vi samlede en særlig art blåmuslinger, der kan blive ca.15 cm og veje 800g stykket. Vi var fire og på et dyk på 1½ time samlede vi ca. 350 kg, som Erlander sælger til restauranter.

Videre til øen Grimsey, Islands nordligste punkt, kløvet af polarcirklen. Her havde vi nogle gode dyk med utroligt meget fiskeliv og 20 m sigt. En noget spektakulær oplevelse. Under et dyk så jeg noget foran mig på ca.10 m vand, noget der tog lidt tid at få til at passe. En meter fra mig kom en fugl flyvende!!!!!! Endnu engang sitrede makkerlinen fra begge sider, da vi så den samtidigt. I et nu blev vi omringet af fugle, der fløj rundt om os, baskende med vingerne, som var de i luften. Det var lunder eller søpapegøjer, som de kaldes i daglig tale. Denne lille fugl (der smager som en fisk med vinger) med det mangefarvede næb og sort og hvid krop dykkede med os helt ud til 20 m dybde. Vi lå længe flade af grin og bare kiggede på dem. Lavaformationerne med sine 5-kantede søjler var også et spektakulært syn ikke fundet ret mange andre steder i verden.

Nær reykavik ved Islands største sø Pingvellevatn ligger en nationalpark kaldet Pingvellir (udtales Thinkvellir med engelsk th lyd). Allerede fra overfladen kunne vi fornemme det uhyggeligt klare vand i de 10m brede lava revner. Vandet var så blåt, at man skulle tro, at der var nogen, der havde dumpet farvestof i vandet. Vandet, der er næsten optisk rent, har jo den egenskab, at det absorberer alle farver på nær blåt. Er du gal hvor det kløede i lungeautomaten og tilrigningen kunne ikke ske hurtigt nok. Vi havde den ære at have selskab af nogle rare gutter fra Reykaviks dykkerklub, Islands eneste. Her i sprækkerne kan man lave meget forskellig dykning, lige fra hyggedyk til avanceret huledygning. Sprækkerne, der er op til 60 m dybe, er et stort net af huler og tunneller inden de ender ude i søen. Vandet, der kommer fra undergrunden, er konstant 2 grader året rundt så tørdragt er at anbefale. Vi startede blødt ud og holdt os væk fra hulerne, men sigten var næsten ubeskrivelig. Man skulle virkelig passe på at overholde opstigningshastigheder, dykketider o.s.v., da dette næsten var som i en drøm. Det næste dyk var et natdyk, og det var endnu vildere end det første dyk. Fra 35m kunne man se refleksionerne fra lygterne i overfladen, som om den var lige til at bryde med hånden. Overalt lå der ørreder og røddinger og sov - lige til at fange med hånden og efter et godt klem røg de i BCD lommen. Så var natmaden reddet. Efter en dag med klubben på tur var vi tilbage igen for at lave lidt huledykning. Med to udtag på singleflaske, 7 liters ekstraflaske, ekstra lygter og selvfølgelig line til overfladen begav vi os ind i Hades hule. Vi gik dog ikke længere end at vi heletiden kunne se udgangen som en blå plet i det fjerne. Utroligt spændende. I dette mørke, aldrig eksponeret for dagslys havde lavavæggene de smukkeste korrekturer og farver. At der havde været jordskælv, med 4,7 på Richterskalaen, gjorde det dog lidt for spændende, og efter vi havde set nok nynedfaldne sten og nylavede huleindgange, var det en befrielse at komme ud i det "fri".

Turen fra Reykavik til Seydisfjord færgehavn gav en spændende afveksling til dykningen, med Europas højeste vandfald, den aktive gejser, vulkaner og isklatring på Europas største gletscher "vattnejøkull". Lidt tilfældigt fandt vi ud af at der lå et kæmpe skibsvrag fra 2. verdenskrig inderst i fjorden. Det var vraget af en 200 m lang olietanker rigget til med kanoner, der blev angrebet af tyske jagerfly .Skibet brød i brand og inden flyene nåede at vende havde man åbnet bundventilerne og Elgrillor sank hurtigt. Grunden var, at der var så meget olie og ammunition ombord, at byen var i fare ved en masseeksplossin. Efter at vi havde fundet Magnus, der skulle sejle os derud, fik vi en stor skuffelse. Der var dykkerforbud på vraget!! Efter snakken med politiet, kystvagten og borgmesteren stod vi stadig med "håret i postkassen". Politiet sagde at forbudet skyldes oliesivning fra vraget og den dykker fra kystbevogtningen der havde dykket på vraget, sagde at der lå ammunotion på dækket. Chefen fra kystbevogningen ville slet ikke give en grund "det var der bare". Men vi gav ikke op så let vi ville dykke på Elgrillor, så vi kontaktede vores ven Erlander fra Akureyi og han gav os håb. Han havde for nylig dykket på vraget og han afkræftede påstanden om ammunitionen og han mente at dykkerforbudet skyldes personlige interesser i vraget. Oliesivningen var rigtig nok, men hva‘ fanden. Magnus Kunne dog ikke sejle os ud da han ikke turde bruge den lokale redningstjenestes gummibåd når det var chefen der havde givet dykkerforbudet. Men han kendte en gut der var frisk på at trodse "forbudet". Kl 12 dagen før vi skulle hjem var vi klar til at dykke på vraget. En farvandsbøje afmærkede vraget og skulle være bundet på det højste punkt på vraget på 28 m. Kæden vi gik ned af endte desværre ikke i vraget og her lå vi på 45 m og lurede ud i det sorte intet. Kæden gik sandsynligvis op til vraget, men den var så tung at den lå nedsunket i bunden at det gjorde det umuligt at følge den. Tiden gik og vi besluttede os at afbryde dykket. Godt nedtrykte fik vi fyldt flasker og blev enige om at ankre op på traditionel vis. Vores skipper Thor havde heldigvis ekkolod. Efter 8 timer var vi klar igen og vi fik ankret ordentligt op på det højeste punkt på vraget. Her inde i fjorden var der kommet så meget regn fra bjergene de sidste dage, at overfladevandet var helt ferskt den øverste meter adskilt af et klokkeklart salinitetslag til det meget salte bundvand. Sigten i overfladen var således 10 cm men under var den tæt på 10 m. Nede i mørket tonede Elgrillor op for vore øjne. Helt ret på kølen lå det her fra 28-45 m, næsten helt intakt, bevaret af et tyndt lag slam over det hele. Overalt stod der store torsk, og store havkatte havde fundet sig til rette. Vi var havnet på dette enorme vrag lige ved en messebygning, hvor vi gennem en halvåben dør kunne se borde og stole væltet omkring. Overalt var der noget at kigge på. Messing koøjer i overbygningerne, trapper op ogned, søgelænder, spil, kraner, dybe lastrum og meget mere. Den halve times bundtid fløj afsted og vores dekostop forløb med stor utålmodighed, for vi skulle bare op og snakke om dette dyk, et af de bedste nogensinde. Den lille tur ind i silende regn foregik næsten i drømmeagtig tilstand, lidt vemodig da det var vores sidste dag i dette vidunderlige vikingeland. Vi var dog hurtigt ovenpå igen da Ulf og jeg mødte Thor og hans kammerat på byens eneste restaurant hvor vi sad og hyggede os resten af aftenen, med fadøl til 75 kr. stykket!!

Vi på redaktionen glæder os meget til at høre om Sydafrika!