Historien om en Elevtur

Bemærk: dette er en historie! Navne og personer i denne historie er fiktive og må på ingen måde forveksles med dette års elevtur. Et hvilket som helst sammenfald er tilfældigt og ikke bevidst.

Instruktører og hjælpere mødes søndag aften klokken 19.00. Nå ja - næsten alle mødes, kun få ubetydelige personer (lad os kalde en af dem, „Nikolaj") kom lidt senere. Køretøjer blev fyldt med alt relevant udstyr, og båden blev klargjort, og så gik turen direkte til Kvæsthusbroen, hvor vi skulle mødes til en øl, som Nikolaj havde lovet for den hurtige pakning af køretøjerne. En vogn kom ikke direkte til Kvæsthusbroen, så ham vi kalder „Nikolaj", nåede ikke at give den lovede øl.

Efterhånden som eleverne kom, fik vi pakket deres dykkerudstyr ind i vognene, som nu var læsset til bristepunktet. Dette blev bemærket, da de kørte ombord -skibet fik slagside. Ballasten på skibet blev flyttet, så vi kunne afsejle til tiden.

Nogle valgte at betale ekstra for køjer, kahytter hvorimod resten tog imod de ligge-pladser som "nok" var reserveret. Det viste sig at være et godt tilbud. Her fik en eller anden sørget for, at vi fik et område for os selv med køjer dog uden sengetøj, men pyt vi havde jo alle soveposer med.

Efter en problemfri nat og en hurtig tur fra den ene ende af øen til den anden, kom man frem til et romantisk lille motel kaldt „Verona" - hvor alt var klart; morgenmad, værelser samt krofatter, som bød alle velkommen på bornholmsk.

Det forlyder at TV2, som svar på DR´s TAXI, vil købe rettighedderne til Havbassernes tur på Bornholm. Arbejdstitlen skulle være „Mitch Jessen på Hammeren" eller „112, det er Jessen".

Nu skulle eleverne begynde at dykke. Beskeden lød: "fat jeres udstyr, ned af vejen og ud til stranden". Alle stormede derned, men så lød det: "der er jo bølger så høje som huse " hvilket næsten var rigtigt. Instruktøren måtte have bestilt forkert vind. Dette var lektion ét, „vejret spiller altid en stor rolle ved dykning". Nu var gode råd dyre, men fra den anden side af øen kunne vi jo tage et stranddyk.

Med lidt negative miner kom alle dog frem til Hammerhavn. Her fik eleverne straks lektion to, „et stranddyk er ikke altid et dyk fra flad sandstrand". I dette tilfælde var stranddyk et dyk over stok og store sten. Selve dykket forløb godt, ingen skader.

Tilbage på Verona begyndte man straks at fylde flasker og skylle udstyr og godt i gang med dette, blev der kaldt til spisning (lækker mad). Da dagen var så godt som slut, havde instruktørerne kaldt til det første at turens mange evalueringsmøder. Mødet blev kort, for eleverne var næste alle på vej ud i det store natteliv i Sandvig. Næsten alle kom tidligt hjem, for hvad sker der i Sandvig en mandag aften hvor kun Krøllebøllebar er åben? Enkelte blev dog her til de blev "smidt ud".

Tirsdag morgen efter en stille aften uden de vilde udskejelser, blev alle igen sendt ned af vejen og ud til stranden. Denne gang var der succes; vejret var godt, ingen afskrækkende bølger, men let overskyet; dog ingen fare.

I vandet det gik, næsten ingen tænkte på at vejret skifter hurtigt. For mens næsten alle var i vandet, kom der også vand fra himlen (regn). En forvildet instruktør (lad os kalde ham „Bo") fór rundt og forsøgte at rede folks tøj, det lykkes at rede det meste af tøjet fra at blive vådt (i hvert fald hans eget).

Formiddagen forløb stille, dog skete der et lille uheld. En stakkels elev, lad os kalde hende Lene, fik sprængt et par blodkar i øret og desværre for Lene stoppede kursus hermed for hende. Lene tog senere hjem med et løfte fra ham vi kaldte Nikolaj, om at hun hurtigt efter hjemkomsten nok skulle få gennemført prøverne, som hun mangler.

I en pause mellem dykningerne hen under eftermiddagen tog begivenhederne imidlertid fart.

Pludselig fik nogle øje på en, der løb på stranden og vinkede ud til os. Der var noget galt!

Vi forstod ikke hvad der skete, men så lød råbet: "hun drukner".

Nogle fik øje på en lille skikkelse i vander ca. 150 - 200 meter fra stranden. Denne farlige situation opfattede ham vi vil kalde "Mitch" hurtigt. Som var det et stykke sejlgran, trak han ankeret op, startede båden, fik den op og plane og var straks efter ved den forulykkede. Tilbage med håndtaget og båden stoppede med den lille skikkelse ved siden. I et snuptag fik han en lille forkommen stakkel op i båden.

Herefter har vi kun "Mitch" ord for, hvad der skete i båden.

Han påstod at han kun tilså hendes tilstand, hvorefter han straks satte kursen mod badebroen ved stranden. Her stod et korps af læger, lægestuderende, sygeplejesker, m.m. klar til at yde al den hjælp, der skulle til.

Efter at have konstateret, at der ikke var sket de store skader, blev det meste af dette opbud jaget væk af en lettere chokeret asiatisk udseende mand. Han påstod at han var den „lille stakkels" forlovede samt af pigens forældre ikke ønskede at pigen skulle på sygehuset.

Men via en god og professionel opførsel af en på kriseholdet blev de dog overtalt til at tage til hospitalet, ikke mindst for at få hjulpet, pigen som muligvis selv var skyld i situationen (set ud fra den vinkel, at man ikke bader iført sommerkjole, små sko. Desuden var hun meget ung og gravid.).

Tirsdag aften begyndte sommerens romancer. To smarte instruktører havde hjemmefra sørget for, at få fanget en elev hver til at passe dem op under opholdet. Enkelte elever forsøgte det samme, men at gå hånd i hånd medførte ikke at elever fik deres eget værelse, som de to før omtalte instruktører kløgtigt nok havde sørget for inden de tog til Krøllebølleøen.

Luften var så tyk af romance at det bredte sig til "eliten" (Havbøsserne) de sov i "samme" køje ovenpå hinanden. De sagde, at der ikke skete noget, men hvor fik de knirkelydene fra?

Onsdag forløb godt. På nær at vi fik besøg fra søsiden af en lille jolle med en kvindelig padidykker og dennes støttepædagog (støttepind?? Red.).

Desuden var det også dagen, hvor kompasprøver skulle gennemføres. Som sædvanlig skete det for enkelte hold at kompasset viste forkert, bøjen var flyttet, afstanden var for lang og afstanden mellem bøjerne for lille. Men efter at alle disse fejl var blevet rettet, lykkdes det for alle, at gennemføre turen.

Onsdag var også natten hvor eleverne skulle have deres første natdyk. Det blev sent for nogle og meget sent for et par stykker, der gjorde et stort arbejde for at gennemføre natdykket.

Hvis dette ikke var en historie, var der nok nogle der ville sige tak for, at de blev sendt hjem og sove. Det skal dog bemærkes, at enkelte af hjælperne gennemgik tabeller for det dyk, der skulle gennemføres torsdag, så man kunne være forberedt på det værste.

Torsdag formiddag var fridag for eleverne, så kunne instruktørerne og hjælperne komme ud og dykke på vrag. En Ubåd.

Alle hjælpere var klar til dykket, men der manglede et par instruktører. Det var dem vi kalder Bo og Nikolaj, så afgang uden dem.

Vi havde aftalt at den langsomme jolle skulle gå ud først og binde fast på ubåden. Hvilket også var gjort, da vi ankom til positionen. En stort smilende "støttepædagog" stod og råbte "Sigten er god, mindst 30 m". Det troede vi ikke på, da han jo er kendt for at overdrive lidt.

Tiden var presset, så alle om bord skyndte sig at blive klar og komme i vandet. Ned i mørket, sigtbarhed! he he, men pludselig ud af mørket under os kom ubåden langsomt frem.

Et betagende syn, en lang brun cigar begroet med muslinger. Fra tårnet kunne man næsten se fra for til agter. Sigten var enorm! Flot vrag hvis man kan lide muslinger. Ingen strøm. Imponerende dyk.

Da folk kom op var alle glade og tilfredse, dog mente en enkelt at han (lad os kalde ham Lars) måske var kommet lidt hurtigt op, eller også havde han haft for lang bundtid. Et eller andet føltes galt, men ifølge alle tabeller og alles beregninger, var der ingen problemer.

Nu var tiden kommet til at begynde at tænke på elever igen, samt de tilbageblivende instruktører, der ikke turde tro på, at turdeltagerne ville overholde tiden. Men ingen problemer, alle var ved „Verona" ca. 20 minutter før det aftalte tidspunkt.

Om eftermiddagen blev eleverne igen sendt til bugten for at forsætte med deres elevdyk, alt imens padidykkeren (hende fra jollen), tog på et dyk i Opalsøen lidt syd for Hammer Fyr. Dette lod til at blive en stille og rolig eftermiddag, men vi tog fejl.

Lars var begyndt at gå rundt og klage sin nød. Han havde mindre følelse i benene end normalt. Det var også begyndt at småklø, og han var meget træt. Så efter lidt snakken frem og tilbage, tog Lars sig sammen og ringede til 89433099. Og så gik det stærkt.

Lars ind i bilen, hen på „Verona", hente et par småting og til Rønne lufthavn hvor der kort tid efter landede en helikopter, som i lav højde bragte Lars til Holmen, hvor han kom i tryktank.

Alt imens dette skete, skete der også uhyggelige ting ved Opalsøen. Padidykkeren var svømmet ud i den sø der skulle være rimelig klar og et flot dyk værd.

I søen var sigten meget ringe. Men efter kort tids dykning fandt padidykkeren en mærkelig genstand for et dyk - en PISTOL i læderhylster. Ved siden af dette fund fandt hun også en meget tung og uformelig pose med et ukendt indhold, måske guld?, lig (parteret op i stykker)?. Men denne pose kunne ikke bringes op, den var for tung.

Politiet blev kontaktet, de sendte en vogn ud for at hente pistolen. Og via flere samtaler og padidykkerens overtalelsesevne, fik hun lov til senere at dykke i søen med det formål at finde "Den mystiske pose".

Til "Mitch’s" store ærgelse blev det samtidig indskærpet, at der er dykkerforbud i søen for alle andre.

Efter sådan en dag blev man enige om, at instruktørerne, hjælpere og gæster nok fortjente en middag uden elever. Men meddelelsen kom desværre ikke ud til alle. De instruktører og hjælper som ikke havde hørt det, måtte spise på Verona, hvilket også var lækkert: stegt sild med rababerkompot - en ægte Bornholmsk specialitet.

Ved morgenmaden fredag kom krofatter ind med en fax.

"Rigtige mænd overnatter i tryktank"

PS. Har det godt

Vh.

Lars.

Det var dagen hvor eleverne skulle ud til redningsprø, og Padidykkeren på en ny prøvelse i Opalsøen for finde den mystiske pose.

For eleverne blev det en oplevelse. En større oplevelse for nogen end for andre. At skulle udføre førstehjælp, huske telefonnummer, sætte folk i gang med at hjælpe samtidig med at man selv er så søsyg - at man selv skal have hjælp, det er svært!

Men alle klarede skærene. Enkelte måtte dog prøve senere og fik her klaret problemerne.

Padidykkeren fik også sin prøvelse, da hun skulle i Opalsøen igen. Et stort opbud af holdet tog med for at se, hvad der blev bragt i land.

Sigten var ikke blevet bedre. Men med en stærk vilje satte hun ud i søen. At finde posen var dog svært. Det lykkedes at finde en mindre pose, som blev bragt i land for at blive åbnet. Posen indhold viste sig at være knogler, men om det var menneskeknogler eller svineknogler vides ikke i skrivende stund. Eftersøgningen fortsatte, men det lykkedes ikke at finde den mystiske pose.

Indholdet forbliver Opalsøens hemmelighed. Som en bibemærkning kan det oplyses, at politiet senere afhentede posen for nærmere analyse af indholdet.

Nu nærmede sidste dag sig med hastige skridt. Den sidste prøve var lørdag formiddag - det var dybdeprøven. Denne prøve blev forlagt til et nyt sted øst for Sandvig havn, et sted hvor der var dybde nok til prøven. Der var dog en hage ved dette område - der var meget trafik.

Straks efter vi havde fået første hold i vandet kom en fiskerbåd tøffende direkte mod os uden mine til at ændre kurs (der var sat dykkerflag). Ved nærmere eftersyn af båden viste det sig, at der kun var en mand ombord og han gik på agterdækket og ordnede garn. Vor gummibådsekspert og evige hjælper Arvid blev straks sendt over for at praje båden, hvilket lykkedes, og denne fik ændret kurs så den gik langt fri af os og vore dykkerhold.

Det kan ikke være hver dag, at der ligger dykkerbåde i dette område. For senere, da vi havde sat sidste hold i vandet, skete der noget igen. Denne gang kom en mindre passagerbåd fra Bornholmstrafikken direkte imod os for fuld fart uden tegn på at vige. Gummibåden var i havn og kunne ikke hjælpe os denne gang.

Passagerbåden nærmede sig nu faretruende vort dykkerområde.

Der var 3 bøjer og vor båd ret i dens kurs. Nu var gode råd dyre. Vi forsøgte at kalde over VHF’en. Ingen svar. Vi forsøgte igen. Ingen svar. Igen og igen forsøgte vi at kontakte ham, ingen reaktion.

Men pludselig kom en stemme ind på kanalen og bad båden med kurs mod dykkerbåden Havgassen om at ændre sin kurs. Så skete det noget på passagerbåden. Den lagde kursen om, tog farten af og gled lige så stille forbi vor båd og bøjer. Hvem den klare livgivende stemme på VHF’en var, kan der ikke redegøres for, men lyttet til den blev der på passagerbåden.

Nu nærmede det sig afslutningen. Vi fik pakket alt vor udstyr ned, ryddet pænt op efter os, så vi kunne være bekendt at forlade det, der havde været vor husly i de sidste par dage.

Meget er nævnt, men lang mere fortrængt.

En meget stor tak til alle som har hjulpet med indslag til denne HISTORIE, samt mange spændene dyk fremover. Hilsen fortælleren.

PS. Padi dykkeren er senere blevet CMAS** dykker. Vi glæder os til at få øl!

Anonym Dykker

Redaktion er bekendt med den rigtige identitet på indsenderen af dette indlæg og vil snart begynde at afpresse personen en masse øl.

Redaktionen