Barbados here we come ...
British Airways
havde i én uge i januar i år et godt tilbud til os - halv pris
ved 2 personer ved rejse i april måned! Vi droppede hurtigt
planerne om Malta/Gozo!
På nettet fandt vi et dykkercenter: op til 3 dyk om dagen i 7 dage inklusive ét natdyk til 240 US$ for flaske, luft , bly, båd og guide. Dykkercentret arrangerede overnatning.
Det gik desværre ikke så nemt at komme derned. Det var valgtid i England og IRA ønskede at påvirke valgets udfald.... Vi måtte vente 24 timer i Sydengland (egentlig ganske smukt) på grund af bombetrusler mod lufthavnene i London før vi fløj videre mod vest. Vi måtte flyve en omvej over Miami, hvor vi fra luften så koralrevene gyde. Det farvede vandet klart gult ved revkanterne og indikerede at foråret er en spændende tid at dykke i Caribien..
Barbados rom er god! Den er perfekt med tropejuice og isterninger til afterdiving i den dejlige varme! Vandet var 270C og luften 290C om dagen og lidt køligere om natten. Vi boede i første række ud til det azurblå Caribiske hav og nød det brusende hav.
Vi havde masser af gode dyk på de smukke koralrev på sydkysten af Barbados. Sejltiden var max. 15 minutter, og der var kun vores båd på dykkerstedet. Det er ikke overrendt om foråret. Vi foretog normalt strømdyk langs kysten. Sigten er god >20 m. Vi så mange (små) farverige fisk, languster, enkelte havskildpadder heriblandt et meget stort eksemplar, sort koral (der reelt ligner en grøn busk med sorte grene) og smuglerwhisky (Rød Johnny Walker). Der er ingen hajer på sydkysten (kun de tobenede).
På dybere vand (> 20 m) er koralrevene sunde og meget smukke, men på de første dyk kom vi på lavere vand på rev, der er ved at blive nedbrudt. Man smider desværre ankeret ud i koralrevet på lavere vand og ødelægger revet lidt hver gang. Det er også tilladt, at skyde de fisk man har lyst til, men der er tilsyneladende en større miljøbevidsthed på vej også på Barbados. Vi dykkede på ét stort vrag, der står på bunden på 40 m. Det har nu stået nogle år og er ved at blive begroet. Der er mange muligheder for at svømme ind i og igennem dette vrag. I bugten ved dykkercentret ligger der flere vrag på lavt vand (6 m). Der er et fantastisk fint lys og masser af fisk på det ældste vrag. Det var også fint til natdykket, hvor langusterne kom frem og iagtog os med deres lysende øjne. Vraget ligger også fint for snorkelture fra dykkercentret.
Vi hørte om spændende dyk med store klipper
og hajer på østkysten ud mod det utæmmede Atlanterhav.
Desværre tillader vejr og vind kun
sjældent dykning derude. Det lykkedes os da heller
ikke, at komme derud og dykke. Det skulle være bedst om
sommeren.
Den sidste dag lejede vi en mini-moke, en radiobil med automatgear og kaleche. Barbados var tidligere engelsk koloni, og man kører i venstre side af vejen. Vi nåede let øen rundt på en dag, da den er på størrelse med Bornholm. Der er plantet sukkerrør overalt og der er flere romfabrikker man kan besøge. Flere steder er der plantet kokospalmer, som giver Barbados et mere tropisk udtryk. Turen var absolut et spændende alternativ til al dykningen, men det azurblå caribiske hav er absolut Barbados største attraktion! God tur!
Hans Dehlholm