SKALLEMALLE

Ny art for Skandinavien: skallemalle observeret i danske farvande.

Det er en zoologisk sensation, at det er konstateret at den sjældne skallemalle, Silurus alopecia baldniensis L., findes i Danmark. Skallemallen er en yderst sjælden fisk, og den er meget vanskelig at iagttage. Den er aldrig fanget af fiskere, hverken erhvervs-, fritids- eller lystfiskere. Den lever en skjult tilværelse og viser sig kun i korte øjeblikke, men dens tilstedeværelse kan alligevel observeres på grund af de skader, den forvolder.

Skallemallen hører til mallerne, en artsrig familie, der tæller flest ferskvandsfisk. Men ligesom stenmallen er skallemallen speciel ved at forekomme i saltvand.

Ferskvands skallemaller har oprindeligt levet af skalle (Rutilus rutilus), en lille men almindelig karpefisk. I saltvand forekommer skalle kun visse steder i brakvand tæt på kysten, og mangel på denne fisk som føde har betydet, at skallemallen har set sig om efter andre fødeemner. Det menes således at udbredelsen i saltvand er betinget af en sproglig fejltagelse, hvor skallemaller, der har hørt om bundbeskrivelser fra søkort, er begyndt at spise skaller på havbunden. Det er især tomme skaller fra knivmusling, hjertemusling og sandmusling det går ud over. Det ser nemlig ud til at det er den lyse farve og ikke så meget størrelsen på skallerne der er vigtig for valget af føde.

Skallemallen er en ret stor plumb fisk (se figur). Den er besynderlig i forhold til andre maller bl.a. ved at den mangler både skægtråde og sugeskiver. Desuden har den en ret bred og bar isse, der er fantastisk hård og modstandsdygtig. Og det er denne egenskab der kan være til fare for trafik med mindre både. Ofte ligger mallerne lige under overfladen, og nogle gange også i overfladen (se foto). Her kan de let blive påsejlet, med alvorlig skade på glasfiberbåde til følge. Det menes at de under en påsejling kan bevæge sig endog meget hurtigt nedad, så påsejlingen nærmest bliver umærkelig. I bølgegang kan de bevæge sig op og ned med bølgerne og derfor ligge lige under overfladen hele tiden. Det kan derfor være vanskeligt at skelne påsejlinger fra almindelige påvirkninger af bølger.

Det er kendt at sandkrabber med klosaksene ligesom planter f.eks. hydroider på skallen, for at være bedre karmoufleret. Det menes, at skallemallen også kan plante nogle hårlignende vækster på den bare isse, for at undgå opdagelse, når de ligger i overfladen (se foto). Det ses desuden af fotoet, at ingen af dykkerne i båden har opdaget, at der er maller i området. Selv fotografen har først opdaget dem efter filmfremkaldelsen. Så noget tyder på, at de kun når op over overfladen i ganske kort tid, men til gængæld koordinerer det nærmest som synkronsvømning.

Det menes således at mallernes tilstedeværelse i overfladen er under et hvil efter et større måltid, hvor mallerne fuldstændig kan støvsuge bunden for skaller. De ligger således og døser i nærheden af overfladen med opspilet vom, hvor deres opmærksomhed mod at blive opdaget er meget lille. De er således på dette tidspunkt meget udsatte overfor påsejling af mindre både.

Skallemallen har ikke rigtig nogen naturlige fjender. Men dens værste konkurrent er nok skalleslugerne, der i store flokke kan tage den føde som mallerne skulle leve af. Og så må de sulte. Og det er de ikke glade for!

Det er i Havbasserne besluttet at indsende alle observationer om skallemalle til forskerne på Zoologisk museum. Jeg vil derfor gerne opfordre alle, der ser tegn på skallemaller om at indberette deres observationer, og om muligt fange et eksemplar. Med de erfaringer vi allerede har om skallemaller, synes den bedste måde at få fat på et eksemplar på, at påsejle et dyr, der døser i overfladen, og så meget hurtigt inden det kommer til sig selv igen få det hevet indenbords. Her kan de indlærte teknikker til bjergning af en forulykket dykker benyttes. Der er dog desværre noget der tyder på, at dyret skal påsejles flere gange for at miste bevidstheden blot et øjeblik, og de huller der opstår i skroget kan blive så store, at båden tager vand ind og synker. Og så mistes skallemallen alligevel. Det kan dog klares ved at benytte flere både, hvor det kun er den ene der foretager påsejlingerne. I det lange løb er det dog nok for dyrt i både, men selvfølgelig som dykkere plejer at sige: „Så er der noget at dykke på".

Der er dog uenighed om hvorvidt bjergning af bevidstløs skallemalle er den bedste måde at skaffe et eksemplar på. Det vides således ikke hvad mallen er i stand til, hvis den kommer til bevidsthed i en åben båd. Nogle mener at det er bedre at fange den i hulrummene i en glsasfiberbåd. Det er således allerede prøvet med Titanic II, hvor påsejling af en skallemalle forårsagede en revne i bunden af skroget. Herved blev mallen presset ind i hulrummet omkring kølen, nærmest på samme måde som et æg, der kan pustes ud gennem et lille hul. Der gik dog for lang tid inden skipper blev klar over sagens rette sammenhæng, og det var først under en benzinpåfyldning på en tankstation i Helsinge. Der var visse lyde, der var lidt vanskelige at forstå. Så da proppen blev åbnet ind til hulrummet, var kun mallens sjæl tilbage, og sørgeligt nok løb den lige så stille ud og forsvandt ned i kloaken.

Hans Jessen