Almindelig Søpung

En af de almindelige søpunge i Danmark hedder „almindelig søpung" (Cliona intestinalis). Søpunge hører til sækdyr, en gruppe af dyr der er specielle ved samtidig at være invertebrater (lavere dyr uden skelet = hvirvelløse dyr) og med rygstreng (corda) ligesom hvirveldyrene (med skelet). Det er dog kun de fritsvømmende larver der har en rygstreng, de voksne individer er fastsiddende filtratorer med en blød krop ligesom mange invertebrater.

Den almindelige søpung er grå-orange, ligesom halvmat med okker eller grønligt anstrøg. Den er næsten cylindrisk, eller nærmest som 2 rør der er vokset sammen. Størrelsen er op til omkring 10 cm lang. Dyrene kan være enlige, men sidder ofte i nærheden af hinanden. De har 2 åbninger hvorigennem der pumpes vand som filtreres. Randen af sifonenerne er gullige. Inssugnings-sifonen vender lige opad, og udstrømnings-sifonen vender mod den ene side.

Søpungen lever som mange andre hav-invertebrater, den fastsiddende filtrerende levevis. De døde og levende småpartikler der er i vandetkan fanges i et slimet netværk, som kaldes gællesækken. Den kan filtrere meget små partikler (1 micrometer) , altså helt ned i bakteriestørrelse. Nettet bliver af fimrehår ført ned til dyrets mund, og der dannes hele tiden nyt slimnet. Uønskede eller for store partikler kan „spyttes" ud igen med en hurtig sammentrækning af hele kroppen, dette kan også provokeres ved berøring. Den almindelige søpung er udbredt i store dele af verden. I europa fra Spitsbergen i Norge til Normandiet i Frankrig. Den findes kun ved højere saltkoncentrationer, og ses ikke i Østersøen. I fjorde er den almindelig fastsiddende på klipper, sten og ålegræs. I Lysekil er den almindelig på klippesiderne i Gulmarren, og i Isefjorden kan den findes som store bevoksninger på en smule ålegræs, eller på hinanden på blød bund. Så selv om der ikke er noget særligt fast at sidde på kan de nærmenst danne et helt tæppe hen over havbunden i 6-8 m dybde.

Søpungen er ikke nogen lækkerbisken for andre dyr. Men den almindelige søstjerne kan dog godt æde en del af dem, hvis den kan få hul på det yderste seje lag (tunikaen), og gå i gang med de indre bløde dele. Søpungen er normalt etårig, eller ½-årig. Der er flest sent på efteråret, og storme i vintertiden er nok det der tager livet af de fleste af dem. Søpungen er både han og hun på samme tid, og både æg og sæd gydes i vandet, hvor befrugtningen finder sted. I løbet af et døgn fremkommer en fritsvømmende larve der nærmest ligner en haletudse. I løbet af et par dage sættre den sig fast og mister halen (og rygstrengen), og omdannes til en lille søpung.

Hans Jessen